Indstilling om procesplan for arbejdet med nærdemokrati
Indstilling om procesplan for arbejdet med nærdemokrati
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 29. april 2002
Fraværende med afbud: Søren Pind, Pia Allerslev, Mona Heiberg, Karin Storgaard
Klaus Bondam og Abderrahman Ben Haddou forlod mødet kl. 10.20 under punkt 4
Udvalget besluttede at tilkalde forvaltningschef Lars Holte og fhv. borgerrådgiver Pernille Coff Petersen, begge Stenløse Kommune, til punkt 4, jf. lov om kommunernes styrelse § 20, stk. 4, 2. pkt.
Åbne punkter
Indstilling om procesplan for arbejdet med nærdemokrati
Indstilling om procesplan for arbejdet med nærdemokrati
DS 15/2002
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller,
- at Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling anmoder Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om at udskyde fristen for aflevering af indstilling om nærdemokrati fra inden sommerferien 2002 til inden sommerferien 2003
- at Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling godkender den i nærværende indstilling foreslåede procesplan for udvalgets arbejde med nærdemokrati
Udvalget for Demokrati- og Serviceudviklings beslutning i mødet den 29. april 2002
1. at blev godkendt, idet formanden samtidig fik bemyndigelse til at anmode Overborgmesteren om, at udvalgets forslag om forlængelse af tidsfristen i kommissoriet snarest forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
2. at blev godkendt med bemærkning om, dels at terminologien "ikke aktive borgere" fremadrettet ønskes ændret til "bredere grupper af borgere", dels at de fire første aktiviteter i oversigten på side 8 i indstillingen rettelig skal foregå i 2002.
RESUME
Det anbefales i nærværende indstilling, at Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling anmoder Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om at udskyde fristen for aflevering af indstilling om nærdemokrati fra inden sommerferien 2002 til inden sommerferien 2003. En udskydelse af fristen giver mulighed for at få en dialog med københavnerne om udvikling af nærdemokrati.
Med henblik på at opnå størst muligt ejerskab til nye nærdemokratiske initiativer foreslås i nærværende indstilling en procesplan, hvor processen starter med et debatoplæg fra Udvalget efterfulgt af en åben dialog med borgere og brugere om visioner, mål og initiativer til udvikling af nærdemokrati i København.
Debatoplægget præciserer grundlaget for dialogen, rammerne for dialogen og de hovedspørgsmål, der er til debat. Oplægget indeholder holdninger, værdier og forslag, som udvalget ønsker drøftet.
Dialogprocessen forløber fra august 2002 til og med januar 2003.
I perioden februar til juni 2003 drøfter Udvalget meldingerne fra dialogprocessen og udarbejder på denne baggrund indstilling til Økonomiudvalget om nærdemokrati.
Udgifterne til den foreslåede proces udgør 1,37 mill. kr., som afholdes af de midler, der er afsat til Udvalgets arbejde i 2002 og i 2003.