Mødedato: 31.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer, der fremgår af løsningsafsnittet. 

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 16. september 2016.

Forskriftens sigte er at regulere støj fra udendørs musikarrangementer, på en række konkrete pladser og parker i København. Lokaliteterne fremgår af materialet. 

Forskriftens formål er at skabe forudsigelighed omkring rammerne for musikarrangementer for både arrangører og naboer. Det gælder fx antal arrangementer i løbet af et år, varighed og lydstyrke.

Løsning

Miljøgruppen foreslår følgende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer i offentlig høring med svarfrist den 16. september 2016. Det foreslås, at forskriften skal omfatte følgende områder i eller tæt ved Christianshavns Lokaludvalgs område:

  • Havneparken Islands Brygge
  • Kløvermarken
  • Nyhavn
  • Refshaleøen Vest
  • Refshaleøen Øst

Borgerdialog

Lokaludvalget har ikke haft borgerdialog om denne sag.

Lokaludvalgets holdning

Refshaleøen Øst:
Det er uforståeligt, at der for Refshaleøen Øst ikke er opstillet nogen miljømæssige begrænsninger for antallet af koncerter, varighed og lydstyrke mm. i betragtning af, at Refshaleøen Øst ligger lige over for et boligområde med omkring 2.000 beboere. Lokaludvalget foreslår, at Refshaleøen Øst som minimum får de samme begrænsninger som Refshaleøen Vest.

Christiania:
Christiania afholder ofte musikarrangementer ved Nemo, hvor en stor del af Christianshavn kan høre med. Det er til tider ret højt. Vi forslår derfor, at Christiania medtages i forskriften.

Kvæsthusmolen:
Selvom Kvæsthusmolen / Ofelia Beach ikke er en del af bydelen Christianshavn, så kan musikken ofte høres på Christianshavn, især når vinden bærer lyden over til os. Vi forslår derfor, at Kvæsthusmolen medtages i forskriften.

Papirøen:
Papirøen er et nyt forlystelsessted, hvor der også til tider er musikarrangementer. Papirøen ligger meget tæt på beboelse ved Bodenholffs Plads. Vi forslår derfor, at Papirøen medtages i forskriften.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer, der fremgår af løsningsafsnittet. 

Til top