Drøftelse af koncepter for udvikling af hverdagens demokrati
Drøftelse af koncepter for udvikling af hverdagens demokrati
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 17. februar 2003
Fraværende med afbud: Winnie Berndtson, Mona Heiberg, Søren Pind, Bo Asmus Kjeldgaard, Abderrahman Ben Haddou
Karen Angelo Hækkerup mødte kl. 8.30 under behandlingen af punkt 2.
Klaus Bondam forlod mødet kl. 9.20 under behandlingen af punkt 2.
Grundet formand Winnie Berndtsons fravær varetog næstformand Sven Milthers mødeledelsen i medfør af forretningsordenens § 4, stk. 5.
Udvalget godkendte ved mødets start foretræde af forsker Roger Buch, Syddansk Universitet, vedrørende dagsordenens punkt 2, jf. lov om kommunernes styrelse § 20, stk. 4, 2. pkt.
Åbne punkter
Drøftelse af koncepter for udvikling af hverdagens demokrati
Drøftelse af koncepter for udvikling af hverdagens demokrati
DS 11/2003
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling,
- at drøfte mulige koncepter for udvikling af hverdagens demokrati
- at tiltræde forslag om, at der afholdes visionsseminar for udvalget den 3. marts 2003 indenfor en budgetramme på 20.000 kr., idet formanden samtidig bemyndiges til at forestå planlægningen heraf i samråd med sekretariatet
Udvalget for Demokrati- og Serviceudviklings beslutning i mødet den 17. februar 2003
Forsker Roger Buch, Syddansk Universitet, gav foretræde inden behandlingen af punktet.
- at:
Drøftet med udgangspunkt i et oplæg fra sekretariatet om mulige koncepter:
- Selvforvaltning – Partnerskabsaftaler
- Frit-valgs demokrati
- Lokale repræsentative organer
- Dialog før Borgerrepræsentationen træffer beslutning
- Inddragelse af borgerne i udmøntning af Borgerrepræsentationens beslutninger
- Demokratiske hovedindgange
- Brugerdemokrati på tværs
Med afsæt i drøftelsen pålagde udvalget sekretariatet at belyse samtlige koncepter med undtagelse af "frit-valgs demokrati" med henblik på, at disse indgår i udvalgets videre arbejde, herunder det kommende visionsseminar.
På forslag fra sekretariatet tilkendegav udvalget, at følgende spørgsmål danner udgangspunkt for en nærmere beskrivelse af de nævnte koncepter:
- Formål – hvad vil vi opnå?
- Målgruppe – hvem er med i demokratiet?
- Legitimitet – hvordan sikres opbakningen?
- Opgaver – hvad besluttes af borgerne?
- Koblingen – hvordan skal forholdet være mellem Borgerrepræsentationen og borgerne?
- Kan ansvaret for beslutningerne placeres?
- Flertalsbeskyttelse – hvordan undgås mindretalsdominans?
- at:
Godkendt med bemærkning om, at udvalget ønsker visionsseminaret afholdt mandag den 3. marts 2003 i tidsrummet kl. 19-22 på Rådhuset.
RESUME
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling besluttede på udvalgets møde den 29. april 2002 at gennemføre en borgerdialog om nærdemokrati i København.
Resultaterne fra dialogen foreligger nu i form af følgende materiale:
- Rapporterne fra de nedsatte arbejdsgrupper (er tidligere udsendt)
- Forslag og indlæg fra borgere og foreninger, som er kommet frem i dialogprocessen (er tidligere udsendt)
- Roger Buch's undersøgelse om københavnernes syn på hverdagens demokrati – den samlede rapport (Bilag 1)
- Roger Buch's undersøgelse af holdninger til hverdagens demokrati blandt deltagerne på konferencerne og i arbejdsgrupperne (Bilag 2)
- Forsker Eva Sørensens plancher fra oplægget på den 2. konference om hverdagens demokrati (bilag 3)
- Journalistisk referat fra den 2. konference om hverdagens demokrati (Bilag 4)
- Referat fra gruppearbejdet på den 2. konference (Bilag 5)
På mødet den 20. januar 2003 vedtog Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling en procesplan for det videre arbejde med hverdagens demokrati. Efter den vedtagne procesplan drøfter udvalget på mødet den 17. februar 2003 resultaterne af dialogen om hverdagens demokrati, herunder meldingerne fra den 2. konference.
Det foreslås, at udvalget drøfter mulige koncepter for udvikling af hverdagens demokrati, som ønskes yderligere belyst mht. opgaver, struktur, økonomi m.m.
Endvidere foreslås, at udvalget afholder et visionsseminar om hverdagens demokrati den 3. marts 2003.