Mødedato: 22.05.2001, kl. 08:00

Status for integrationsarbejdet

Status for integrationsarbejdet

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 22. maj 2001

 

Sager til beslutning

1. Status for integrationsarbejdet

IU 14/2001INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg,

at forvaltningernes redegørelse for status i integrationsarbejdet tages til efterretning.

RESUME

Integrationsudvalget har pålagt Økonomiforvaltningen at arrangere, at repræsentanter for samtlige forvaltninger kan give Integrationsudvalget en status for arbejdet med den overordnede integrationspolitik og de for budgetåret 2001 vedtagne indsatsområder. Til brug herfor har samtlige forvaltninger i oversigtsform opregnet, hvilke integrationsfremmende initiativer, der er iværksat.

Det fremgår, at en række af de igangværende initiativer er iværksat forud for Borgerrepræsentationens vedtagelse af den overordnede integrationspolitik og indsatsområderne, mens andre er iværksat efterfølgende. Herudover er der planlagt indsatser, som endnu ikke er iværksat. Hovedparten af de eksisterende indsatser falder indenfor de vedtagne indsatsområder, men der er også en del tiltag, som ikke umiddelbart kan henføres til disse og således snarere må anses som iværksat som led i udmøntningen af den overordnede integrationspolitik.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Integrationsudvalget giver foretræde for de repræsentanter, som forvaltningerne har udpeget.

Økonomiforvaltningen foreslår, at Integrationsudvalget tager forvaltningernes redegørelse for status i integrationsarbejdet til efterretning.

Det bemærkes, at der vil blive aflagt en endelig status med tilhørende redegørelse til Borgerrepræsentationen i 2002.

SAGSBESKRIVELSE

I Det Rådgivende Integrationsudvalgs møde den 9. marts 2001 blev sagen om "Indsatsområder for budgetår 2002" (IU 9/2001) behandlet og Integrationsudvalget vedtog – på baggrund af en administrativ høring af samtlige forvaltninger - at indstille til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002.

Økonomiforvaltningen blev samtidig pålagt at arrangere, at repræsentanter for samtlige forvaltninger på et kommende møde kan give Integrationsudvalget en status for arbejdet med den overordnede integrationspolitik og de for budgetåret 2001 vedtagne indsatsområder "Børns liv og fremtid", "Beskæftigelse", "Kommunikation", "Hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet" og "Det boligsociale område". Til brug herfor ønskede Integrationsudvalget udarbejdet oversigter over samtlige integrationsaktiviteter, der er iværksat siden Borgerrepræsentationens vedtagelse af integrationspolitikken i mødet den 14. juni 2000.

Ved skrivelse af 20. marts 2001, jf. bilag 1, har Økonomiforvaltningen anmodet samtlige forvaltninger om hver især at udarbejde en sådan oversigt samt udpege en repræsentant, der ved foretræde i Integrationsudvalgets møde den 22. maj 2001 kan give Integrationsudvalget en status for arbejdet med såvel den overordnede integrationspolitik som de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder. Der vedlægges kopi af forvaltningernes besvarelser, jf. bilag 2-8.

Af besvarelserne fremgår, at samtlige forvaltninger har iværksat integrationsfremmende initiativer. En række af de igangværende initiativer er iværksat forud for Borgerrepræsentationens vedtagelse af den overordnede integrationspolitik og indsatsområderne, mens andre er iværksat efterfølgende. Herudover er der planlagt indsatser, som endnu ikke er iværksat.

Hovedparten af de eksisterende indsatser falder indenfor de vedtagne indsatsområder, men der er også en del tiltag, som ikke umiddelbart kan henføres til disse og således snarere må anses som iværksat som led i udmøntningen af den overordnede integrationspolitik.

Indsatsområderne "Kommunikation" og "Beskæftigelse" er i praksis helt tværgående, idet alle forvaltninger arbejder med indsatser indenfor disse områder.

Indsatsområderne "Børns liv og fremtid" og "Hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet" er tilsyneladende mindre tværgående i praksis, da det primært er de forvaltninger, som efter ressortfordelingen i styrelsesvedtægten traditionelt beskæftiger sig med de pågældende områder, som har iværksat indsatser.

