Indstilling om proces for arbejdet med servicecentre
Indstilling om proces for arbejdet med servicecentre
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling
DAGSORDEN
fra ordinært møde mandag den 17. juni 2002
Åbne punkter
4. Indstilling om proces for arbejdet med servicecentre
DS 24/2002INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
- at Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling godkender forslag til procesplan for arbejdet med servicecentre, hvilket indebærer at den første temadrøftelse om servicecentre rykkes fra den 17. juni 2002 til den 12. august 2002
RESUME
I følge kommissoriet for Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling skal udvalget aflevere indstilling til Økonomiudvalget om servicecentre inden udgangen af 2002.
I denne indstilling er udarbejdet forslag til procesplan for arbejdet med servicecentre. Den første temadrøftelse ligger den 12. august 2002 og udvalgets behandling af endeligt forslag til indstilling om servicecentre er planlagt til den 16. december 2002.
Udvalget besluttede på sit møde den 4. april 2002 at tage den første temadrøftelse af servicecentre den 17. juni 2002. Imidlertid er der på mødet en række større punkter om klagefunktion og igangsættelse af dialogproces om nærdemokrati, som vanskeligt kan udskydes af hensyn til den videre proces. Derfor foreslår Økonomiforvaltningen, at den første temadrøftelse om servicecentre udskydes til den 12. august 2002.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I følge kommissoriet for Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling skal udvalget aflevere indstilling om servicecentre til Økonomiudvalget inden udgangen af 2002.
I følge indstillingen om oprettelse af Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling (BR 631/01) er følgende sager om servicecentre henvist til udvalget:
- Økonomiforvaltningens forslag om at etablere servicecentre i alle bydele i Københavns Kommune (BR 74/01)
- Medlemsforslag stillet af Morten Kabell og Per Bregengaard (begge Ø): "Planerne om indførelse af servicecentre skrinlægges. Midlerne til anlæg og drift af servicecentrene anvendes til genopbygning af den reelle kassebeholdning" (BR 179/01)
- Medlemsforslag stillet af Lars Engberg og Mona Heiberg (begge A), Peter Skaarup (O) samt Søren Pind (V): "Der arbejdes videre med en slankere udgave af servicecentre, der skal tage udgangspunkt i kvikskranker for borgerne som i andre kommuner. Et sådant forslag fremlægges for Økonomiudvalget inden sommerferien" (BR 298/01).
Processen op til sagen henvises til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling
Borgerrepræsentationen besluttede den 14. juni 2000 at oprette servicecentre i alle bydele inden udgangen af 2001. Samtidig blev det besluttet at udbygge dialogen med borgerne. Beslutningen blev truffet i forbindelse med drøftelse af principbeslutning om bydelsråd (BR 302/2000).
Borgerrepræsentationen pålagde Økonomiudvalget at fremlægge forslag til servicecentrenes nærmere indhold og organisering inden udgangen af december 2000, idet de berørte udvalg og bydelsråd skulle inddrages i udarbejdelsen af forslaget.
Borgerrepræsentationen besluttede endvidere i forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2001, at der skal arbejdes hen imod, at kommunen får mere fleksible åbningstider.
Ønsket om etablering af servicecentre udspringer af målsætningerne om at styrke borgerbetjeningen, at bringe den kommunale service tættere på borgerne og styrke dialogen med borgerne om den kommunale service.
Økonomiudvalget drøftede den 30. januar 2001 Økonomiforvaltningens forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune (ØU 34/2001). Efterfølgende blev forslaget sendt til høring i de stående udvalg, råd og nævn.
Den 14. juni 2001 drøftede Borgerrepræsentationen de to ovennævnte medlemsforslag om servicecentre (BR 179/01 og BR 298/01). Borgerrepræsentationen besluttede følgende på mødet den 14. juni 2001:
"Der arbejdes videre med en slankere udgave af servicecentre, der skal tage udgangspunkt i kvikskranker for borgerne som i andre kommuner. Et sådant forslag fremlægges for Økonomiudvalget inden midten af september måned 2001".
Efterfølgende har Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen besluttet at henvise sagen til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling i forbindelse med oprettelse af udvalget.
I forbindelse med det første møde i Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling den 4. april 2002 fik udvalget fremsendt Økonomiforvaltningens forslag, herunder de indkomne høringssvar, samt de to andre forslag om servicecentre, der er henvist til udvalget.
Forslag til udskydelse af temadrøftelse
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling besluttede på udvalgets møde den 4. april 2002 at drøfte sagen om servicecentre, som et tema på det 3. ordinære møde.
Da forslag til dagsorden for det 3. ordinære møde den 17. juni 2002 også indeholder andre større punkter om klagefunktion og igangsættelse af proces om nærdemokrati, som vanskeligt kan udskydes af hensyn til den videre proces, foreslår Økonomiforvaltningen, at der på mødet den 17. juni 2002 fastlægges en arbejdsplan for arbejdet med servicecentre og den første temadrøftelse udskydes til udvalgets møde den 12. august 2002.
Forslag til procesplan for arbejdet med servicecentre
Nedenstående procesplan for arbejdet med servicecentre foreslås:
Tid |
Servicecentre |
17. juni 2002 |
Vedtagelse af procesplan |
12. august 2002 |
Første temadrøftelse |
2. september 2002 |
Anden temadrøftelse |
18. november 2002 |
Drøftelse af første udkast til indstilling |
16. december 2002 |
Vedtagelse af indstilling til ØU |
Temadrøftelse
Udgangspunktet for temadrøftelserne vil være de 3 henviste forslag om servicecentre, som er beskrevet ovenfor.
Endvidere foreligger rapporten om servicecentre, der var bilag til Økonomiforvaltningens indstilling. Rapporten beskriver følgende emner:
- Erfaringer med servicecentre fra andre kommuner i Danmark og i udlandet
- Kommunens nuværende borgerbetjening
- Borgernes syn på borgerbetjening
Rapporten indeholder endvidere forslag til koncept for servicecentre i Københavns Kommune.
Der udover kan udvalget vælge at få oplæg udefra eventuelt fra kommuner med servicecentre eller fra Kommunernes Landsforening, som har samlet kommunernes erfaringer med servicecentre og borgerbetjening i det hele taget.
Indstilling om servicecentre
Vælger udvalget at anbefale etablering af servicecentre i Københavns Kommune, vil der i udvalgets indstilling til Økonomiudvalget være behov for, at udvalget tager stilling til:
- Koncept
- Antal servicecentre, herunder nærheden til borgerne
- Opgaver
- Værktøjer
- Personale
- Økonomi
- Lokalisering
Indstilling om servicecentre sendes til Økonomiudvalget inden udgangen af 2002.
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
BILAG VEDLAGT
-
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller