Mødedato: 31.01.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Christianshavnermøde om kulturcenter på Papirøen

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at stå for et Christianshavnermøde om planerne om et kulturcenter på Papirøen, hvori indgår mulighed for flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter at stå for et Christianshavnermøde den 8. februar 2018 om planerne om et kulturcenter på Papirøen, hvori indgår mulighed for flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 5.000 kr. til annoncering af Christianshavnermødet.

Problemstilling

Den 22. januar 2018 drøftede lokaludvalgsformand Poul Cohrt og lokaludvalgsmedlem Ruth Plougaard status på planerne om at få kulturcenteret Fotografiska til Papirøen med direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen Thomas Jakobsen. I planlægningen indgår muligheden for at flytte Christianshavns Bibliotek ind i kulturcenteret.

Parterne aftalte at holde et offentligt møde, hvor borgerne får præsenteret projektet. Borgernes bemærkninger om fordele og ulemper ved projektet overvejes i den videre planlægning.

Løsning

Den 24. januar 2018 godkendte lokaludvalgets forretningsudvalg aftalen om det offentlige møde og besluttede at iværksætte annoncering af det.

Christianshavnermødet holdes i Hal C den 8. februar 2018 kl. 19.30-21.30. På mødet vil Kultur- og Fritidsforvaltningen og Fotografiska præsentere projektet, hvorefter der vil blive lagt op til en åben drøftelse af det.

Fotografiska

Af Fotografiskas hjemmeside fremgår det, at Fotografiska i Stockholm er en international mødeplads om og for fotografi. Der er koncerter, man kan spise og drikke godt, tage et fotokursus eller arrangere en event eller en konference i et kreativt miljø.

Link til Fotografiska i Stockholm:
http://fotografiska.eu/

Økonomi

Christianshavnermødet den 8. februar 2018 vil blive annonceret i et lokalt medie, der udkommer den 1. februar 2018. Det koster knap 2.000 kr. Det er planen at annoncere for yderligere 3.000 kr. i et andet lokalt medie, der udkommer den 7. februar 2018. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen betaler leje af mødelokale samt mødeforplejning.

Videre proces

Afhænger bl.a. af drøftelsen på Christianshavnermødet den 8. februar 2018.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at stå for et Christianshavnermøde den 8. februar 2018 om planerne om et kulturcenter på Papirøen, hvori indgår mulighed for flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen.
  2. Lokaludvalget afsatte en ramme på 5.000 kr. til annoncering af Christianshavnermødet.
Til top