Resultat af lokaludvalgets undersøgelse om sociale- og sundhedsmæssige forhold på Christianshavn
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter resultatet af lokaludvalgets spørgeskemaundersøgelse om sundhed og trivsel på Christianshavn
- at Christianshavns Lokaludvalg tager undersøgelsen til efterretning.
Problemstilling
Lokaludvalgets spørgeskemaundersøgelse om sundhed, trivsel og sociale forhold på Christianshavn blev gennemført i perioden den 8.- 18. december 2023. Borgerne kunne enten via et åbent link på lokaludvalgets hjemmeside eller via borgerpanelet besvare spørgeskemaet. Undersøgelsen blev besvaret af i alt 398 borgere.
Formålet med undersøgelsen var, at:
- Sætte fornyet fokus på sociale forhold, sundhed og trivsel på Christianshavn
- Spore lokaludvalget ind på bydelens problemstillinger vedr. sociale forhold, sundhed og trivsel, og christianshavnernes interesse herfor
- Få input og ideer til eventuelle indsatsområder, som lokaludvalgets arbejdsgruppe kan arbejde videre med
- Indhente lokale bidrag til en kortlægning af bydelens aktører, der arbejder med sociale- og sundhedsmæssige forhold.
Det er planen, at lokaludvalgets arbejdsgruppe om sociale forhold, sundhed og omsorg skal arbejde yderligere med undersøgelsen. Med afsæt i undersøgelsen vil arbejdsgruppen lægge sig fast på hvilke aktiviteter og fokusområder, den vil arbejde med i 2024.
Lokaludvalget har i mødet den 31. januar 2024 mulighed for at kommentere på undersøgelsens resultater, før arbejdsgruppen tager hul på deres næste drøftelse af undersøgelsen. Til det formål har sekretariatet udarbejdet en sammenfatning af nogle af undersøgelsens resultatet.
- Sammenfatningen ses i bilag 1.
- En overordnet rapport af undersøgelsen ses i bilag 2.
- En mindre rapport, der sammenligner besvarelser på tværs af alder og køn ses i bilag 3.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget drøfter undersøgelsens resultater og tager undersøgelsen til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
lokaludvalgets arbejdsgruppe om sociale forhold, sundhed og omsorg arbejder yderligere med undersøgelsen i kommende arbejdsgruppemøder. Arbejdsgruppen vil forsøge at konkludere på følgende forhold og eventuelle øvrige spørgsmål eller bemærkninger som opfølgning på lokaludvalgets drøftelse af undersøgelsen:
1) Christianshavns behovet for fysiske aktiviteter inde, som ude
2) Lokale behov som evt. kan blive til forslag til aktiviteter til det eventuelle aktivitetscenter
3) Fremkommelighed
4) Støjkilder: Hvor og hvad?
5) Aldersgrupper: Hvor er der forskelle og ligheder?
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede resultatet af lokaludvalgets spørgeskemaundersøgelse om sundhed og trivsel på Christianshavn. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
- Man kan spørge, om antallet af deltagere i undersøgelsen er tilstrækkeligt højt til, at undersøgelsen er repræsentativ.
- Spørgeskemaet var for kompliceret.
- Det videre arbejde med undersøgelsens resultater kan føre til, at lokaludvalget udarbejder en social bydelsplan, sådan som Amager Øst Lokaludvalg har gjort.
- Antallet af deltagere i undersøgelsen er forholdsvis højt.
- Når man både kan besvare spørgeskemaet som medlem af borgerpanelet og via en hjemmeside, bliver det tilfældige resultater, som kommer ud af undersøgelsen.
- Spørgeskemaet var for langt.
- Man kan ikke konkludere entydigt på svarene.
- Man kan ud af resultaterne læse, at der i højere grad lægges vægt på muligheden for at være fysisk aktiv end at være social aktiv. Det bør der kigges på.
- Sidste sætning på side 3 i opsamlingen stemmer ikke overens med første sætning på side 4.
- Undersøgelsens resultater kan ikke bruges til så meget. Det er spredt fægtning.
- Undersøgelsen er en begyndelse for et område, som skal opdyrkes af lokaludvalget.
- Lokaludvalget tog undersøgelsen til efterretning, idet arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg arbejder videre med undersøgelsesresultaterne.