Mødedato: 31.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Tryghedsløft 2017

Se alle bilag

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 6.000 kr. til med annoncering i lokale medier at gøre borgerne opmærksom på, at de har mulighed for at sende ønsker til tryghedsløft til lokaludvalget. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg godkender den videre proces for projektet, der fremgår af løsningsafsnittet nedenfor.

Problemstilling

På Bliv hørt-portalen har offentligheden i perioden 2. maj-12. juni 2016 haft mulighed for at melde steder i kommunen ind til Økonomiforvaltningen, der trænger til et tryghedsløft.

Se http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/forslag-til-tryghedsl-ft-2017

Baggrunden for initiativet er, at Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2015 besluttede at afsætte 3,0 mio. kr. i både 2015 og 2017 til ”konkrete forbedringer af byens rum, der øger trygheden”.

Tryghedsløft er således et bydækkende initiativ, hvor borgere, lokaludvalg, politi m.fl. kan være med til at udpege de steder i København, som trænger til at blive gjort mere trygge. Tryghedsløftet kan enten ske ved beskæring af planter og buske, opsætning af ekstra belysning, omlægning af stier eller lignende.

Der skal i alt udpeges 60 tryghedsløft over hele byen, som hver må koste 50.000 kr. Et tryghedsløft omfatter ikke trafiksikkerhed. Kommunen må, som udgangspunkt, kun foretage fysiske investeringer på arealer, som kommunen selv ejer.

Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført en første screening af svarene fra borgerne og sat dem ind i et skema (med kommentarer), som nu bliver overdraget til lokaludvalgene. Se status under løsningsafsnittet nedenfor.

Meningen er, at lokaludvalgene skal inkorporere egne ønsker med borgernes ønsker. Bruttolisten med ønsker skal i prioriteret rækkefølge afleveres i et oversigtsskema til Økonomiforvaltningen senest den 23. oktober 2016. .

Undervejs har hvert lokaludvalg mulighed for at inddrage Byens Anvendelse og Byens Drift i Teknik- og Miljøforvaltningen til én ’session’, hvor man sammen kan gennemgå bruttolisten og vurdere hvilke forslag der kan ligge indenfor tryghedsløftrammen; både økonomisk og i forhold til hvor kommunen må arbejde.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at man opdeler store forslag i flere mindre tryghedsløft (og gerne i hhv. belysning, beskæring og byinventar), så det er realistisk at udføre de enkelte løft inden for rammen på 50.000 kroner. Generelt anbefaler forvaltningen, for at øge sandsynligheden for at løftet bliver udført, at lokaludvalget

  • beskriver stedet så detaljeret som muligt
  • beskriver utrygheden så detaljeret som muligt (eks. hvem er utrygge)
  • kontrollerer, at stedet er på kommunal grund
  • tegner på kort eller visualiserer hvorledes løftet helst ses udført.

Økonomiforvaltningen oplyser, at lokaludvalgene er velkomne til at lave borger-/tryghedsvandringer, workshops el.lign. forud for afleveringen af bruttolisten.

Løsning

Lokaludvalgets bemærkninger og beslutninger om tryghedsløft
I mødet den 25. maj 2016 drøftede lokaludvalget projekt "Tryghedsløft" og hvordan lokaludvalget udfylder sin rolle i det.

Lokaludvalget drøftede, hvor der er behov for tryghedsløft. Der var følgende bemærkninger:

  • Der mangler lys på Christianshavns Torv.
  • Der er behov for længere grøn-tid for gående, der skal krydse Torvegade.
  • Prinsessegade ved Christiania er utrygt.
  • Foran Lagkagehuset på Torvegade er der en lunke med regnvand, man skal krydse, for at komme over gaden.
  • Der mangler altid lys i gadelamperne i Prinsessegade ved Christiania.
  • Der er utrygt ved kanalerne, på Christianshavns Torv og i Prinsessegade.

Lokaludvalget drøftede endvidere, hvordan lokaludvalget udfylder sin rolle i Økonomiforvaltningens projekt "Tryghedsløft". Der var følgende bemærkninger:

  • Lokaludvalget har haft et borgermøde om tryghed. Lokaludvalget bør indsende forslag fra mødet.
  • Lokaludvalget bør høre borgerpanelet, om hvor der er behov for tryghedsløft.
  • Lokaludvalget bør stå for oplysning af christianshavnerne om, at der er trygt på Christianshavn.
  • Lokaludvalget kan stå for en fodboldkamp i Sankt Annæ Gade mellem Christiania og politiet.

Endelig besluttede lokaludvalget at sende følgende forslag om tryghedsløft til Økonomiforvaltningen:

  • Christianshavns Torv mangler belysning og der er utrygt.
  • I Prinsessegade, særligt ved Christiania, er der utrygt. Der mangler lys i gadelamperne ved Christiania.
 

Status på tryghedsløft
Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført en første screening af svarene fra borgerne og sat dem ind i et skema (med kommentarer), som nu bliver overdraget til lokaludvalgene. Skemaet indeholder følgende ønske om tryghedsløft i Christianshavns Lokaludvalgs område:

"Under Knippelsbro
Der er ingen belysning på kajen under Knippelsbro på christianshavn-siden. DVS, at der er helt mørkt, hvilket gør, at mange ikke tør færdes på dette sted, som ellers er blevet et populært sted, efter at cirkelbroen er kommet! Fx fire lamper kan give lys nok. Disse kan monteres for 50.000 Kr.

Forvaltningens bemærkninger
Ingen bem. Vurderes at være indenfor rammen, at installere spots under broen."


Borgerdialog

Formanden foreslår, at lokaludvalget giver borgerne mulighed for at supplere listen med andre ønsker til tryghedsløft indenfor de rammer, Økonomiforvaltningen har opstillet. Det kan gøres ved, at lokaludvalget annoncerer i lokale medier, at man med mail eller via lokaludvalgets facebook kan komme med ønsker til tryghedsløft.

Økonomi

Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 6.000 kr.til med annoncering i lokale medier at gøre borgerne opmærksom på, at de har mulighed for at sende ønsker til tryghedsløft til lokaludvalget.Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Muligheden for at sende ønsker til tryghedsløft til lokaludvalget annonceres i lokale medier og omtales i lokaludvalgets nyhedsbrev samt på lokaludvalgets facebookside. I mødet den 28. september 2016 drøfter og beslutter lokaludvalget en bruttoliste med ønsker til tryghedsløft.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget afsatte en ramme på 6.000 kr. til med annoncering i lokale medier at gøre borgerne opmærksom på, at de har mulighed for at sende ønsker til tryghedsløft til lokaludvalget. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  2. Lokaludvalget godkendte den videre proces for projektet, der fremgår af løsningsafsnittet.
Til top