Mødedato: 31.05.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Skulptur på Børnehusbroen

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til et forslag om at opstille en skulptur på Børnehusbroen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter et forslag fra en lokal forening om at placere en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder på Børnehusbroen
  2. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger to lokaludvalgsmedlemmer til i samarbejde med foreningen og Billedkunstudvalget at arbejde videre med forslaget om en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder på Børnehusbroen.

Problemstilling

En lokal forening arbejder på at få opstillet en figur tæt ved Christianshavns Torv - på Børnehusbroen. En naturtro B&W-arbejder, der fra sin frokostpauseplads skuer meditativt ud over kanalen mod sin gamle arbejdsplads - Motorfabrikken på Christianshavn. (se bilaget).

Tanken er, at den er stillet op til Christianshavns 400 års jubilæum i august 2018.

Billedhuggeren Jens Galschiøtt har sagt ja til at lave den, men skal i gang så hurtigt som muligt efter sommerferien, hvis den skal være færdig til jubilæet.

Kommunens Billedkunstudvalg finder, at idéen om et lokalt forankret og identitetsskabende værk er sympatisk, men opfordrer forslagsstillerne og Christianshavns Lokaludvalg til at gå i dialog med Billedkunstudvalget med henblik på at skabe en proces, så det endelige værk får flere dimensioner samt få en drøftelse af værkets placering.

Teknik- og Miljøforvaltningen, der har ansvaret for de kommunale monumenter og skulpturer, har bedt lokaludvalget om et høringssvar.

Løsning

Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge har behandlet forslaget og udtaler:
Foreningen til opstilling af en skulptur af en B&W-arbejder har fremsendt et projekt til udtalelse. Københavns Kommunes Billedkunstudvalg er positivt indstillet overfor ideen. arbejdsgruppen synes, at skulpturen vil være en gevinst for Christianshavn med den kunstner (Jens Galschiøt) og på det sted (Børnehusbroen). Nogle mente dog, at skupturen skal placeres i den anden ende af broen (mod Overgaden neden Vandet), så arbejderen bedre kan kigge ned til fhv. B&W !

Formanden foreslår på den baggrund, at lokaludvalget drøfter forslaget fra foreningen og herunder drøfter placering af skulpturen. Endvidere foreslår formanden, at lokaludvalget udpeger et par tovholdere, som sammen med foreningen arbejder videre med forslaget i samarbejde med Billedkunstudvalget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Tovholderne afklarer med foreningen bag forslaget og Billedkunstudvalget, hvor skulpturen skal placeres og hvordan det endelige værk får flere dimensioner.  Lokaludvalget behandler sagen igen i mødet den 21. juni 2017.

 

Beslutning

Jette Arendrup og Lotte Barfod deltog ikke i behandling af sagen pga. inhabilitet.

 

 

  1. Lokaludvalget drøftede et forslag fra en lokal forening om at placere en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder på Børnehusbroen.
  2. På forslag fra Poul Cohrt besluttede lokaludvalget at meddele Teknik- og Miljøforvaltningen og Billedkunstudvalget, at lokaludvalget synes, at forslaget om en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder på Børnehusbroen.er en god idé, men at man skal passe på med at overintellektualisere projektet.
  3. Lokaludvalget besluttede at bede Jette Arendrup og Lotte Barfod om på vegne af lokaludvalget at arbejde videre med forslaget om en naturalistisk skulptur af en B&W-arbejder på Børnehusbroen i samarbejde med foreningen og Billedkunstudvalget.
Til top