Mødedato: 14.03.2005, kl. 00:00

Høring vedrørende Kommuneplanforslag 2005

Høring vedrørende Kommuneplanforslag 2005

 

Det rådgivende Integrationsudvalg

 

DAGSORDEN

for Skriftlig votering mandag den 14. marts 2005

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Høring vedrørende Kommuneplanforslag 2005

 

IU  16/2005  J.nr. IU 10/2005

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,

at Det rådgivende Integrationsudvalg beslutter at afgive vedlagte høringssvar vedrørende forslag til Kommuneplan 2005 til overborgmesteren.

 

RESUME

Overborgmesteren har ved brev af 21. januar 2005 sendt forslag til Kommuneplan 2005 til høring i de stående udvalg samt Det rådgivende Integrationsudvalg.

Økonomifo rvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg, at udvalget tiltræder vedlagte høringssvar til overborgmesteren.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 7. april 2003, at der skal gennemføres en tematisk revision af kommuneplanen med fokus på bl.a. en ny byudviklingsstrategi for København. Den 18. november 2003 vedtog Økonomiudvalget rammerne og den overordnede tidsplan for udarbejdelse af et forslag til Kommuneplan 2005.

 

Kommuneplanrevisionen 2005 falder i fire dele:

·                     En analyse- og strategifase i 2003

·                     Offentliggørelse af kommuneplanstrategien primo 2004

·                     Udarbejdelse af et forslag til Kommuneplan 2005 efter sommeren 2004

·                     Offentlighedsfase for kommuneplanforslaget primo 2005 med efterfølgende endelig vedtagelse af Kommuneplan 2005 i sommeren 2005

 

Det rådgivende Integrationsudvalg afgav høringssvar til Kommuneplanstrategien den 15. marts 2004, hvor udvalget blandt andet udtalte at: "Det rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at integration medtages som et tema i kommuneplanstrategien under overskriften "Den mangfoldige by" og således inddrages i arbejdet med kommende kommuneplan.

 

Det rådgivende Integrationsudvalg er opmærksom på, at strategien har til formål at opstille de overordnede mål for Københavns Kommune og derfor i sin natur ikke er operationel.

 

Det rådgivende Integrationsudvalg savner imidlertid anvisninger på, hvordan kommunen sikrer målet om "at København fortsat skal udvikle sig som en mangfoldig storby med livskvalitet, plads og muligheder til alle, uanset social, kulturel, og etnisk baggrund. København skal udvikle sig i samspil med alle københavnere."

 

Kommuneplan 2005

Materialet består af et forslag til:

-         Hovedstruktur for Kommuneplan 2005

-         Rammedel for Kommuneplan 2005

-         Byudviklingsstrategi for København 2005

-         Miljøvurdering af retningslinier i Kommuneplan 2005

-         Bydelsplan for Valby

-         Et bilag om "Støj og byudvikling i København"

-         Kort, der viser, hvor der er sket rammeændringer i forhold til Kommuneplan 2001

 

Af særlig interesse for Det rådgivende Integrationsudvalg er afsnit 3 "Viden, Kreativitet og Vækst" samt afsnit 5 "Byens liv og boliger" i Kommuneplan 2005.

 

Det er i afsnit 3 på side 39, beskrevet, at der ligger et stort potentiale i at understøtte iværksætterlysten blandt indvandrere og efterkommere samt at udvide fokusområdet med brancher udenfor de traditionelle indvandrererhverv som detailhandel og en gros samt hotel- og restauration.

 

Det fremgår af afsnittet "Byens liv og boliger", at "Københavns Kommune vil arbejde for at styrke integrationen af etniske minoriteter gennem øget samarbejde om en bred, helhedsorienteret indsats rettet mod udvalgte boligområder og dets beboere."

 

Et af redskaberne i arbejdet er partnerskabsmodeller, hvor Københavns Kommune indgår et samarbejde med blandt andet boligselskaber, erhvervsliv samt foreninger om en helhedsorienteret integrationsindsats i de pågældende boligområder.

 

På side 31 i "Byudviklingsstrategien" er erfaringerne fra Københavns Kommune samarbejdsaftale med Lejerbo København og afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken beskrevet.

 

Økonomiforvaltningen har udarbejdet vedlagte udkast til høringssvar.

 

Det anbefales, at Det rådgivende Integrationsudvalg i lighed med det afgivne høringssvar til kommuneplanstrategien udtaler, at udvalget savner konkrete anvisninger på integrationsindsatsen i Københavns Kommune.

 

Det anbefales endvidere at Det rådgivende Integrationsudvalg udtaler, at integration vedrører alle forhold i livet og at det derfor er naturligt i forhold til de øvrige områder i kommuneplanen at forholde sig til kommunens indsats over for indvandrere og efterkommere.

 

ØKONOMI

Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.

 

HØRING

--

 

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ANDRE KONSEKVENSER

--

 

BILAG

Bilag 1: Høring af 21. januar 2005 fra overborgmesteren vedrørende Kommuneplanforslag 2005.

Bilag 2: Udkast til høringssvar til overborgmesteren.

 

 

 

Erik Jacobsen

                                                                 /Flemming Dubgaard Hansen

 


 


Til top