Indsatsområder for budgetår 2002
Indsatsområder for budgetår 2002
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde fredag den 9. marts 2001
Sager til beslutning
1. Indsatsområder for budgetår 2002
IU 9/2001INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Det Rådgivende Integrationsudvalg indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002.
Økonomiforvaltningen foreslår, at Det Rådgivende Integrationsudvalg indstiller til Økonomiudvalget,
at sagen - forinden der træffes beslutning om 1. at - sendes i høring hos de stående udvalg og eksterne interessenter, idet fristen for besvarelse af høringen fastsættes til mandag den 30. april 2001 kl. 12.00.
at sagen behandles i Økonomiudvalgets møde den 15. maj 2001 på baggrund af de indkomne høringssvar, så sagen kan forelægges i Borgerrepræsentationens møde den 31. maj 2001.
RESUME
I sit møde den 2. februar 2001 drøftede Det Rådgivende Integrationsudvalg indstillingen fra Økonomiforvaltningen vedrørende forslag til indsatsområder 2002.
På baggrund af de indkomne besvarelser fra den administrative høringsrunde i forvaltningerne foreslår Økonomiforvaltningen, at Integrationsudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at de for budgetår 2001 allerede vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002.
Det foreslås endvidere, at Integrationsudvalget anbefaler Økonomiudvalget at sende sagen i høring hos de stående udvalg og eksterne interessenter inden der træffes beslutning. Efter høringsrunden forelægges sagen på ny i Økonomiudvalget den 15. maj 2001 med henblik på endelig behandling i Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog i sit møde den 14. juni 2000 den overordnede integrationspolitik samt indsatsområderne for 2001 og det blev i den forbindelse besluttet, at Borgerrepræsentationen i foråret 2001 - efter indstilling fra Økonomiudvalget på baggrund af forslag fra Det Rådgivende Integrationsudvalg - skal fastlægge indsatsområderne for 2002. Der vedlægges kopi af beslutningsprotokollen samt indstillingen i den pågældende sag, jf. bilag A.
Det skal bemærkes, at Borgerrepræsentationen som led i den samlede vedtagelse af integrationspolitikken og indsatsområderne for 2001 tillige besluttede at pålægge de stående udvalg og Økonomiudvalget hvert år i februar, første gang i år 2002, at afgive en kort status til Integrationsudvalget vedrørende arbejdet med integrationsområdet. Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver på baggrund heraf en samlet redegørelse til Borgerrepræsentationen.
I sit møde den 2. februar 2001 drøftede Det Rådgivende Integrationsudvalg en indstilling fra Økonomiforvaltningen vedrørende forslag til indsatsområder 2002. Indstillingen var udarbejdet på grundlag af en administrativ høringsrunde i samtlige forvaltninger og Økonomiforvaltningen foreslog med udgangspunkt heri, at Integrationsudvalget overvejede, hvorvidt det bør anbefales Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at fastholde de for budgetåret 2001 vedtagne indsatsområder. Der vedlægges kopi af beslutningsprotokollen i den pågældende sag samt indstillingen med tilhørende bilag, jf. bilag B.
Som det fremgår af beslutningsprotokollen besluttede udvalget – med henblik på den videre drøftelse af sagen i mødet den 9. marts 2001 – at anmode Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at uddybe og konkretisere det afgivne høringssvar, herunder fremkomme med yderligere forslag til initiativer på indsatsområderne "Beskæftigelse" og "Det boligsociale område". Udvalget opfordrede i den forbindelse til, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen går i dialog med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen for så vidt angår de forslag til indsatsen på "Det boligsociale område", som er indeholdt i Uddannelses- og Ungdomsudvalgets høringssvar.
Økonomiforvaltningen har ved skrivelse af 9. februar 2001 oversendt Integrationsudvalgets anmodning til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med frist for besvarelse den 28. februar 2001, jf. bilag C.
I skrivelse af 28. februar 2001 har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen redegjort nærmere for indsatsområderne "Beskæftigelse" og "Det boligsociale område" , jf. bilag D.
For så vidt angår beskæftigelse anbefaler Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at der arbejdes videre med de allerede igangsatte initiativer som følger af den allerede vedtagne "Sektorplan 2000-2002 for Arbejdsmarkedsområdet", idet henvises til at planens kapitel 5 udelukkende omhandler etniske minoriteter og at der heri er opstillet såvel kvalitetsmål som handlingsplan for den fremtidige indsats.
