Mødedato: 05.12.2002, kl. 00:00

Høringssvar vedr. prioritering af indsatsområder for 2003 for puljen "tilskud til integrationsfremmende tiltag"

Høringssvar vedr. prioritering af indsatsområder for 2003 for puljen "tilskud til integrationsfremmende tiltag"

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for Skriftlig votering torsdag den 5. december 2002

 

Sager til beslutning

1. Høringssvar vedr. prioritering af indsatsområder for 2003 for puljen "tilskud til integrationsfremmende tiltag"

IU 97/2002 J.nr. IU 38/2002

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,

at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget afgives.

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget skal årligt fastsætte prioriteringsområder for puljen "Tilskud til integrationsfremmende tiltag."

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår 4 prioriteringsområder:

  • Børne- og ungeaktiviteter udenfor det organiserede kultur- og fritidsliv
  • Boligsociale aktiviteter
  • Arbejdsmarkedsrettede aktiviteter
  • Samfundsoplysende aktiviteter

Det Rådgivende Integrationsudvalg er i den forbindelse blevet bedt om at afgive et høringssvar inden sagen forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg, at der afgives et positivt høringssvar, idet de foreslåede prioriteringsområder i høj grad lægger sig op ad de indsatsområder, Borgerrepræsentationen har udpeget for integrationsområdet.

SAGSBESKRIVELSE

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget skal årligt fastsætte prioriteringsområder for puljen "Tilskud til integrationsfremmende tiltag".

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil for 2003 indstille til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at prioriteringsområderne for 2003 bliver:

  • Børne- og ungeaktiviteter udenfor det organiserede kultur- og fritidsliv
  • Boligsociale aktiviteter
  • Arbejdsmarkedsrettede aktiviteter
  • Samfundsoplysende aktiviteter

Herudover har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget etableret projektet "Projektrådgivningen: Mangfoldighed, Kultur & Fritid". Efter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens opfattelse, vil dette projekt betyde en nedgang i presset på puljen til integrationsfremmende tiltag.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i skrivelse af 27. november 2002 anmodet Det Rådgivende Integrationsudvalg om en udtalelse inden sagen forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, således at Integrationsudvalgets høringssvar kan indgå i behandlingen af sagen i fagudvalget.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget:

"Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at de valgte prioriteringsområder i høj grad lægger sig op af de indsatsområder, som Borgerrepræsentationen har vedtaget for integrationsområdet. Det er efter Det Rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse vigtigt, at der ikke kun bliver udnævnt forskellige indsatsområder, men at disse tillige følges op af handling, hvilket fastsættelsen af de foreslåede prioriteringsområder giver mulighed for.

Det er desuden Det Rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at det faktum, at der er etableret et tværgående projekt mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget betyder, at der tillige sættes ekstra fokus på kultur- og fritidsområdet. Det Rådgivende Integrationsudvalg har tidligere udtalt sig herom (IU 31/2002). Her gav Det Rådgivende Integrationsudvalg udtryk for, at det er udvalgets opfattelse, at tiltag indenfor kultur- og fritidsområdet gavner integrationen af etniske minoriteter, og det dermed er vigtigt at have fokus rettet herimod.

Det Rådgivende Integrationsudvalg har således ingen indvendinger i til de foreslåede prioriteringsområder."

ØKONOMI

Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det Rådgivende Integrationsudvalg.

HØRING

--

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser

ANDRE KONSEKVENSER

--

BILAG

Bilag 1: Høringsskrivelse af 27. november 2002 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Bilag 2: Prioritering af indsatsområder 2003 for puljen "tilskud til integrationsfremmende tiltag" m. bilag.

 

Hans Simmelkjær

/Flemming D. Hansen

 

Til top