Mødedato: 05.04.2000, kl. 08:00

Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.

Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 5. april 2000

 

Sager til beslutning

2. Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.

IU 28/2000INDSTILLING

Det Rådgivende Integrationsudvalg indstiller til Økonomiudvalget, efter høring af de stående udvalg, at anbefale Borgerrepræsentationen at:

  1. Borgerrepræsentationen godkender forslag til overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune (bilag 1).
  2. Borgerrepræsentationen godkender forslag til indsatsområder for budgetåret 2001 samt de i forslaget fastlagte retningslinier for arbejdet med indsatsområderne (bilag 1).
  3. Borgerrepræsentationen pålægger de stående udvalg og Økonomiudvalget at udarbejde konkrete målsætninger for udvalgenes videre arbejde inden for rammerne af den overordnede integrationspolitik og de fastlagte indsatsområder.
  4. Borgerrepræsentationen pålægger de stående udvalg og Økonomiudvalget hvert år i februar, første gang i år 2002, at afgive en kort årlig status til Integrationsudvalget vedrørende arbejdet med integrationsområdet. Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver på baggrund heraf en samlet redegørelse til Borgerrepræsentationen.

5. Borgerrepræsentationen i foråret 2001, efter indstilling fra Økonomiudvalget på baggrund af forslag fra Integrationsudvalget, fastlægger indsatsområderne for budgetåret 2002.

RESUME

Det Rådgivende Integrationsudvalg er i sit kommissorium pålagt at udarbejde et udkast til overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune til Økonomiudvalget.

Udvalget indstiller nu til Økonomiudvalget, efter høring af de stående udvalg, at anbefale Borgerrepræsentationen, at vedtage en overordnet integrationspolitik i overensstemmelse med Det Rådgivende Integrationsudvalgs forslag hertil, samt at Borgerrepræsentationen fastlægger fire indsatsområder, som der skal arbejdes tværgående med i de stående udvalg og Økonomiudvalget i budgetåret 2001.

Udvalget foreslår endvidere, at de stående udvalg og Økonomiudvalget pålægges at udarbejde konkrete målsætninger for integrationsområdet inden for udvalgenes egne områder med udgangspunkt i den overordnede integrationspolitik og i de udmeldte indsatsområder. Her ud over foreslås, at Integrationsudvalget årligt udarbejder en kort redegørelse til Borgerrepræsentationen om kommunens samlede arbejde med integrationsområdet på baggrund af redegørelser fra de stående udvalg og Økonomiudvalget til Integrationsudvalget.

Endeligt foreslår udvalget, at Borgerrepræsentationen i foråret 2001, efter indstilling fra Økonomiudvalget og Det Rådgivende Integrationsudvalg, træffer beslutning om, hvilke indsatsområder, der skal arbejdes med i budgetåret 2002.

SAGSBESKRIVELSE

I kommissoriet for Det Rådgivende Integrationsudvalg (BR 12/99) har Borgerrepræsentationen pålagt Integrationsudvalget at udarbejde oplæg til kommunes overordnede integrationspolitik. Udvalget har nu afsluttet arbejdet med integrationspolitikken, og fremkommer hermed med sin indstilling til Økonomiudvalget i sagen.

Proces

Integrationsudvalget nedsatte, på tværs af alle forvaltninger, en projektgruppe på embedsmandsniveau til at forberede udvalgets arbejde med sagen. Projektgruppens første opgave har været at kortlægge forvaltningernes hidtidige arbejde med integrationsområdet og at udarbejde et samlet materiale herom til Integrationsudvalget.

I oktober 1999 fik udvalget forelagt det samlede baggrundsmateriale, som indeholdt følgende elementer:

  • et overblik over de hidtidige tiltag i kommunen,
  • debatoplæg fra Ole Hammer, leder af Højskolernes Sekretariat,
  • konklusionerne fra PLS's rapport til Indenrigsministeriet om integrationsarbejdet i kommunerne,
  • en række anbefalinger fra udvalgte interessenter om arbejdet med en integrationspolitik i Københavns Kommune.

