Mødedato: 31.08.2022, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: To borgermøder om Lynetteholm

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte, at det er vært for for to borgermøder om høringsmaterialet om strategisk miljøvurdering af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm, og afsætte penge til afholdelse af møderne.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at lokaludvalget er vært for to borgermøder om høringsmaterialet om strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm, jf. løsningsafsnittet.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalgets Lynetteholm-gruppe planlægger og gennemfører borgermøderne.

  3. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter yderligere 20.000 kr. til borgermøde om Lynetteholm, så rammen i alt er på 40.000 kr. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Den 22. august 2022 offentliggjorde Transportministeriet høringsmaterialet om strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm. Materialet er i offentlig høring til den 9. januar 2023. Se bilaget.

Planen, der er strategisk miljøvurderet, omfatter følgende:

  • Byudviklingen i Østhavnen på Lynetteholm, Refshaleøen, Quintus og Kløverparken
  • Etablering af Østlig Ringvej
  • Etablering af en ny metrolinje
  • Etablering af cykelinfrastruktur
  • Etablering af supplerende vejanlæg

Løsning

Lynetteholm-gruppen under lokaludvalget foreslår, at lokaludvalget er vært for to borgermøder om sagen: Et borgermøde, der holdes om aftenen enten den 11., 12. eller 13. oktober 2022, og et borgermøde, der holdes om aftenen enten den 25. eller 27. oktober 2022.

Forslaget om to borgermøder skal ses i lyset af de mange temaer i det omfangsrige høringsmateriale. Tanken er, at det første borgermøde fokuserer på byudvikling og infrastruktur, mens det andet borgermøde fokuserer på klimasikring og miljøspørgsmål. 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 20.000 kr. til et borgermøde om Lynetteholm, som skulle holdes i maj 2022. Det blev imidlertid udskudt, da den offentlige høring  mod forventning ikke blev igangsat på daværende tidspunkt. Dog blev der brugt 2.791 kr. af rammen på annoncering af mødet.

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter yderligere 20.000 kr., så der er en ramme på 40.000 kr. til to borgermøder om Lynetteholm. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Se ovenfor.

Lokaludvalget skal vedtage sit høringssvar om sagen i sit møde den 30. november 2022.

Bilag

0. Link til høring over strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm:

https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/66698

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte, at det er vært for to borgermøder om høringsmaterialet om strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm, jf. løsningsafsnittet.

  2. Lokaludvalget tog til efterretning, at lokaludvalgets Lynetteholm-gruppe planlægger og gennemfører borgermøderne.

  3. Lokaludvalget afsatte yderligere 20.000 kr. til borgermøde om Lynetteholm, så rammen i alt er på 40.000 kr. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Til top