Høring vedr. fordeling af Indenrigsministeriets restpulje 2005
Høring vedr. fordeling af Indenrigsministeriets restpulje 2005
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for skriftlig votering fredag den 3. december 2004
Sager til beslutning
3. Høring vedr. fordeling af Indenrigsministeriets restpulje 2005
IU 96/2004 J.nr. IU 34/2004
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller
til Det rådgivende Integrationsudvalg,
at Det rådgivende Integrationsudvalg
beslutter at afgive vedlagte høringssvar til Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Det rådgivende Integrationsudvalgs beslutning på ordinært møde den 3. december 2004
Mødet blev aflyst, da udvalget ikke var beslutningsdygtigt på grund af manglende mødedeltagelse.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i brev af 9. juli 2004 søgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om tilskud til 11 boligsociale aktiviteter, se bilag 2.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i brev af 27. september 2004 tilkendegivet, at Københavns Kommune under henvisning til de indsendte ansøgninger er tildelt tilskud på 1.896.000 kr. under forudsætning af, at kommunen selv prioriterer anvendelsen af tilskudsmidlerne.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet en indstilling til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om fordeling af det tildelte tilskud, se bilag 3.
Økonomiforvaltningen har udarbejdet vedlagte udkast til høringssvar, hvori Økonomiforvaltningen anbefaler, at Det rådgivende Integrationsudvalg udtaler, at udvalget ingen bemærkninger har til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling.
SAGSBESKRIVELSE
Indenrigs- og Sundhedsministeriet yder i henhold til § 20 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner hvert år tilskud til kommuner i hovedstadsområdet, der har særlige økonomiske vanskeligheder. Den samlede tilskudspulje fordeles efter en fordelingsnøgle, mens restpuljen tildeles efter ansøgning.
Ministeriet har i lighed med tidligere år åbnet op for, at der kan søges midler til boligsociale aktiviteter af restpuljen.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indkaldte i juni 2004 ansøgninger til restpuljen fra lokalforvaltningen og kvarterløftprojekterne om tilskud til boligsociale aktiviteter. Der indkom 11 ansøgninger til puljen.
Bilag 2 indeholder en beskrivelse af ansøgningerne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i brev af 27. september 2004 tilkendegivet, at Københavns Kommune under henvisning til de indsendte ansøgninger er tildelt et samlet tilskud på 1.896.000 kr. under forudsætning af, at kommunen selv prioriterer anvendelsen af tilskudsmidlerne.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet en indstilling til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om fordeling af det tildelte tilskud, se bilag 3.
Som det fremgår af bilag 3 indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at der ikke tildeles midler til ansøgningen om økonomisk støtte til Foreningsdynamo og Livskvalitet på Ydre Nørrebro (LYN). Begrundelsen herfor er, at LYN har modtaget støtte fra Sundhedsforvaltningen, og at Foreningsdynamoen har mulighed for at søge økonomisk støtte fra Kvarterløft Nørrebro Parks midler til helhedsorienteret byfornyelse.
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg, at udvalget tilkendegiver, at udvalget ingen bemærkninger har til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling.
ØKONOMI
Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.
HØRING
--
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
--
BILAG
Bilag 1: Høringsskrivelse af 3. november 2004 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Bilag 2: Oversigt over ansøgninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Bilag 3: Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling om fordeling af det tildelte beløb.
Bilag 4: Udkast til høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
/