Mødedato: 02.02.2001, kl. 08:00

Høring vedr. forslag til nyt Ungdomsråd i København

Høring vedr. forslag til nyt Ungdomsråd i København

for mødet «MDAT» kl

Det rådgivende Integrationsudvalg

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde fredag den 2. februar 2001

Fraværende med afbud: Winnie Larsen-Jensen, Peter Skaarup, Taner Yilmaz, Lubna Elahi


Fraværende uden afbud: Martin Geertsen, Wallait Khan

Da udvalgets formand, Winnie Larsen-Jensen, havde meldt afbud til mødet, blev Jens Johansen i medfør af § 7, stk.1, 2. pkt. i udvalgets forretningsorden valgt som fungerende mødeleder.

Udvalget besluttede, i henhold til KSL § 20, stk. 4, 1. pkt., at lade konsulent Søren Hegnby overvære punkt 1, 2 og 3 på dagsordenen.

 

 

 

Sager til beslutning

4. Høring vedr. forslag til nyt Ungdomsråd i København

IU 78/2000

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at vedlagte materiale til et nyt Ungdomsråd sendes i høring i perioden 1. december 2000 til 15. januar 2001

at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder forvaltningen om inden udgangen af februar måned 2001 at forelægge et endeligt forslag til afløsning af Ungdomsborgerrepræsentationen, der inddrager resultaterne af høringsprocessen og den endelige evaluering af Ungdomskommuneforsøget, med henblik på efterfølgende forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. november 2000

Indstillingen blev tiltrådt med følgende ændringer:

  • Vedrørende pjecens s. 6 (målsætninger) blev drøftet behovet for enkelte justeringer
  • Der anføres en ny model "D" (for at understrege, at andre forslag er velkommen)
  • Det i materialet anførte medlemstal for KUR udvides til 21
  • Høringsmaterialet udsendes tillige til Folkeoplysningsudvalget, KI og KUC

De enkelte medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget kan meget hurtigt aflevere eventuelle forslag til yderligere ændringer til forvaltningen.

Bo Hindkjær Pedersen og Leslie Arentoft videreførte forbeholdet fra sagens behandling den 26. oktober 2000 (KFU 452/2000 – Forslag til nyt Ungdomsråd i København) og ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"Venstre mener, at der ikke bør etableres et nyt ungdomsråd, men at der i stedet etableres en ungepulje."

 

 

Økonomiforvaltningens indstilling til Det Rådgivende Integrationsudvalg:

Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar:

"Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at Kultur- og Fritidsudvalget efter nedlæggelsen af Ungdomsborgerrepræsentationen har iværksat en høring med henblik på at afklare, hvordan ungdommen i Københavns Kommune fremover skal sikres indblik i demokratiets spilleregler og indflydelse i forhold til den kommunalpolitiske debat.

Netop de unge anser Integrationsudvalget for en vigtig målgruppe i integrationsmæssig sammenhæng, hvorfor obligatorisk repræsentation af etniske minoriteter i et nyt Ungdomsråd – enten i form af repræsentation fra indvandrerforeninger (model A) eller en indvandrerliste (model B) - vil kunne medvirke til at fremme de unges udveksling af synspunkter om integration og således fungere som katalysator for øget fokus på emnet.

Når det i relation til model A anføres, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal vurdere, hvilke foreninger, der anses som relevante deltagere i proceduren, er det Integrationsudvalgets opfattelse, at det i den forbindelse vil være naturligt at inddrage Integrationsrådet i overvejelserne af, hvilke kriterier, der skal lægges til grund ved udvælgelsen af indvandrerforeningerne.

Uanset hvilken model der vælges, såfremt det besluttes at oprette et nyt Ungdomsråd, er erfaringerne fra tidligere medlemmer af Ungdomsborgerrepræsentationen en nyttig inspirationskilde i den politiske drøftelse af, hvilke justeringer, der skal foretages.

Såfremt der ikke oprettes et Ungdomsråd, men i stedet afsættes en Ungepulje under Kultur- og Fritidsudvalget, skal Integrationsudvalget anbefale, at kriterierne for tildeling af midler formuleres så tilpas bredt, at også ansøgninger vedrørende integrationsfremmende projekter målrettet unge vil kunne tilgodeses på linie med øvrige ansøgninger.

Integrationsudvalget har ikke forholdt sig til oplæggets økonomiske aspekter."

Høringsfristen er fastsat til den 15. januar 2001, men det er aftalt med Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Det Rådgivende Integrationsudvalg kan afgive sit høringssvar umiddelbart efter udvalgets møde den 2. februar 2001.

 

 

 

Det rådgivende Integrationsudvalgs beslutning i mødet den 2. februar 2001

Tiltrådt.

Dansk Folkeparti tog forbehold og ønskede følgende bemærkning tilført protokollen: "Der bør ikke etableres et nyt Ungdomsråd, men en ungepulje."

Enhedslisten ønskede følgende bemærkning tilført protokollen: "Der ønskes et ungdomsråd med direkte valg."

Solidarisk Alternativ tilsluttede sig Enhedslistens protokolbemærkning.

 

RESUME

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. oktober 2000 blev det pålagt Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde høringsmateriale om et nyt ungdomsråd til forelæggelse for udvalget den 23. november 2000. De unges synspunkter skulle indgå i materialet.

Det indstilles, at vedlagte høringsmateriale, der inddrager erfaringer og synspunkter fra de UBR medlemmer, der har ønsket at bidrage, godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget og sendes i høring i perioden 1. december 2000 til 15. januar 2001.

 

 

Til top