Mødedato: 22.05.2001, kl. 08:00

Høringssvar om forslag til ny dagplejeordning

Høringssvar om forslag til ny dagplejeordning

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 22. maj 2001

 

Sager til beslutning

3. Høringssvar om forslag til ny dagplejeordning

IU 17/2001INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg

at der afgives høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med den foreslåede ordlyd, jf. resuméet.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er sindet at fremsætte forslag til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om etablering af en ny dagplejeordning i Bispebjerg med henblik på at skabe nye muligheder for at integrere personer med anden etnisk baggrund end dansk på arbejdsmarkedet.

På den baggrund har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen sendt vedlagte indstilling i høring til Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg, jf. bilag 1. Der er frist for besvarelse af høringen senest torsdag den 14. juni 2001.

Økonomiforvaltningen foreslår, at Integrationsudvalget afgiver følgende høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen:

"Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at der som led i den generelle sænkning af pladsgarantialderen til 11 måneder nu stilles forslag om et forsøg med etablering af en dagplejeordning, hvor det erklærede mål er at integrere personer med en anden etnisk baggrund end dansk i et arbejdsfællesskab med erfarne dagplejere omkring pasning af børn. Det fremgår, at formålet er at opkvalificere personer med anden etnisk baggrund end dansk til jobbet som dagplejere, således at disse personer integreres på arbejdsmarkedet.

Bliver forsøget en succes, vil der efter Integrationsudvalgets opfattelse være tale om en konkret og ambitiøs udmøntning af såvel kommunens overordnede integrationspolitik som indsatsområdet "Beskæftigelse". Med udgangspunkt heri kan Integrationsudvalget anbefale, at forsøget iværksættes snarest muligt.

I første omgang er der tale om en forsøgsordning i et afgrænset geografisk område og det fremgår ikke, hvordan forsøget tænkes evalueret. Under forudsætning af, at forsøget forløber tilfredsstillende, er det Integrationsudvalgets opfattelse, at det bør tilstræbes at udvide forsøget til at omfatte flere bydele.

Integrationsudvalget har ikke forholdt sig til oplæggets økonomiske aspekter."

SAGSBESKRIVELSE

Der henvises til resuméet.

ØKONOMI

-

HØRING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har tillige sendt forslaget i høring hos Integrationsrådet, hvorved bemærkes, at ordlyden af et eventuelt høringssvar fra rådet ikke kendes på tidspunktet for nærværende indstilling.

ANDRE KONSEKVENSER

-

BILAG

Bilag 1: Skrivelse af 17. maj 2001 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med bilag i form af indstilling til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

Erik Jacobsen

/ Flemming D. Hansen

 

Til top