Med hensyn til det boligsociale område anfører Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at der allerede er igangsat en væsentlig boligsocial indsats. Desuden er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i medfør af de vedtagne indsatsområder for 2001 blevet pålagt at kortlægge indsatsområdet i forhold til etniske minoriteter og herunder fremlægge en plan for budgetårene 2001-2003. Der er nedsat en arbejdsgruppe i forvaltningens regi og på baggrund af Integrationsudvalgets opfordring har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen inviteret Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til at deltage heri.
Til Integrationsudvalgets orientering vedlægges desuden borgmester Søren Pinds skrivelse af 14. februar 2001 til Integrationsudvalgets formand, borgmester Winnie Larsen-Jensen, hvori Bygge- og Teknikforvaltningens forslag om trafikkultur og trafiksikkerhed uddybes med bemærkning om, at det overvejes at bringe forslagene op i Trafiksikkerhedsrådet for Storkøbenhavn, jf. bilag E.
Integrationsudvalget tiltrådte i sit møde den 23. november 2000, at sagen skal forelægges Økonomiudvalget den 27. marts 2001 med henblik på udsendelse af høring til de stående udvalg og eksterne parter, hvorefter sagen atter forelægges Økonomiudvalget den 15. maj 2001 inden Borgerrepræsentationens behandling den 31. maj 2001.
På baggrund af de indkomne besvarelser fra den administrative høringsrunde samt de uddybende skrivelser fra såvel Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen som borgmester Søren Pind, foreslår Økonomiforvaltningen, at Integrationsudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002.
Det foreslås endvidere, at Integrationsudvalget anbefaler Økonomiudvalget – inden der træffes beslutning - at sende sagen i høring hos de stående udvalg og eksterne interessenter umiddelbart efter Økonomiudvalgets møde den 27. marts 2001, idet fristen for besvarelse af høringen fastsættes til mandag den 30. april 2001 kl. 12.00. Der vedlægges oversigt over de stående udvalg og eksterne interessenter, som efter Økonomiforvaltningens opfattelse bør høres, jf. bilag F.
Efter høringsrunden forelægges sagen på ny i Økonomiudvalget den 15. maj 2001 med henblik på endelig behandling i Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.
ØKONOMISKE KONSEKVENSER
Det forudsættes, at der i budget 2002 for samtlige udvalgsområder tages højde for de udgifter, som følger af tiltag, der påtænkes gennemført indenfor de indsatsområder, som Borgerrepræsentationen vedtager.
Udvalgene pålægges således at prioritere de udmeldte indsatsområder for budgetår 2002 ved udvalgenes budgetlægning.
HØRING
Samtlige forvaltninger er på anmodning fremkommet med forslag til indsatsområder for budgetår 2002 til brug for Det Rådgivende Integrationsudvalgs drøftelse af sagen i mødet den 2. februar 2001.
Herudover foreslås det, at Økonomiudvalget sender sagen i høring i de stående udvalg og hos en række eksterne interessenter inden Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tager stilling til Det Rådgivende Integrationsudvalgs anbefaling.
ANDRE KONSEKVENSER
-
BILAG
Bilag A: Kopi af beslutningsprotokollen og indstillingen i sagen "Københavns Kommunes integrationspolitik", som blev forelagt Borgerrepræsentationen d. 14. juni 2000 (BR 274/2000).
Bilag B: Kopi af beslutningsprotokollen og indstillingen med bilag i sagen "Drøftelse af forslag til indsatsområder for budgetår 2002" (IU 2/2001), som blev forelagt Det Rådgivende Integrationsudvalg d. 2.februar 2001.
Bilag C: Skrivelse af 9. februar 2001 fra Det Rådgivende Integrationsudvalg til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Bilag D: Skrivelse af 28. februar 2001 med bilag fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til Det Rådgivende Integrationsudvalg.
Bilag E: Skrivelse af 14. februar 2001 fra borgmester Søren Pind til Det Rådgivende Integrationsudvalgs formand, borgmester Winnie Larsen-Jensen.
Bilag F: Oversigt over de stående udvalg og eksterne interessenter, som efter Økonomiforvaltningens opfattelse bør høres af Økonomiudvalget.
Erik Jacobsen
/
Flemming D. Hansen