Høring vedrørende medlemsforslag om etnisk ligestillingsvurdering (IU 7/2002)
Høring vedrørende medlemsforslag om etnisk ligestillingsvurdering (IU 7/2002)
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde fredag den 22. februar 2002
Sager til beslutning
3. Høring vedrørende medlemsforslag om etnisk ligestillingsvurdering (IU 7/2002)
IU 12/2002 J.nr. IU 7/2002
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg,
at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar afgives, forinden behandlingen af forslaget i Borgerrepræsentationen.
RESUME
Socialistisk Folkepartis gruppe har stillet et medlemsforslag til behandling i Borgerrepræsentationen.
Forinden der træffes endelig afgørelse i Borgerrepræsentationen, skal Integrationsudvalget afgive vejledende udtalelse, da forslaget omhandler spørgsmål, der særligt vedrører integration af flygtninge og indvandrere.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar.
SAGSBESKRIVELSE
Socialistisk Folkepartis gruppe i Borgerrepræsentationen har stillet et forslag til behandling i Borgerrepræsentationen. Forinden der træffes endelig afgørelse i Borgerrepræsentationen, skal Integrationsudvalget afgive en vejledende udtalelse om forslaget, da det omhandler aspekter omkring integration af flygtninge og indvandrere.
Sagen er på dagsordensudkastet til mødet i Borgerrepræsentationen den 28. februar 2002.
Sagens faktum
SF foreslår, at der i alle indstillinger med etniske ligestillingsaspekter der forelægges de stående udvalg, skal foretages en etnisk ligestillingsvurdering.
Det er Økonomiforvaltningens opfattelse, at formen, således som det er fremstillet i forslaget, for disse vurderinger ligner de miljøvurderinger, der nu er en del af alle indstillinger.
Som forslaget er formuleret ligner den vurdering, som skal foretages, den netop indførte miljøvurdering af alle indstillinger (BR 159/01). Erfaringerne fra miljøvurderingerne er følgende: Det blev forudsat, at de øgede udgifter kunne holdes indenfor rammerne af de eksisterende bevillinger. Der blev dog bevilget et halvt årsværk til en evaluering af bl.a. de ressourcemæssige konsekvenser af miljøvurderingerne. Denne evaluering skal foretages efter 2002, og der er derfor ikke noget overblik over den reelle økonomiske belastning af ordningen endnu. Der har dog været brugt en del administrative ressourcer i Miljø- og Forsyningsforvaltningen på udarbejdelse af et omfattende informationsmateriale og til planlægning og afholdelse af kurser for sagsbehandlere.
I det omfang indførelsen af etniske ligestillingsvurderinger vil have økonomiske konsekvenser, ikke mindst i en opstarts- og evalueringsfase, vil der enten skulle søges særskilt om en bevilling til arbejdet Ellers må midlerne findes indenfor rammen af det eksisterende budget.
Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at en vurdering af alle indstillinger med henblik på etnisk ligestilling, ikke vil have en tilstrækkelig effekt i form af bedre integration og mere reel ligestilling af etniske minoriteter, set i forhold til den administrative belastning
Økonomiforvaltningens forslag til høringssvar:
Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar til Borgerrepræsentationen:
"Det Rådgivende Integrationsudvalg finder, at indførelsen af en etnisk ligestillingsvurdering som udgangspunkt har en god signalværdi i retning af at forbedre etniske minoriteters ligebehandling. Samtidig hermed kan det fastholde Københavns Kommune som værende en attraktiv kommune, der lever op til sit værdigrundlag om, at se mangfoldighed som et aktiv.
Uanset de gode intentioner i forslaget, er det dog Integrationsudvalgets vurdering, at ordningen vil medføre en forøget administrativ byrde, der ikke står mål med den reelle effekt, indførelsen af etniske ligestillingsvurderinger kan forventes at ville få.
Integrationsudvalget kan derfor ikke umiddelbart anbefale forslaget om obligatoriske ligestillingsvurderinger."
ØKONOMI
Forslaget tager ikke højde for en omkostningerne ved indførelsen af etniske ligestillingsvurderinger.
HØRING
-
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
BILAG
Bilag 1: Forslag fra SF's gruppe vedrørende: "Etnisk ligestillingsvurdering."
Hans Simmelkjær
/ Flemming D. Hansen