Servicecentre - Forslag til navn og kommunikationsplan
Servicecentre - Forslag til navn og kommunikationsplan
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling
DAGSORDEN
fra ordinært møde mandag den 23. februar 2004
Åbne punkter
3. Servicecentre - Forslag til navn og kommunikationsplan
DS 11/2004INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling,
at træffe beslutning om navnet på servicecentrene
at drøfte forslag
til kommunikationsplan
RESUME
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling drøftede på udvalgets møde den 19. januar 2004 forslag til navn på servicecentrene (Bilag 1). Udvalget bad om, at få en kommunikationsmæssig vurdering af forslagene til navne, herunder KøbenhavnerService og KK Service.
Kommunikationsfirmaet Public har gennemført en test af følgende navne (Bilag 2):
· KØBENHAVNER SERVICE
· KK SERVICE
· KØBENHAVNS BORGERSERVICE
· KØBENHAVN DIREKTE
Et flertal af testpersoner peger på navnet KØBENHAVNS BORGERSERVICE, som det navn der giver den mest eksakte beskrivelse af de ydelser, man kan få i servicecentrene. På denne baggrund foreslår Public en kortere form af navnet: BORGERSERVICE knyttet tæt til de tre tårne, som siger København og Københavns Kommune.
Det indstilles, at udvalget tager stilling til navnet for servicecentrene.
Endvidere indstilles, at udvalget drøfter forslag til kommunikationsplan (Bilag 3).
SAGSBESKRIVELSE
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling drøftede på udvalgets møde den 19. januar 2004 forslag til navn på servicecentrene. Udvalget bad om, at få en kommunikationsmæssig vurdering af forslagene til navne, herunder KøbenhavnerService og KK Service (Bilag 1).
Kommunikationsfirmaet Public har gennemført en test af følgende navne (Bilag 2):
· KØBENHAVNER SERVICE
· KK SERVICE
· KØBENHAVNS BORGERSERVICE
· KØBENHAVN DIREKTE
60 tilfældigt udvalgte borgere på og i nærheden af henholdsvis Nørreport og Vanløse Station blev den 9. februar 2004 interviewet bl.a. om de associationer som de 4 forskellige navne gav.
Public konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at der relaterer sig følgende kommunikationsmæssige problemstillinger i forhold til de fire navne:
"KØBENHAVNER SERVICE har den svaghed, at det som udgangspunkt er lidt uklart for målgruppen. Til gengæld vækker det mange associationer fra hverdagen. Det egner sig til storytelling.
KK SERVICE er født med den svaghed forkortelser altid har. Men det der er en svaghed i den indledende fase kan over tid vendes til en styrke – vælger man besværet kan man lige så godt gå linen ud og satse på K'et som brand.
KØBENHAVNS BORGERSERVICE er enkelt, klart og producerer derfor de mest præcise associationer. En vinder på det faktuelle plan. Til gengæld er det som udgangspunkt lidt kedeligt – og frem for alt langt. Bureauet savner den fornyelse, som servicecentrene er et udtryk for.
KØBENHAVN DIREKTE har den svaghed i forhold til de umiddelbare associationer. Til gengæld understøtter det, det hovedbudskab, vi ønsker at komme ud med. Den direkte vej, hurtigere service i øjenhøjde."
Et flertal af testpersoner peger på navnet KØBENHAVNS BORGERSERVICE, som det navn der giver den mest eksakte beskrivelse af de ydelser, man kan få i servicecentrene. På denne baggrund foreslår Public en kortere form af navnet: BORGERSERVICE knyttet tæt til de tre tårne, som siger København og Københavns Kommune.
Det indstilles, at udvalget tager stilling til navnet for servicecentrene.
På mødet i Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling den 19. januar 2004 blev der endvidere udtrykt ønske om, at udvalget drøfter forslag til kommunikationsplan.
I bilag 3 er vedlagt forslag til kommunikationsplan udarbejdet af Public. Oplægget er foreløbigt og der er endnu ikke indgået aftale med Public om opgaven og økonomien. Der er afsat en økonomisk ramme på 2,2 mill. kr. til borgerrettet kampagne i etableringsbudgettet for servicecentrene og da denne ramme skal holdes vil Økonomiforvaltningen drøfte nærmere med Public om der er eventuelle opgaver, som forvaltningen selv kan stå for.
Det foreslås, at udvalget tager en drøftelse af forslaget til kommunikationsplan med henblik på at udvalgets bemærkninger kan indgå i det videre arbejde.
På mødet den 22. marts 2004 forelægges udvalget forslag til design og kampagne.
ØKONOMI
I budgettet vedr. etablering
af servicecentre er der i 2004 afsat 2,2 mill. kr. til information om
etablering af servicecentrene. Denne ramme vil i de videre drøftelser om opgave
og økonomi sikres overholdt.
HØRING
-
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
BILAG
Bilag 1: Indstilling vedr. navn til servicecentrene og
beslutningsprotokol fra mødet i udvalget den 19. januar 2004
Bilag 2: Servicecentre – Navnetest, udarbejdet af
Public
Bilag 3: Forslag til Kommunikationsplan, tilbud
udarbejdet af Public
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller