Mødedato: 31.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om udkast til ændring i bygge- og anlægsforskriften

Christianshavns lokaludvalg skal beslutte ikke at indsende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udkast til ændring i "Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune".

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter ikke at indsende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udkast til ændring i "Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune".

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et udkast til ændring af "Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune" i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 13. september 2016.

Ændringerne af forskriften er:

  • at der ikke længere gælder en støjgrænseværdi for stærkt støjende arbejde, som det er defineret i forskriften jf. § 3, stk. 2. og § 8.
  • at tidsrummet for udførelse af stærkt støjende arbejde, begrænses til hverdage kl. 8-17, jf. § 8.
  • at grænseværdien for vibrationer, samt tillæg for støj og impulser fjernes fra forskriften.

Ændringen medfører, at stærkt støjende arbejde kan udføres uden støjgrænser; det vil sige at entreprenører ikke længere skal ansøge om dispensation, hvis stærkt støjende byggearbejde ikke kan overholde forskriftens grænseværdi på 70 dB(A). Af hensyn til borgerne er det tilladte tidsrum, for hvornår der må udføres stærkt støjende arbejde begrænset til kun at kunne foregå i tidsrummet hverdage kl. 8 til 17.  

Desuden fjernes grænseværdien for vibrationer, samt tillæg for toner og impulser i den nuværende grænseværdi, således at eventuelle gener fra vibrationer, toner og impulser i fremtiden bliver håndteret konkret fra sag til sag.  

Den ændrede forskrift fastsætter, i lighed med den eksisterende forskrift, støjgrænseværdier for det øvrige bygge- og anlægsarbejde, tidspunkter for, hvornår det er tilladt at udføre bygge- og anlægsarbejder, samt krav til indretning og drift af byggepladsen så risikoen for gener i omgivelserne minimeres. 

Løsning

Miljøgruppen har kort drøftet sagen, men besluttede, at man ikke vil udarbejde et forslag til lokaludvalgets høringssvar. På den baggrund foreslår formanden, at lokaludvalget ikke indsender et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udkast til ændring i "Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune".

Økonomi

Intet.

Videre proces

Intet.

BILAG

Læs om udkast til ændring af Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder her:

http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/bygge-og-anl-gsforskrift

Beslutning

Kirsten V. Andersen stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget sender følgende høringssvar:

"Christianshavns Lokaludvalg hilser "Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns kommune" velkommen. Samtidig vil vi gerne bidrage med vores input til, at forskriften også sikrer forsvarlige miljøforhold for beboerne på Christianshavn. Vi har derfor følgende opklarende spørgsmål til forskriften:

Under afsnittet om Støj og Vibrationer
§3. stk. 2 kan med fordel suppleres med, efter bilag A, Men er omfattet af skærpede driftsvilkår jf. § 8.
§§ 4 og 5 - hvordan sikres kommunens kontrol af støj og vibrationer og hvad menes med bestemte bygge- og anlægsarbejder? Kan det uddybes?
Hvordan sikrer kommunen, at kontrollen ikke bliver overladt til beboere i byen og dermed et klagesystem?

Dispensation og naboinformation
§11 - Lokaludvalget er klar over, at der er undtagelser, eller bygge- og anlægsarbejder, som er nødvendige, men som vanskeligt, jf. bygherre eller entreprenør, kan holdes indenfor de fremlagte §§, og derfor ansøges der om dispensation. Men hvordan sikrer kommunen, at så mange midlertidige bygge- og anlægsarbejder tilnærmes at holde sig inden for forskriftens krav til driftstider, støj, støv og vibrationer, fremfor dispensationer. Igen set i forhold til at undgå gener i perioder, som påvirker mange mennesker i aftentimer og weekender.
Der  er mange støjende aktiviteter på Christianshavn. Og rammer og regler for tilladelser og dispensationer håndteres af mange myndigheder i kommunen. Hvordan sikrer kommunen, at summen af alle de støjende, støvende og vibrerende aktiviteter ikke unødigt belaster bestemte boligområder unødigt? Altså, hvordan sikrer kommunen en koordinering mellem alle tilladelser og aktiviteter, som skal overholde støjkrav mv.?"

Ruth Plovgaard stillede underændringsforslag om, at de to første sætninger i høringssvaret ændres til en neutral indledning.

Poul Cohrt stillede underændringsforslag om, at lokaludvalget i høringssvaret spørger, hvordan kommunen i praksis vil håndhæve reglerne i forskriften.

Lokaludvalget godkendte Kirsten V. Andersens ændringsforslag med underændringsforslagene fra Ruth Plovgaard og Poul Cohrt.

 

Til top