Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.
Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.
Det rådgivende Integrationsudvalg
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 5. april 2000
Fraværende med afbud: Peter Skaarup.
Fraværende i øvrigt: Wallait Khan.
Taner Yilmaz forlod mødet kl. 9.20 under behandlingen af punkt 2.
Til behandlingen af punkt 2 besluttede udvalget, i henhold til KSL § 20, stk. 4, 2. pkt, at tilkalde bibliotekschef Jan Østergaard Bertelsen (Kultur- og Fritidsforvaltningen) og områdechef Søren Hegnby (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen) til at overvære forhandlingerne. Til behandlingen af punkter 1 – 3 besluttede udvalget at tilkalde kontorchef Peter Juul Andersen (Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen), og til behandlingen af punkt 1 og 3 tilkaldte udvalget Vicedirektør Søren Stahl (Uddanelses- og Ungdomsforvaltningen).
Udvalget besluttede at behandle punkterne i følgende rækkefølge: punkt 1, punkt 3, punkt 2, punkt 4.
Sager til beslutning
2. Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.
IU 28/2000
INDSTILLING OG BESLUTNING
Det Rådgivende Integrationsudvalg indstiller til Økonomiudvalget, efter høring af de stående udvalg, at anbefale Borgerrepræsentationen at:
- Borgerrepræsentationen godkender forslag til overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune (bilag 1).
- Borgerrepræsentationen godkender forslag til indsatsområder for budgetåret 2001 samt de i forslaget fastlagte retningslinier for arbejdet med indsatsområderne (bilag 1).
- Borgerrepræsentationen pålægger de stående udvalg og Økonomiudvalget at udarbejde konkrete målsætninger for udvalgenes videre arbejde inden for rammerne af den overordnede integrationspolitik og de fastlagte indsatsområder.
- Borgerrepræsentationen pålægger de stående udvalg og Økonomiudvalget hvert år i februar, første gang i år 2002, at afgive en kort årlig status til Integrationsudvalget vedrørende arbejdet med integrationsområdet. Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver på baggrund heraf en samlet redegørelse til Borgerrepræsentationen.
5. Borgerrepræsentationen i foråret 2001, efter indstilling fra Økonomiudvalget på baggrund af forslag fra Integrationsudvalget, fastlægger indsatsområderne for budgetåret 2002.
Det rådgivende Integrationsudvalgs beslutning i mødet den 5. april 2000
- Godkendt.
- Godkendt, idet Integrationsudvalget anbefaler, at det boligsociale område indgår som et 5. indsatsområde i budgetåret 2001.
- Godkendt.
- Godkendt.
- Godkendt.
Lars Hutters (L) ønskede følgende bemærkning optaget i protokollen: "Lars Hutters, SOL, finder det hensigtsmæssigt - efter ønske fra Integrationsrådet – at der afholdes et møde i september 2000 mellem Det rådgivende integrationsudvalg og Integrationsrådet. Endvidere, at det anbefales overfor de faste udvalg, at der afholdes fællesmøder med Integrationsrådet for at konkretisere integrationsarbejdet i Københavns Kommune.
Martin Geertsen (V) og Louise Frevert (O) tog forbehold over for hele indstillingen.
RESUME
Det Rådgivende Integrationsudvalg er i sit kommissorium pålagt at udarbejde et udkast til overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune til Økonomiudvalget.
Udvalget indstiller nu til Økonomiudvalget, efter høring af de stående udvalg, at anbefale Borgerrepræsentationen, at vedtage en overordnet integrationspolitik i overensstemmelse med Det Rådgivende Integrationsudvalgs forslag hertil, samt at Borgerrepræsentationen fastlægger fire indsatsområder, som der skal arbejdes tværgående med i de stående udvalg og Økonomiudvalget i budgetåret 2001.
Udvalget foreslår endvidere, at de stående udvalg og Økonomiudvalget pålægges at udarbejde konkrete målsætninger for integrationsområdet inden for udvalgenes egne områder med udgangspunkt i den overordnede integrationspolitik og i de udmeldte indsatsområder. Her ud over foreslås, at Integrationsudvalget årligt udarbejder en kort redegørelse til Borgerrepræsentationen om kommunens samlede arbejde med integrationsområdet på baggrund af redegørelser fra de stående udvalg og Økonomiudvalget til Integrationsudvalget.
Endeligt foreslår udvalget, at Borgerrepræsentationen i foråret 2001, efter indstilling fra Økonomiudvalget og Det Rådgivende Integrationsudvalg, træffer beslutning om, hvilke indsatsområder, der skal arbejdes med i budgetåret 2002.