Indsatsen på "Det boligsociale område" er umiddelbart karakteriseret ved, at kun få forvaltninger har taget initiativer på området, hvilket må tilskrives dels at indsatsområdet i praksis er knap så tværgående som de øvrige, dels at Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelsen har pålagt Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen "at kortlægge indsatsområdet, herunder fremlægge en plan for indsatsen i budgetårene 2001-2002 og 2003, således at den kan indgå i de kommende års budgetdrøftelser", hvilket der fortsat arbejdes med i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Forvaltningerne har udpeget følgende repræsentanter til at give foretræde under sagens behandling i Integrationsudvalget den 22. maj 2001:

  • Fuldmægtig Payman Afaghi, Økonomiforvaltningen
  • Ekspeditionssekretær Lennart Jørgensen, Kultur- og Fritidsforvaltningen
  • Afdelingsleder Søren Hegnby, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
  • Vicekontorchef Poul Tværmose, Sundhedsforvaltningen
  • Fuldmægtig Camilla Jørgensen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
  • Specialkonsulent Christian Christensen, Bygge- og Teknikforvaltningen
  • Fuldmægtig Anette Jonsen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Integrationsudvalget af hensyn til sagens oplysning tilkalder de nævnte ansatte til at overvære forhandlingerne, jf. § 20, stk. 4, 2. pkt. i lov om kommunernes styrelse.

Økonomiforvaltningen foreslår, at Integrationsudvalget tager forvaltningernes redegørelse for status i integrationsarbejdet til efterretning.

Opmærksomheden henledes på, at Borgerrepræsentationen samtidig med vedtagelsen af integrationspolitikken den 14. juni 2000 har pålagt de stående udvalg og Økonomiudvalget hvert år i februar, første gang i år 2002, at afgive en kort årlig status til Integrationsudvalget vedrørende arbejdet med integrationsområdet. På baggrund heraf skal Integrationsudvalget afgive en samlet redegørelse til Borgerrepræsentationen.

Der er altså med nærværende indstilling tale om en slags foreløbig midtvejsstatus, som vil blive fulgt op af en endelig status med tilhørende redegørelse til Borgerrepræsentationen i 2002.

For så vidt angår Integrationsudvalgets indstilling til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om, at de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002 kan oplyses, at sagen blev drøftet på Økonomiudvalgets møde den 27. marts 2001, hvor det blev vedtaget at sende sagen i høring hos de stående udvalg og eksterne interessenter.

Økonomiudvalget har efterfølgende modtaget i alt 25 høringssvar, som alle stiller sig positivt i forhold til Integrationsudvalgets indstilling om at videreføre indsatsområderne. På den baggrund har Økonomiforvaltningen indstillet til Økonomiudvalget at anbefale Borgerrepræsentationen at videreføre de for 2001 vedtagne indsatsområder i 2002, dog således at indsatsområdet "Børns liv og fremtid" omdøbes til "Børns og unges liv og fremtid". Den pågældende indstilling forelægges Økonomiudvalget den 15. maj 2001 og Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.

ØKONOMISKE KONSEKVENSER

-

HØRING

-


ANDRE KONSEKVENSER

-

BILAG

Bilag 1: Økonomiforvaltningens skrivelse af 20. marts 2001 til samtlige forvaltninger (NB: De i skrivelsen nævnte bilag vedlægges ikke).

Bilag 2: Skrivelser fra Økonomiforvaltningen af 23. april 2001 og 27. april 2001.

Bilag 3: Skrivelse af 2. maj 2001 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Bilag 4: Skrivelse af 25. april 2001 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Bilag 5: Skrivelse af 30. april 2001 fra Sundhedsforvaltningen.

Bilag 6: Skrivelse af 4. maj 2001 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen.

Bilag 7: Skrivelse af 27. april 2001 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Bilag 8: Skrivelse af 27. april 2001 fra Bygge- og Teknikforvaltningen.

 

Erik Jacobsen

/ Flemming D. Hansen

 

 

Til top