Høringssvar vedr. målsætning år 2003 for fritidshjem og KKFO'er i København
Høringssvar vedr. målsætning år 2003 for fritidshjem og KKFO'er i København
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ekstraordinært møde mandag den 7. april 2003
Sager til beslutning
5. Høringssvar vedr. målsætning år 2003 for fritidshjem og KKFO'er i København
IU 22/2003 J.nr. IU 12/2003
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,
at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar til Uddannelses- og Ungdomsudvalget afgives.
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har sendt forslag til "Målsætning år 2003 for fritidshjem og KKFO'er" til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg.
Forslaget til målsætning er en vision om det pædagogiske grundlag for det fremtidige arbejde med at udvikle fritidshjem og KKFO'er.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet forslag til "Målsætning år 2003 for fritidshjem og KKFO'er i København". Denne har været forelagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 26. februar, hvorefter den er blevet sendt til høring i bl.a. Det rådgivende Integrationsudvalg. Det er hensigten, at forslaget skal træde i kraft pr. 1. september 2003.
Forslaget til målsætning lægger op til, at der sikres en sammenhæng mellem Københavns Kommunes værdigrundlag, målsætninger og fritidshjemmenes og KKFO'ernes pædagogiske arbejde. Når den endelige målsætning foreligger, vil den udgøre det pædagogiske grundlag, som fritidshjem og KKFO'ere skal arbejde hen imod i deres arbejde med årsplaner, udviklingsplaner, kompetenceudvikling og organisationsudvikling.
Økonomiforvaltningen anbefaler, at Det rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar til Uddannelses- og Ungdomsudvalget:
"Det er Det rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at "Målsætningen år 2003 for fritidshjem og KKFO'er i København" vil bidrage til at styrke kommunens indsats overfor børn generelt, og hermed også for børn med anden etnisk baggrund end dansk.
Det rådgivende Integrationsudvalg har den opfattelse, at "Målsætning år 2003 for fritidshjem og KKFO'er i København" er systematisk og dækkende, og ønsker at fremhæve følgende:
- At Det rådgivende Integrationsudvalg i særdeleshed ser positivt på, at formål og vision om kultur og mangfoldighed, som opstilles til det arbejde, som fritidshjemmene og KKFO'er skal foretage, er indbygget både i forhold til overordnede målsætninger og konkrete aktiviteter.
- Det er Det rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at det er væsentligt at skabe rum for, at både dansksprogede og tosprogede børn får indlevelse i egen kultur samt indsigt i andres, idet dette er en vigtig forudsætning for bedre integration.
- At Det rådgivende Integrationsudvalg har bemærket, at den vision og de perspektiver, som "Målsætning år 2003 for fritidshjem og KKFO'er" lægger til grund for sit arbejde med børn, tager udgangspunkt i Københavns Kommunes værdigrundlag, hvor mangfoldighed ses som et aktiv.
- Det rådgivende Integrationsudvalg bemærker dog, at der ikke er opstillet en målsætning om større inddragelse af personale med andet etnisk baggrund end dansk. Sådan inddragelse vil styrke målsætningens overordnede formål om bedre selvværd for etniske minoritetsbørn, samt det af Borgerrepræsentationen vedtagne indsatsområde; beskæftigelse.
Afslutningsvist vil Det rådgivende Integrationsudvalg henlede Uddannelses- og Ungdomsudvalgets opmærksomhed på nødvendigheden af en særlig indsats for at inddrage minoritetsforældre i fritidsinstitutionens arbejde."
ØKONOMI
Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det Rådgivende Integrationsudvalg.
HØRING
--
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser
ANDRE KONSEKVENSER
--
BILAG
Bilag 1: Høringsskrivelse fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
Erik Jacobsen
/Flemming D. Hansen