Mødedato: 31.05.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.


Beslutning

CPH Village

To repræsentanter for CPH Village præsenterede deres studieboligprojekt, som skal ligge på Refshaleøen i nærheden af Margretheholm Havn. De oplyste bl.a.,

  • at de har lejemålet i 10 år.
  • at projektet vil være CO2-neutralt
  • at der opsættes 88 containere med ca. 170 boliger.
  • at hver container skal rumme to lejligheder, som deler toilet og bad.
  • at jorden er forurenet, hvorfor containerne vil stå hævet over jorden, så der er et ventileret lag mellem jord og container.
  • at projektet vil have to højder.
  • at de vil indbyde til et lokalt fællesskab med beboerne i området, i stil med aktiviteterne i Absalons Kirke på Vesterbro.
  • at boligerne lever op til kravene vedr. boligstøtte
  • at der flytter studerende ind inden udgangen af 2017
  • at de ønsker dialog med de lokale om projektet og også gerne formel støtte.

Elin Johansson svarede, at hun er for projektet, bl.a. fordi det kan aktivere området.

Refshalevej

En repræsentant for Christianias Naboer oplyste, at på en tryghedsvandring på Christiania, blev Refshalevej drøftet. Politiet og forvaltningen er åbne overfor ideen om at anlægge cykelsti og fortov på vejen, og der ser ud til at være plads på vejen til det, hvis man fjerner parkeringsmuligheden. Repræsentanten opfordrede lokaludvalget og kommunen til at gennemføre projektet, da mange på Margretheholm vil kunne få glæde af det. Refshalevej bør indrettes som stillevej.

Brændeovne på Christiania

En borger oplyste, at få af Christianias beboere har taget i mod et tilbud om at udfase deres brændeovne i forbindelse med byfornyelsesprojeket, hvori indgår at etablere en miljøvenlig varmekilde. Elnettet på Christiania er dårligt, så en varmepumpe-løsning som varmekilde er umuligt. Men problemet med brændeovne bliver større nu, hvor Børnebyen på Refshalevej åbner, da astma er et stort problem.

Sia Boesen svarede, at byfornyelsen på Christiania er sat i gang og der er fokus på udskiftning af varmekilde. Byens Fysisk i Teknik- og Miljøforvaltningen ved mere om det.

 

Skulptur på Børnehusbroen

En borger oplyste, at der er dannet en forening, som ønsker at opsætte en skulptur af en B&W-arbejder på Børnehusbroen. Den vil koste 350.000 kr. Dertil kommer udgiften til opstilling. Den vil være udført i beton og belagt med bronze. Håbet er, at den kan opstilles i 2018 i forbindelse med Christianshavns 400 års jubilæum, men det kræver fondsstøtte, ligesom foreningen vil skulle samarbejde med kommunens Billedkunstudvalg. Alle kan være medlem af foreningen. Lige nu er der 30 medlemmer.

 

Brændefyring på Christianshavn

En borger orienterede om et projekt, der skal dokumentere og gøre opmærksom på problemerne med brændefyring på Christianshavn. Han indledte med at påpege forskellige fejl i Skorstensfejerlaugets henvendelse til lokaludvalget, som fremgår af bilagene til punkt 3 på lokaludvalgets dagsorden for mødet den 31. maj 2017. Bl.a. stammer ultrafinepartikler ikke fra udlandet, men har en lokal kilde. Han oplyste, at en brændeovn forurener som en 10 år gammel lastbil uden partikelfilter og at de 16.000 brændeovne i Københavns Kommune forurener som al trafik i kommunen pr. år. Projektet, han vil gennemføre, kan udføres i 2018 med 50% støtte fra EU. Hensigten er at skabe lokal opmærksomhed, få udskiftet brændeovne med fjernvarme og efterisolere huse. Med projektet vil man kunne gøre resten af landet opmærksom på problemet og på løsningen.

Poul Nielsen svarede, at borgerens tilgang til problemstillingen er en blanding af politik, videnskab og religion og at andre videnskabsfolk har en mere nuanceret holdning til problemstillingen. Grundlaget for projektet er for løst og det bør ikke gennemføres. Lad folk have deres brændeovn i fred.

Mogens Holm svarede, at det er svært at gennemskue, hvad der er fakta og hvor stort problemet er, men at det skal tages alvorligt.

Sven Erik Brockdorff svarede, at tallene er rystende, men at han er uforstående overfor, at der skal en lokal løsning og ikke en statslig løsning til.

Erling Ekegren svarede, at brændefyring i haveforeningerne på Amager tæt ved Christianshavn er et problem, men at han savner information om virkningen af et tilsvarende projekt i Vanløse.

Jens B. Sørensen svarede, at pillefyr måske er løsningen, da de forurener mindre, men er en overkommelig udgift for ejere af brændeovne.

Jette Arendrup svarede, at hun ikke kan se formålet med projektet, nu da partnerskabsaftalen med Christiania indeholder en aftale om at etablere en alternativ varmekilde.

Lotte Barfod svarede, at det er et kendt problem, hvorfor hun ikke forstår formålet med projektet og hvad lokaludvalget skal gøre.

Poul Cohrt svarede, at mange brændeovne stort set ikke bruges og derfor ikke forurener, samt at der i forvejen findes meget dokumentation for virkningerne af brændefyring.

Lederen af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Marianne Spang Bech, svarede, at der kan være behov for en beskrivelse af projektet samt en yderligere dialog, hvorfor det med fordel kan tages ind i årsplanen for det lokale miljøarbejde for 2018.

Til top