Undervisning til personer omfattet af integrationsloven
Undervisning til personer omfattet af integrationsloven
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. april 2000
Sager til beslutning
1. Undervisning til personer omfattet af integrationsloven
IU 35/2000 J.nr. 49/00 & U51/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udvalgene indstiller over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at evalueringsrapporten tages til efterretning
at den reviderede 'aftale' - om Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets køb af undervisning af Uddannelses- og Ungdomsudvalget - træder i kraft den 1. januar 2000
Beslutning fra fællesmødet:
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte indstillingen
Uddannelses- og Ungdomsudvalget tiltrådte indstillingen.
Louise Frevert (O) og Aage H. Pedersen (O) ønskede følgende protokolleret: "Dansk Folkeparti tager evalueringsrapporten til efterretning dog med følgende bemærkning: Dansk Folkeparti finder, at den reviderede "aftale" er glimrende, men det kunne være klædeligt, at der var en harmonisering i timeprisen"
Winnie Larsen-Jensen (A) oplyste, at dagsordenspunktet skal videresendes til høring i Integrationsrådet og Integrationsudvalget.
Økonomiforvaltningen indstiller til Integrationsudvalgets møde den 5. april 2000 at udvalget godkender følgende høringssvar:
"Det Rådgivende Integrationsudvalg kan anbefale indstillingen fra fællesmødet mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget.
Det Rådgivende Integrationsudvalget finder, at det er positivt, at der nu skabes en større gennemsigtighed i ansvarsfordelingen mellem forvaltningerne vedrørende sprogundervisningen.
Det Rådgivende Integrationsudvalg har ikke forholdt sig til indstillingens økonomiske indhold.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget køber danskundervisning og kurser i samfundsforståelse af Uddannelses- og Ungdomsudvalget til personer omfattet af integrationsloven. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan også vælge at købe danskundervisningen andetsteds.
Et embedsmandsudvalg, hvor begge forvaltninger har deltaget sammen med Økonomiforvaltningen, har evalueret området i en rapport og foreslår en række ændringer i den hidtidige organisering af opgaven, der er vedtaget i Borgerrepræsentationen den 10. december 1998. Ændringerne medfører en klarere rollefordeling mellem forvaltningerne.
I aftalen understreges, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er henvisende myndighed for integrationskursister. Aftalen indebærer desuden, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen overtager det fulde ansvar for, at undervisningskapaciteten svarer til behovet. Betalingen til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fastsættes til statens tilskudssats, der i år 2000 udgør kr. 4087 pr. måned for 12/18 timers ugentlig dagundervisning og kr. 1176 pr. måned for 5 timers ugentlig aftenundervisning. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fastsætter betalingen til sprogcentrene.
SAGSBESKRIVELSE
Da integrationsloven og Lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m. fl. og sprogcentre trådte i kraft 1. januar 1999, fik primærkommunerne ansvaret for den samlede integrationsindsats og ansvaret for danskundervisningen.
I Københavns Kommune besluttede Borgerrepræsentationen på et møde den 10. december 1998, at opgaven skulle organiseres på den måde, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget havde det overordnede ansvar for integrationsindsatsen, og Uddannelses- og Ungdomsudvalget som hidtil havde ansvaret for danskundervisningen.
På samme møde vedtog Borgerrepræsentationen en model for samspillet mellem de to forvaltninger: "Aftale om undervisningsydelser til personer omfattet af integrationsprogram i henhold til Lov om integration af udlændinge af juni 1998 (integrationsloven)"(bilag1). Aftalen indebærer, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget køber undervisning i dansk som andetsprog og kurser i samfundsforståelse til personer, der er i et treårigt integrationsprogram efter integrationsloven. Aftalen omhandler købet af undervisning hos Uddannelses- og Ungdomsudvalget, men åbner muligheden for, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget køber danskundervisningen andetsteds.
Aftalen omhandler i praksis alle udenlandske statsborgere, der har fået opholdstilladelse efter 1. januar 1999, er blevet folkeregistreret i Københavns Kommune og kommer fra et land uden for EU/EØS (EU plus Norge, Island og Liechtenstein). Personer, der skulle aktiveres, er dog blevet henvist til UCI (UndervisningsCentret for Indvandrere), der hører under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Aftalen skulle efter planen evalueres og fornys 1. januar 2000. I sommeren 1999 blev der nedsat et embedsmandsudvalg, der skulle evaluere aftalen. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen, samt bydelene, har været repræsenteret i udvalget, hvis arbejde har strakt sig indtil februar 2000 og har udmøntet sig i dels en fyldig rapport om den nuværende organisering af opgaven, dels et forslag til en revideret aftale, der skal gælde fra 1. januar 2000 til 31. december 2001; dog skal de ændrede bestemmelser om sprogscreenerne først gælde fra 1. juli 2000. (Se henholdsvis bilag 2 og 3). Rapporten indledes med et resumé.
Den reviderede aftale indeholder følgende væsentlige ændringer:
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens betaling til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fastsættes til statens månedlige tilskudssats, der i år 2000 udgør kr. 4087 pr. måned for dagundervisning med et timetal på 12 timer om ugen på spor 1 og 18 timer på spor 2 og 3, og som udgør kr. 1176 pr. måned for aftenundervisning med et timetal på 5 timer om ugen.
For kursister, der henvises til undervisning med flere ugentlige undervisningstimer end ovenstående, modtager Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen kr. 61,90 pr. ekstra time, dog højst for fire ekstra timer, når det drejer sig om aftenundervisning.
I den reviderede aftale indgår ikke længere bestemmelser om, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal forudbestille et antal undervisningstimer hvert kvartal og skal betale en afgift, hvis det faktiske køb af undervisning afviger fra det forudbestilte. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen overtager hermed den fulde økonomiske risiko i forbindelse med aftalen.
Indtægterne fra salg af undervisning til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indgår i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens ramme til finansiering af undervisningen i dansk som andetsprog og kurser i samfundsforståelse. Betalingen til sprogcentrene fastlægges af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, i de fleste tilfælde via driftsoverenskomster, da flertallet af sprogcentrene er private.
I overensstemmelse med loven fastsættes fristen, inden for hvilken kursisterne skal påbegynde undervisning, til én måned, efter sprogcentret har modtaget henvisningen.
Rollefordelingen mellem de to forvaltninger gøres klarere:
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der er henvisende myndighed for integrationskursister, ansætter 'sprogscreenerne', der hidtil har været ansat i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Sprogscreenerne er sprog- og uddannelsessagkyndige, der bistår ved udarbejdelsen af handlingsplaner. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen bidrager til finansieringen.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, der er uddannelsesansvarlig, overtager opgaven med at koordinere kurserne i samfundsforståelse med danskundervisningen. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen bidrager til finansieringen af en 'koordinator'. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen bærer udgiften, hvis kurser i samfundsforståelse må afholdes samtidig med danskundervisning.
ØKONOMI
Ingen yderligere bemærkninger.
HØRING
Der er ikke foretaget høring.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
BILAG
1. Udkast til aftale mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om køb af undervisning til personer omfattet af integrationsloven
2. Resumé af Evaluering af Københavns Kommunes organisering af undervisningen i dansk som andetsprog
3. Evaluering af Københavns Kommunes organisering af undervisningen i dansk som andetsprog
Peter Rasmussen
/Grethe Munk