Mødedato: 03.10.2005, kl. 08:15

Ny bydelsinddeling i Københavns Kommune

Se alle bilag

Ny bydelsinddeling i Københavns Kommune

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde mandag den 3. oktober 2005

 

Ny bydelsinddeling i Københavns Kommune

 

DS   35/2005INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling,

at der afgives vedlagte høringssvar til Økonomiudvalget om ny bydelsinddeling i København.

 

RESUME

Økonomiudvalget besluttede på møde den 27. september 2005 at sende indstilling om bydelsinddeling i høring i de stående udvalg og i Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. Svarfristen er sat til den 1. november 2005.

I indstillingen anbefaler Økonomiforvaltningen efter drøftelse med de øvrige forvaltninger, at der vedtages en fællesmodel med 8 bydele, som i hovedtræk bygger på sammenlægning af eksisterende bydele. I modellen er søgt indarbejdet hensynet til både borgerservicen samt byens naturlige grænser og strukturer.

Økonomiforvaltningen indstiller til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, at der afgives vedlagte høringssvar i sagen, hvori udvalget tilslutter sig fællesmodellen, som udgangspunkt for en ny bydelsinddeling af København.

 


SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen vedtog den 26. maj 2005 i forbindelse med sagen om ny struktur:

"At målet for byens opdeling i administrative enheder skal være en geografisk entydig distriktsinddeling uanset forvaltning."

"At der derfor udarbejdes en analyse af byens opdeling i relation til forvaltningsmæssige opgaver med henblik på en afklaring samtidig med at struktureringen af den enkelte forvaltnings arbejde går i gang."

På det grundlag besluttede de 7 administrerende direktører i Københavns Kommune ultimo maj at nedsætte en projektgruppe på tværs af alle forvaltninger, som fik til opgave at komme med forslag til en entydig geografisk bydelsinddeling i København.

Projektgruppen har i arbejdet taget udgangspunkt i, at forslag til ny bydelsinddeling skal tilgodese hensynet til:

·        Mulighederne for en effektiv og bæredygtig løsning af service- og borgerbetjeningsopgaverne lokalt med høj kvalitet

·        Naturlige grænser i byens fysiske struktur

·        Befolkningens opfattelse af tilhørsforhold

·        Mulighederne for udvikling af lokaludvalg, brugerdemokrati og selvforvaltning

 

På baggrund af en analyse ud fra de 4 ovenstående hensyn har projektgruppen udarbejdet 2 modeller for en ny bydelsinddeling af København med henholdsvis 8 og 10 bydele.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen har i fællesskab udarbejdet et modelforslag med 8 bydele. Udgangspunktet for modellen med 8 bydele er først og fremmest hensynet til en effektiv og bæredygtig borgerservice lokalt med høj kvalitet samt kontinuiteten i den eksisterende borgerservice. Modellen bygger på en sammenlægning af kommuneplanens 15 bydele.

Økonomiforvaltningen har ud fra hensynet til planlægningen og borgerinddragelsen udarbejdet et forslag med 10 bydele. Modellen tager hensyn til byens hovedområder og center­struktur samt de ændringer, der må forventes i bystrukturen. Ud over sammenlægninger af nuværende bydele er der som følge af centerstrukturen også indarbejdet nogle justeringer af bydelsaf­grænsningerne, som afviger fra bydelenes nuværende afgrænsning.

Forvaltningernes kommentarer til projektgruppens 2 forslag til ny bydelsinddeling var, at det er problematisk, hvis man oven i strukturreform og kommunalreform også skal implementere en ny bydelsinddeling, som ændrer væsentligt på de nuværende bydelsgrænser. Samtidig var der forståelse for, at byens udvikling betyder, at der kan være behov for at skære bydelsgrænserne anderledes.

På baggrund af drøftelserne med forvaltningerne blev der udarbejdet en fællesmodel, hvor hovedhensynene i projektgruppens 2 modelforslag er søgt indarbejdet i én model med 8 bydele. Modellen tager udgangspunkt i de nuværende bydelsgrænser, men lægger samtidig op til, at der sker en udskillelse af Vestamager når befolkningstallet når et niveau, som gør, at området får karakter af at være en selvstændig bydel.

Modellen forsøger i vid udstrækning at tage hensyn til, at kontinuiteten i borgerservicen kan fastholdes. Samtidig fastholdes den centrale del af byen som en selvstændig bydel af hensyn til områdets særlige bystrukturelle karakter.

Forvaltningerne er enige om at anbefale fællesmodellen, som uddybes nærmere i bilag 1.

Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 27. september 2005 at sende indstilling om bydelsinddeling i høring i de stående udvalg og i Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. Svarfristen er sat til den 1. november 2005.

Økonomiforvaltningen indstiller til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, at der afgives vedlagte høringssvar i sagen, hvori udvalget udtaler:

- at det findes hensigtsmæssigt, at der vedtages en entydig geografisk bydelsinddeling, som skal gælde alle forvaltninger, fordi det kan bidrage til at styrke borgernes tilknytning til området, og gøre adgangen til kommunen mere enkel.

 - at udvalget tilslutter sig, at det er fællesmodellen med 8 bydele, som lægges til grund for en ny bydelsinddeling i København.

- at det er vigtigt, at en ny bydelsinddeling tager hensyn til, at den lokale borgerservice er bæredygtig og kan levere en effektiv betjening med høj kvalitet samt, at kontinuiteten i den eksisterende borgerservice i vid udstrækning fastholdes.

- at fællesmodellen er et godt udgangspunkt for ønsket om at udvikle borgerservicekonceptet, idet det er vurderingen i rapporten om "Borgernes indgang til Københavns Kommune", at der er grundlag for at etablere 8 centre, hvilket giver mulighed for at placere et center i hver bydel.

- at det er vigtigt, at en ny bydelsinddeling tager hensyn til byens centerstruktur, og danner et fornuftigt udgangspunkt for e n hensigtsmæssig bydelsplanlægning, som er et vigtigt dialogemne i de kommende lokaludvalg.

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI

-

 

HØRING

-

 

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

 

 

BILAG

Bilag 1: Indstilling om ny bydelsinddeling i København

Bilag 2: Rapporten: "Forslag til ny distriktsinddeling i København"

Bilag 3: Udkast til høringssvar fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling

 

 

Erik Jacobsen

/Paul Sax Møller

 


 


Til top