Mødedato: 29.04.2002, kl. 08:15

Drøftelse af mulighederne for etablering af en uafhængig klagefunktion

Drøftelse af mulighederne for etablering af en uafhængig klagefunktion

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling

DAGSORDEN

fra ordinært møde mandag den 29. april 2002

 

Åbne punkter

4. Drøftelse af mulighederne for etablering af en uafhængig klagefunktion

DS 11/2002INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling,

at udvalget drøfter sagen om etablering af en uafhængig klagefunktion og herunder godkender forslaget til tidsplan for det videre arbejde

RESUME

Den af Borgerrepræsentationen vedtagne hensigtserklæring om, at Økonomiudvalget skal vurdere mulighederne for at etablere en uafhængig klagefunktion, er henvist til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.

I sit møde den 4. april 2002 besluttede Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, at Økonomiforvaltningen snarest skulle udsende sin rapport af 20. september 2001 om "Etablering af en borgerkontakt i Københavns Kommune" til udvalgets medlemmer samt udarbejde en redegørelse om det kommunale klagesystem.

Rapporten blev fremsendt til udvalgets medlemmer umiddelbart efter mødet den 4. april 2002.

Vedlagt nærværende indstilling er "Redegørelse om det kommunale klagesystem", der kortfattet beskriver de administrative rekursmyndigheder, det almindelige kommunale tilsyn, sektorstyringen, ombudsmanden samt domstolene.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling drøfter sagen og herunder godkender forslag til tidsplan for det videre arbejde som beskrevet i sagsfremstillingen.

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgettet for 2002 i mødet den 11. oktober 2001 blev følgende hensigtserklæring (H 15) tiltrådt:

"Økonomiudvalget vurderer mulighederne for at etablere en uafhængig klagefunktion ("ombudsmand"), der uafhængigt af forvaltningerne skal varetage borgernes rettigheder og gøre det lettere at klage, hvis kommunen ikke lever op til det politisk vedtagne serviceniveau. Klageinstansen skal dermed sikre, at kommunen holder, hvad den lover. Formålet med en uafhængig klagefunktion er bl.a. at styrke dialogen mellem borgerne og kommunen og sikre, at borgernes tilbagemeldinger på kommunens service bliver hørt og brugt."

Hensigtserklæringen er henvist til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling i forbindelse med udvalgets oprettelse.

I sit møde den 4. april 2002 besluttede Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, at Økonomiforvaltningen snarest skulle udsende sin rapport af 20. september 2001 om "Etablering af en borgerkontakt i Københavns Kommune" til udvalgets medlemmer samt i øvrigt udarbejde en oversigt vedrørende eksisterende klageorganer på det kommunale område, så udvalget kan drøfte sagen om etablering af en uafhængig klagefunktion som et tema i mødet den 29. april 2002.

Rapporten blev fremsendt til udvalgets medlemmer umiddelbart efter mødet den 4. april 2002 og i vedlagte redegørelse beskrives det nuværende kommunale klagesystem.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling drøfter sagen om etablering af en uafhængig klagefunktion på grundlag af den tidligere udsendte rapport samt vedlagte redegørelse om det kommunale klagesystem.

Økonomiforvaltningen anbefaler desuden, at det videre arbejde tilrettelægges efter følgende tidsplan:

29. april 2002 Temadrøftelse i udvalget

17. juni 2002 Vedtagelse af indstilling vedrørende vision og opgaver

Juni – oktober 2002 Udvalgets sekretariat udarbejder – i samarbejde med de øvrige forvaltninger – forslag til uafhængig klagefunktion

28. oktober 2002 Udvalget drøfter forslaget til uafhængig klagefunktion

18. november 2002 Endeligt forslag forelægges udvalget til godkendelse

Kan udvalget tiltræde tidsplanen, vil sekretariatet - med udgangspunkt i udvalgets drøftelser - til næste møde den 17. juni 2002 udarbejde forslag til vision for klagefunktionen samt forslag til klagefunktionens hovedopgaver.

ØKONOMI

-

HØRING

-

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

BILAG

  • Redegørelse om det kommunale klagesystem.

Erik Jacobsen

/ Paul Sax Møller

 

 

Til top