Baggrundsmaterialet blev tillige udsendt til Integrationsrådets medlemmer

Integrationsudvalget ønskede herefter en debatfase i Borgerrepræsentationens politiske grupper. Til dette formål udarbejdede projektgruppen i november 1999 et debatoplæg med forslag til overordnede målsætninger for integrationspolitikken og forslag til de første indsatsområder. Debatoplægget blev endvidere omdelt til medlemmerne af Integrationsrådet ved det første fællesmøde mellem Rådet og udvalget den 7. december 1999.

I Integrationsudvalgets møde den 22. februar 2000 vedtog Integrationsudvalget udvalgets forslag til overordnet integrationspolitik, ligesom forslag til indsatsområder for budgetåret 2001 blev fastlagt. Udvalget besluttede herefter at sende de vedtagne forslag i høring hos en række særligt udvalgte interessenter, ligesom udvalget ønskede at have en endelig drøftelse med Integrationsrådet ved et fællesmøde den 30. marts 2000, inden udvalget den 5. april 2000 afsluttede sit arbejde med sagen og oversendte denne til Økonomiudvalgets videre behandling.

Fremtidig proces

Integrationsudvalget anbefaler Økonomiudvalget, efter høring af de stående udvalg, at indstille til Borgerrepræsentationen, at udvalgets forslag til en overordnet politik for integration i Københavns Kommune vedtages samt at vedtage udvalgets forslag til fire indsatsområder, som der skal arbejdes med, i og på tværs af samtlige udvalg og forvaltninger, i budgetåret 2001, idet hvert udvalg inden for disse rammer opstiller konkrete og operationelle mål.

Videre forslår Integrationsudvalget at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i foråret 2001, på baggrund af en indstilling fra Økonomiudvalget og Integrationsudvalget, fastlægger nye indsatsområder for budgetåret 2002. Endeligt foreslår Integrationsudvalget, at hvert år i februar måned, første gang i 2002, skal de stående udvalg og Økonomiudvalget til Integrationsudvalget afgive en kort redegørelse for de respektive udvalgs arbejde med implementering af integrationspolitikken og for forløbet af integrationsarbejdet i det foregående år. I redegørelsen belyses særligt det integrationsrettede arbejde, der er igangsat eller gennemført i samarbejde mellem flere forvaltninger. Integrationsudvalget udarbejder på baggrund heraf en samlet statusrapport til Borgerrepræsentationen.

Til at understøtte arbejdet i Integrationsudvalget nedsættes, under udvalget og med deltagelse fra alle syv forvaltninger, en embedsmandsgruppe. Gruppen har til opgave at følge arbejdet med integrationsområdet og rådgive integrationsudvalget om emner og forhold indenfor kommunens integrationsarbejde og integrationspolitik, samt at medvirke ved udvalgets udarbejdelse af den årlige statusrapport til Borgerrepræsentationen om kommunens arbejde med integrationsområdet.

ØKONOMI

Udvalgene pålægges at prioritere de udmeldte indsatsområder ved udvalgets budgetlægning.

Udgifter til Integrationsudvalgets og embedsmandsgruppens arbejde skønnes at kunne afholdes inden for rammebevillingen til Integrationsudvalget.

HØRING

Der er foretaget høring af ældreråd, ungdomsborgerrepræsentation, bydelsråd, lokalråd og en række særligt udvalgte interessenter om den overordnede politik og de udvalgte indsatsområder.

Integrationsrådet har været indbudt til fællesmøder med udvalget den 7. december 1999 og den 30. marts 2000.

De stående udvalg forudsættes hørt af Økonomiudvalget.

ANDRE KONSEKVENSER

-

BILAG

  1. Udskrift af beslutningsprotokol fra Integrationsudvalgets møde den 22. februar 2000 med udvalgets forslag til overordnet integrationspolitik for Københavns kommune samt forslag til indsatsområder for budgetåret 2001 (Udsendt til Integrationsudvalgets medlemmer i forbindelse med fællesmødet mellem Rådet og Udvalget den 30. marts 2000).
  2. Indkomne høringssvar (Udsendt til Integrationsudvalgets medlemmer i forbindelse med fællesmødet mellem Rådet og Udvalget den 30. marts 2000) .

 

Kurt Bligaard Pedersen

/Vibeke Iversen

 

Til top