Høringssvar vedr. arbejdet med kvindelig omskæring
Høringssvar vedr. arbejdet med kvindelig omskæring
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ekstraordinært møde mandag den 7. april 2003
Sager til beslutning
2. Høringssvar vedr. arbejdet med kvindelig omskæring
IU 27/2003 J.nr. IU 15/2003
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,
at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen afgives.
RESUME
Borgerrepræsentationen har tidligere besluttet, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal undersøge, hvorvidt der er behov for en yderligere indsats i arbejdet mod kvindelig omskæring, samt pege på eventuelle muligheder herfor.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har udarbejdet en indstilling, som er sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg forinden sagen behandles i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Forvaltningen peger i indstillingen på en række forslag til aktiviteter, der kan medvirke til en styrket indsats indenfor oplysning, støtte til rådgivning og netværksdannelse m.m.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 6. februar 2003 (BR 52/03), "at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen undersøger om der er behov for/ og hvordan man yderligere kan understøtte det arbejde mod kvindelig omskæring, der foregår i relevante minoriteters netværk og organisationer, og blandt socialarbejderne."
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har nu udarbejdet en indstilling, som er sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg inden sagen forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder allerede i dag med forskellige tiltag mod kvindelig omskæring. Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens opfattelse, at det er vigtigt at fortsætte det forebyggende arbejde. Herudover finder forvaltningen, at der kan være behov for at styrke oplysningsindsatsen. Forvaltningen opstiller med udgangspunkt heri forslag til en række forskellige initiativer indenfor oplysningsaktiviteter, støtte til rådgivning og netværksdannelse m.m.
Økonomiforvaltningen anbefaler, at Det rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen:
"Det er Det Rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at et succesfuldt arbejde mod kvindelig omskæring i Københavns Kommune må hvile på følgende grundlag:
- Et bredt, fagligt kvalificeret og moderne oplysningsarbejde, som henvender sig til risikogrupper, men som i lige så høj grad henvender sig til hele det københavnske samfund, dvs. offentlige myndigheder, daginstitutioner, læger, lærere, skoleelever m.m..
- Et kontinuerligt, målrettet, forebyggende og opsøgende socialt arbejde er den mest effektive måde at modarbejde kvindelig omskæring på. Det forudsætter en bedre kortlægning især i forhold til social, bolig- og skoleforhold blandt risikogrupper, samt en opkvalificering og opnormering af fagpersonalet i de forskellige forvaltninger. En afklaret og kritisk interkulturel forståelse er naturligvis en vigtig forudsætning for et succesfuldt socialt arbejde blandt etniske minoritetsgrupper.
- Et tværgående samarbejde blandt de forskellige forvaltninger og faggrupper, der har ansvaret for opgaven, hvor vidensdeling bliver styrket og egne, nationale samt europæiske erfaringer bliver opsamlet og videregivet.
Det Rådgivende Integrationsudvalg finder derfor, at Københavns Kommune bør nedsætte en hurtigtarbejdende, tværgående arbejdsgruppe, der har til opgave:
- At sikre, at Københavns kommune får det nødvendige overblik over problemets ægte omfang og kortlægning af de forskellige indsatser og deres foreløbige resultater.
- At det sikres at, de i punkt 5.1 i bilag 1 foreslåede oplysningsaktiviteter også anvendes i praksis, herunder at de målrettes, så de omfatter både etniske risikogrupper, faggrupper og lokalsamfundet
- At det sikres at de forslag til aktiviteter til støtte af rådgivning og netværksdannelse i punkt 5.2 i bilag 1 tydeliggøres og konkretiseres. En forebyggende indsats via bl.a. rådgivning af mødre, unge og fædre skal ikke hvile på sundhedspleje alene, men bør være et opprioriteret tværgående samarbejde mellem de forskellige kommunale instanser, fx NOOR og Konsulentteam og de etniske konsulenter i Uddannelses og Ungdomsforvaltningen.
- At et velfunderet netværk af etniske foreninger, der arbejder mod kvindelig omskæring, oprettes og får målrettet støtte fra bl.a. flygtninge- og indvandrer- team.
Det er Det rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at en vedvarende opkvalificering af oplysnings- og socialt arbejde rettet mod kvindelig omskæring i Københavns Kommunes integrationsindsats i social-, uddannelse- og sundhedssektorerne er en forudsætning for, at kvindelige omskæring afskaffes."
ØKONOMI
Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det Rådgivende Integrationsudvalg.
HØRING
--
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser
ANDRE KONSEKVENSER
--
BILAG
Bilag 1: Høringsskrivelse fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
Erik Jacobsen
/Flemming D. Hansen