Høringssvar vedr. uddannelse og integration for unge i Københavns Kommune
Høringssvar vedr. uddannelse og integration for unge i Københavns Kommune
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ekstraordinært møde fredag den 19. december 2003
Sager til beslutning
4. Høringssvar vedr. uddannelse og integration for unge i Københavns Kommune
IU 86/2003 J.nr. IU 35/2003
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,
at det vedlagte høringssvar afgives til Økonomiforvaltningens 10. kontor.
RESUME
Økonomiforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt arbejdsmarkedets parter har indledt et samarbejde om unge indvandrere og efterkommere af indvandrere. Formålet med samarbejdet er at styrke unge indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet.
Der er som led i samarbejdet udarbejdet en redegørelse, der indeholder to overordnede målsætninger og forslag til iværksættelse af seks initiativer inden for en ramme på 9 millioner kr..
Økonomiforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet en fællesindstilling, der er sendt til høri ng i Det rådgivende Integrationsudvalg.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Det rådgivende Integrationsudvalg kan tilslutte sig Økonomiforvaltningens, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens samt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling.
SAGSBESKRIVELSE
Økonomiforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, LO og FTF indledte i 2002 et samarbejde om unge indvandrere og efterkommere af indvandrere.
Formålet med samarbejdet er at sikre, at unge indvandrere og efterkommere af indvandrere gennemfører en ungdomsuddannelse samt at styrke deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Som led i arbejdet har forvaltningerne og arbejdsmarkedets parter udarbejdet en redegørelse om den hidtidige indsats, og har på baggrund af redegørelsen opstillet en række målsætninger og konkrete initiativer.
Redegørelsen opstiller to overordnede målsætninger for København Kommunes indsats:
1. 95 % af alle 16-29 årige københavnere skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
2. Københavns Kommune skal være en af de 10 bedste kommuner blandt de 40 danske kommuner med flest 16-29 årige indvandrere og efterkommere fra ikke vestlige lande til at få unge indvandrere og deres efterkommere i arbejde.
Med henblik på at realisere de overordnede målsætninger foreslår man i redegørelsen at iværksætte seks konkrete initiativer inden for en ramme på 9 millioner kr.
Økonomiforvaltningen har følgende kommentarer til initiativerne
Pilotprojekt med fællesmentorordning for 15-29 årige:
Mentorordninger bidrager til at skabe netværk på tværs af etniske forskelle. Igennem mentorordninger kan unge med minoritetsbaggrund blive rådgivet om det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked samt få hjælp til blandt andet at skrive ansøgninger. Mentorordninger er baseret på frivillighed mellem mentee og mentorer med tilknytning til arbejdsmarkedet.
Indkredsning af den
gruppe unge indvandrere, der ikke er omfattet af arbejdsmarkedsforanstaltninger:
Det vil
være nærliggende, at man inddrager de etniske organisationer og foreninger samt
eventuelt Integrationsrådet i arbejdet med at indkredse den gruppe unge, der
ikke er omfattet af arbejdsmarkedsforanstaltninger. Inddragelsen af de etniske
organisationer og foreninger i arbejdet kan også bidrage til, at de unge tager
en uddannelse eller får tilknytning til arbejdsmarkedet.
Økonomiforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har udarbejdet en fælles indstilling, der er sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg.
Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet vedlagte forslag til høringssvar.
ØKONOMI
Høringssvaret har ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
---
HØRING
Økonomiforvaltningens 10. kontor har sendt indstillingen til høring i Integrationsrådet.
BILAG
Bilag 1: Udkast til høringssvar til Økonomiforvaltningens 10. kontor.
Bilag 2: Høringsskrivelse af 8. december fra Økonomiforvaltningens 10. kontor.
Bilag 3: Redegørelse om uddannelse og integration for unge i Københavns Kommune.
Erik Jacobsen
/Flemming Dubgaard Hansen