B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, januar 2024
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden det seneste lokaludvalgsmøde til efterretning.
Problemstilling
Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.
Løsning
1. Glatførebekæmpelse ved Sofiegården
Med mail den 6. januar 2024 skrev en borger, at fortovene ved kollegiet i Sofiegade ikke er ryddet/saltet/gruset og derfor er spejlblanke, superglatte og farlige at gå på. Hun spurgte, om der er en ejendomsmester for kollegiet.
Sekretariatet svarede den 10. januar 2024, at det fremgår af Sofiegårdens hjemmeside, at man skal kontakte administrationsselskabet FA09, hvis man har spørgsmål om Sofiegården.
Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 19. januar 2024, at forvaltningen salter og rydder for sne på de kommunale cykelstier og vejbaner. Det er grundejernes ansvar at glatførebekæmpe på fortovene ud for deres matrikler. Sofiegården er en selvejende institution, så derfor må forvaltningen henvise til administrationsselskabet FA09.
2. Budgetønske om at anlægge diger mellem Refshalevej og vandet
Med mail den 22. december 2023 foreslog en borger, at der til lokaludvalgets budgetønsker tilføjes et ønske om, at der anlægges diger mellem Refshalevej og vandet. Han påpeger, at hvis vandet stiger bare en smule mere, vil det trænge ind i boligerne på Christiania.
Sekretariatet har oplyst ham om, at lokaludvalget vedtog sin ønskeliste til Budget 2025 den 20. december 2023. Sekretariatet har sendt ønsket videre til lokaludvalgets forretningsudvalg og til Stormflodssikringsgruppen med henblik på en vurdering af, om forslaget skal med på en kommende ønskeliste.
3. Kiosken på Christianshavns Torv
Med mail den 20. december 2023 spurgte en borger om, hvad der sker med kiosken på Christianshavns Torv. Hun oplyste, at kiosken i måneder har stået ubrugt med lys på og med gamle fødevarer, herunder mælk.
Sekretariatet bad Økonomiforvaltningen om at svare.
Økonomiforvaltningen svarede, at kioskbygningen på Christianshavns Torv er udlejet, hvorfor det ikke er Københavns Kommune, som står for den daglige drift af ejendommen. Økonomiforvaltningen vil kontakte lejer med henblik på en afklaring af de nuværende forhold i bygningen.
4. Samarbejde og rundvisning på Kulturskibet Illutron
Med mail den 20. december 2023 præsenterede Illutron sit nye projektforslag for Kulturskibet Illutron på Refshaleøen, som et evt. grundlag for et videre samarbejde med lokaludvalget. Illutron vil gerne have lokaludvalgets input til, hvordan projektet og samarbejdet kan udvikles, og inviterer til et møde og rundvisning på Kulturskibet Illutron.
Illutron er i proces med at få den nødvendige bevilling til en ombygning og lovliggørelse af projektet.
Projektforslaget kan tilgås her: e3342a44-505c-4dac-916a-c8a57c82f9a3-bilag-1_0.pdf (kk.dk)
Sekretariatet har sendt henvendelsen videre til arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Børn, Unge og Fritid. Arbejdsgruppen har drøftet henvendelsen og taget imod invitationen.
Arbejdsgruppen planlægger at mødes med Illutron den 15. april 2024.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden det seneste lokaludvalgsmøde til efterretning.