Drøftelse af interviewundersøgelse af etniske minoriteters opfattelse af integration i Københavns Kommune (IU 20/02)
Drøftelse af interviewundersøgelse af etniske minoriteters opfattelse af integration i Københavns Kommune (IU 20/02)
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for fællesmøde tirsdag den 14. maj 2002
Sager til beslutning
3. Drøftelse af interviewundersøgelse af etniske minoriteters opfattelse af integration i Københavns Kommune (IU 20/02)
IU 38/2002 J.nr. IU 20/02
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg
at Det Rådgivende Integrationsudvalg sammen med Integrationsrådet drøfter interviewundersøgelsen, (Hensigtserklæring 16 i budgetaftalen 2002).
RESUME
I forbindelse med budgetaftalen for 2002 blev der i hensigtserklæring 16 besluttet, at Det Rådgivende Integrationsudvalg i samarbejde med Økonomiforvaltningen foranlediger, at der gennemføres en interviewundersøgelse blandt de fire store etniske grupper i Københavns Kommune. Undersøgelse skal klarlægge effekten af den i Borgerrepræsentationen vedtagne integrationspolitik med tilhørende indsatsområder. Redegørelsen skal forelægges Borgerrepræsentationen inden udgangen af oktober 2002 og kan danne rammen for Københavns Kommunes fremtidige integrationspolitik.
Indholdet samt afviklingen af interviewundersøgelsen er imidlertid ikke fastlagt nærmere, udover, at undersøgelsen skal tage udgangspunkt i en afdækning af de etniske minoriteters egen vurdering af integrationen.
På fællesmødet mellem Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet den 13. marts 2002 opfordrede formanden for Det Rådgivende Integrationsudvalg, Bo Asmus Kjeldgaard, Integrationsrådet til at komme med forslag vedrørende interviewundersøgelsen. Sagen blev herefter udsat.
Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet skal på fællesmødet den 14. maj 2002 drøfte indholdet af Interviewundersøgelsen nærmere, bl.a. udfra de af Økonomiforvaltningen opstillede idéer.
SAGSBESKRIVELSE
Ved indgåelse af budgetaftalen 2002 blev godkendt, at "Det Rådgivende Integrationsudvalg foranlediger i samarbejde med Økonomiforvaltningen, at der gennemføres en interviewundersøgelse blandt de fire store etniske grupper i Københavns Kommune. Undersøgelsen tager udgangspunkt i en afdækning af de etniske minoriteters egen vurdering af integrationen. Der skal om nødvendigt anvendes tolkebistand i forbindelse med undersøgelsen.
Undersøgelsen skal klarlægge effekten af den i Borgerrepræsentationen vedtagne integrationspolitik med tilhørende indsatsområder. Redegørelsen forelægges Borgerrepræsentationen inden udgangen af oktober 2002 og kan danne rammen for Københavns Kommunes fremtidige integrationspolitik."
Der blev i forbindelse med godkendelsen af hensigtserklæringen ikke afsat ekstra midler til gennemførelse af interviewundersøgelsen, og der er således heller ikke på Det Rådgivende Integrationsudvalgs budget afsat midler til denne interviewundersøgelse.
Det er derfor ikke endeligt vedtaget hvorledes interviewundersøgelsen skal iværksættes, hverken for så vidt angår det økonomiske aspekt eller hvorledes interviewundersøgelsen rent praktisk skal afvikles.
Drøftelsen af interviewundersøgelsen skal således bruges som inspiration til det videre forløb. Idet Integrationsrådet i høj grad består af repræsentanter fra forskellige etniske foreninger, er det sandsynligt, at Integrationsrådet vil kunne bidrage med brugbare idéer og forslag, som vil være nyttige i det videre planlægningsarbejde.
Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet skal på fællesmødet bl.a. drøfte emneområder, som kan indgå i interviewundersøgelsen. Men hensyn til hvilke emneområder der kan inddrages, kan der eventuelt være tale om forholdet mellem etniske minoriteters forhold til offentlige myndigheder, herunder hvorvidt der ydes en tilfredsstillende service, møder man tilstrækkelig kulturforståelse, er den (klage-) vejledning, der gives forståelig, hvis ikke, er årsagen manglende danskkundskaber, således at en klagevejledning på modersmålet ville afhjælpe problemet etc.
ØKONOMI
Der er i indstillingen ikke taget forbehold for, hvilke økonomiske konsekvenser interviewundersøgelsen vil medføre.
MILJØVURDERING
---
ANDRE KONSEKVENSER
---
HØRING
Sagen forelægges i forbindelse med behandlingen for Integrationsrådet.
BILAG
Bilag 1: Hensigtserklæring 16 fra budgetaftalen 2002.
Erik Jacobsen
/Flemming D. Hansen