Høringssvar om skulptur af B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om et forslag om at opsætte en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Foreningen B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal har indsendt en ny ansøgning til Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til at opstille en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder, der skal stå og skue ud over Christianshavns Kanal ned mod de gamle B&W haller. Foreningen forestiller sig, at skulpturen skal placeres på Børnehusbroen. Det var her arbejderne, kaldet "De blå Mænd", ofte stod i frokostpausen.
Billedkunstudvalget behandlede sagen den 8. oktober 2018 og afgav følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen: "Billedkunstudvalget fandt, at forslaget gennem valg af kunstner og form får et noget nostalgisk og bagudskuende udtryk, men udvalget fandt samtidig, at skulpturen har en fin kunstnerisk kvalitet og udtrykker det ønskede tidsbillede af den historiske B&W-arbejder."
Billedkunstudvalget afholdt 12. juni 2017 møde med Foreningen B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal , der redegjorde for tankerne bag projektet og foreningens ønsker til den konkrete udformning af skulpturen samt placering. Billedkunstudvalget udtrykte stor sympati med projektidéen, men fandt den konkrete udformning for éntydig i sit udtryk og opfordrede derfor foreningen til at gentænke form og placering, f.eks. ved at søge inspiration hos Statens Kunstfond.
I mødet den 21. juni 2017 besluttede lokaludvalget at meddele Foreningen B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal, at lokaludvalget fortsat bakker op om forslaget om en skulptur af en B&W-arbejder på Børnehusbroen. Samtidig besluttede lokaludvalget at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om forslaget. Resultatet af borgerpanelundersøgelsen ses i bilaget.
Løsning
Arbejdsgruppen Kultur, Skole Fritid, Børn og Unge foreslår følgende høringssvar:
"Teknik- og Miljøforvaltningen har den 15. oktober 2018 bedt Christianshavns Lokaludvalg om endnu en udtalelse om forslaget om at opstille en skulptur af en B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal.
Lokaludvalget henviser til vores høringssvar af 13. juni 2017 samt til resultatet af en borgerpanelunderøsgelsen om forslaget, som gennemførte den 23.-26. juni 2017. Se bilagene.
Som det fremgår, er både lokaludvalget og de medlemmer af Christianshavns Borgerpanel, der svarede på undersøgelsen, positive over for forslaget.
Beboermæssigt er der indenfor en kortere årrække sket store forandringer på Christianshavn. B&W var Christianshavns største arbejdsplads. Derfor er det vigtigt, at historien om Christianshavn og B&W fastholdes.
Herudover finder vi det særdeles positivt, at det er lokale, der har kontaktet en kunstner for projektet, tillige med at de også har ansøgt diverse fonde. Så projektet er i vores øjne fuldt ud realistisk.
Modsat billedkunstudvalget ønsker vi ikke at være ”smagsdommere” i spørgsmålet om figuren er nostalgisk eller bagudskuende, da det er individuelt, hvilken oplevelse den enkelt beskuer har.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Forvaltningen har til sekretariatet oplyst, at straks i det nye år sendes de monumentforslag, man har modtaget i 2018, til politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
Lis Schertiger-Nielsen, Jette Arendrup og Povl Koch deltog ikke i behandlingen af denne sag pga. inhabilitet.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at lokaludvalget skriver i høringssvaret, at Foreningen B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal ikke har søgt fondsstøtte endnu.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om, at sidste sætning i høringssvaret slettes.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om, at 3. og 4. afsnit i høringssvaret formuleres: "Beboermæssigt er der indenfor en kortere årrække sket store forandringer på Christianshavn. B&W var Christianshavns største arbejdsplads. Derfor er det vigtigt, at historien om Christianshavn og B&W fastholdes. Det "bagudskuende" er i dette tilfælde helt på sin plads.
Herudover finder vi det særdeles positivt, at det er lokale borgere, der har fået ideen til motivet. Så projektet er i vores øjne fuldt ud realistisk, idet det skulle være muligt at få fondsmidler til det."
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om et forslag om at opsætte en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder ved Christianshavns Kanal, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.