Mødedato: 31.01.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Erfaringer med tilpasning af lokaludvalg

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen om erfaringer med tilpasning af lokaludvalg.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om erfaringer med tilpasning af lokaludvalg. Forslaget til høringssvar fremgår af bilaget.

 

Problemstilling

Ved brev af 13. december 2023 har Økonomiforvaltningen, Borgerrepræsentationens Sekretariat bedt lokaludvalgene om høringssvar vedr. erfaringer med tilpasning af lokaludvalgene.

Baggrunden for høringen er Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 4. november 2021 om en række tilpasninger af lokaludvalgenes administrationsgrundlag. Formålet var at tilvejebringe de bedst mulige og tidssvarende vilkår for lokaludvalgenes arbejde med københavnerinddragelse og repræsentativitet inden for den eksisterende økonomiske ramme for lokaludvalg.

Gruppeformandskredsen har på sit møde den 6. maj 2022 besluttet, at de gerne vil have en tilbagemelding på erfaringerne med det nye tiltag vedr. nedsættelse af lokale repræsentantskaber, der skal godkende og løbende evaluere lokaludvalgenes bydelsplaner.

Høringen drejer sig om fire delelementer af tilpasningen:

  1. Forvaltningernes tidlige inddragelse og høring
  2. Valg til lokaludvalg
  3. Bydelsplansarbejdet
  4. Lokale repræsentantskaber

Borgerrepræsentationens Sekretariat beder om lokaludvalgenes erfaringer med hver af de fire områder: Hvad har virket/virker godt? Hvad har været/er svært? Hvad kunne lokaludvalget tænke sig at gøre anderledes/afprøve fremadrettet?

I høringsbrevet gøres opmærksom på, at der ikke er efterspurgt en ny tilpasning af lokaludvalg fra politisk side, hvorfor sekretariatet beder om lokaludvalgets gode erfaringer og forslag inden for mulighederne af det eksisterende administrationsgrundlag.

Løsning

En arbejdsgruppe med lokaludvalgsmedlem Gert Vincent som tovholder har udarbejdet et udkast til høringssvar. Udkastet til høringssvar ses i bilaget, hvortil der er udarbejdet et underbilag med erfaringerne opstillet i skemaform.

De væsentligste konklusioner og anbefalinger i høringssvaret er:

  • Forvaltningerne håndterer høringer meget forskelligt. Vi hører mest fra Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen.
  • Kultur- og Fritidsforvaltningen er svære at komme i reel dialog med.
  • En tættere dialog på udførende niveau fra Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen efterspørges.
  • Indfør en årlig dialog med forvaltningerne (på højt niveau, f.eks. direktion) med status på samarbejdet
  • Suppleantordningen er problematisk og bør ændres til en ordning med personlige suppleanter.
  • Valggrupperne bør afskaffes.
  • Giv alle borgere stemmeret til valg til lokaludvalgene og afhold valget sammen med valg til Borgerrepræsentationen.
  • Uklart om bydelsplanerne anvendes proaktivt i forvaltningernes planlægning.
  • Bydelsplanerne bør have en plads i kommunens budgetprocesser, og hvis forslag ikke tilgodeses i budgettet, skal det begrundes.
  • Repræsentantskabet bør droppes, da der ikke opleves, at det giver værdi. Ressourcerne anvendes bedre til at gennemføre borgerdialog.

Det foreslås, at høringssvaret godkendes.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender det endelige høringssvar til Økonomiforvaltningen, Borgerrepræsentationens Sekretariat.

På baggrund af lokaludvalgets høringssvar udarbejder Økonomiforvaltningen en orientering til Gruppeformandskredsen om erfaringerne inden for de fire fokusområder, som forventes behandlet inden sommerferien 2024. Der vil blive lagt særligt vægt på lokale repræsentantskaber, som kredsen specifikt har bedt om.

Herefter drøfter forvaltningen relevante pointer med de fagforvaltninger og kontorer, der er indgået samarbejdsaftaler med, med henblik på evt. justeringer i samarbejdet i løbet af efteråret 2024. Den samlede erfaringsopsamling vil desuden indgå i Borgerrepræsentationens sekretariatets planlægning af ny proces for valg til og modtagelse af nye lokaludvalg i 2026.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om, at der i fortsættelse af linje 88-89 skal være en bemærkning om, at med personlige suppleanter vil der være bedre mulighed for lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter til mødeforberedelse og afstemning af synspunkter, da de kan være i kontakt med hinanden om dagsordenen forud for et møde i lokaludvalget.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at overskriften "Digitale valg" erstattes med "Valg til lokaludvalg".

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at linje 28-30 formuleres: "Lokaludvalget vil anbefale, at KFF i meget højere grad inddrager lokaludvalgene tidligere og begrunder eventuelle fravalg, og at KFF bruger samme processer som ØKF og TMF."

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret med de tiltrådte ændringsforslag samt at skemaet vedlægges som bilag.

Til top