Mødedato: 31.01.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?

Christianshavns Lokaludvalg skal på baggrund af medlemsforslag fra Tage Henningsen træffe beslutninger om, hvordan det skal gribe sagen "Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?" an.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalget behandler sagen "Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?" i sit møde den 21. marts 2018; dette på forslag fra lokaludvalgsmedlem Tage Henningsen, jf. afsnittet "Problemstilling"
  2. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter Tage Henningsens forslag: "Den igangværende proces (...), hvor arbejdsgrupper o.a. kommer med forslag til forbedringer ønsket udvidet med følgende: Koncentreret liste over eksisterende tilbud fra kommunen, private, frivillige og vore 2 kirker."

Problemstilling

Medlemsforslag fra Tage Henningsen:

  • Efter aftale med vor sekretær Christian foreslås, at fristen udsættes til 12 marts og indgår i mødeindkaldelsen til lokaludvalgsmødet 21 marts.Ved sidste lokaludvalgsmøde blev det vedtaget, at det er arbejdsgrupperne, der skal samle forslagene. Medlemmer, der ikke er medlemmer af en arbejdsgruppe skal naturligvis have samme mulighed.  Dette kan ske ved henvendelse til Christian og eventuelt Mark Winthrop fra Christianshavn Seniorråd.

  • Den igangværende proces med afleveringsfrist 12 marts, hvor arbejdsgrupper o.a. kommer med forslag til forbedringer ønsket udvidet med følgende:  Koncentreret liste over eksisterende tilbud fra kommunen, private, frivillige og vore 2 kirker. Der er allerede kommet over 20 forslag til forbedringer.

 

Bemærkninger og beslutninger den 20. december 2017

På forslag fra Tage Henningsen drøftede lokaludvalget i mødet den 20. december 2017 forholdene for de ældre på Christianshavn.

Fra referatet:

1. Lokaludvalget drøftede, hvordan Christianshavn kan blive bedre for de mange gamle i bydelen, jf. medlemsforslaget der ses i afsnittet "Problemstilling". Der var følgende bemærkninger:

  • Hjemmehjælpen ser ingen grund til at tage brochurer fra Seniorklubben med ud til de gamle. De er sengeliggende og kan ikke deltage i Seniorklubbens aktiviteter. Er målsætningen om ”Længst mulig i eget hjem” i orden, hvis folk har det dårligt hjemme?
  • Beskyttede boliger er blevet nedlagt og der er ingen plejeboliger på Christianshavn. Så hvis man skal i plejebolig, mister man sit netværk i bydelen. Man bør genindføre muligheden for at bo i beskyttede boliger og der bør oprettes et plejehjem på Christianshavn.
  • Der er en stor gruppe aktive ældre. Hvis de bliver syge, kan de komme på aflastningshjem, men aflastningshjemmene er bakteriefyldte. De ældre skal derfor holde sig fra at komme på aflastningen.
  • Christianshavn er knyttet til sundhedshuset på Østerbro, men christianshavnerne har også mulighed for at benytte sundhedshuset på Amager. Imidlertid orienterer kommunen ikke om denne mulighed.
  • Socialdemokratiet ønsker seniorbofællesskaber, men hvor er det i praksis muligt at indrette sådanne?
  • Socialdemokratiets ældrepolitik, som der refereres til i medlemsforslag, handler ikke om Christianshavn specifikt. Der er behov for målsætninger på ældreområdet for Christianshavn.
  • Voldboligerne har 130-140 beboere.
  • Der er ca. 80 aktive i Christianshavns Seniorklub.
  • Der skal være en ordentlig kollektiv trafik, så de ældre kan komme rundt.
  • Ældreområdet er med i Christianshavns bydelsplan, men visionerne og ønskerne i bydelsplan skal operationaliseres.
  • Nogle ældre får privat hjemmehjælp.
  • Socialdemokratiet har haft magten til at gennemføre den ældrepolitik, som partiet fremlagde op til kommunevalget. Hvorfor er forslagene ikke gennemført før?
  • Er opsætning af københavnerbænke en del af løsningen på ældreområdet?
  • Tilgængelighed prioriteres ikke i København, sådan som det fx gør i Malmø og i Barcelona. Der skal være direkte adgang til butikker, barer, offentlige bygninger og busser mm. for dårligt gående, herunder rollator-brugere.
  • Beskyttede boliger er sekunda-plejehjem.
  • Det er væsentligt med aflastningsboliger, da folk ikke er raske, når de er færdigbehandlet på hospitalet. Plejen kan ske på aflastningen.
  • Christianshavns Beboerhus er ikke tilgængelig for dårligt gående, da liften sjældent virker.
  • Der er ingen aflastningsboliger på Christianshavn.
  • I seniorbofællesskaber kan de ældre hjælpe hinanden.

2. Lokaludvalget stemte om et forslag fra Tage Henningsen og Poul Cohrt om, at lokaludvalgets arbejdsgrupper skal komme med forslag til lokaludvalgets møde den 31. januar 2018 om, hvordan man fremover kan gøre Christianshavn bedre for de gamle, idet arbejdsgruppernes forslag skal tage udgangspunkt i ovennævnte bemærkninger samt i Christianshavns Bydelsplan 2017.

For stemte 11 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 1 lokaludvalgsmedlem.
6 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget godkendt, at lokaludvalgets arbejdsgrupper skal komme med forslag til lokaludvalgets møde den 31. januar 2018 om, hvordan man fremover kan gøre Christianshavn bedre for de gamle, idet arbejdsgruppernes forslag skal tage udgangspunkt i ovennævnte bemærkninger samt i Christianshavns Bydelsplan 2017.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager til efterretning, at lokaludvalget skal behandle sagen "Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?" i sit møde den 21. marts 2018, idet det bemærkes, at flere arbejdsgrupper allerede har drøftet sagen. Se referaterne fra arbejdsgrupperne i sagen på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 31. januar 2018 "Orientering fra arbejdsgrupperne mv."

Derudover foreslår formanden, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om der i det videre arbejde skal indgå en koncentreret liste over eksisterende tilbud til ældre fra kommunen, private, frivillige og kirkerne. I givet fald skal lokaludvalget beslutte, hvem der udarbejder listen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget behandler sagen "Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?" i sit møde den 21. marts 2018.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog til efterretning, at det behandler sagen "Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?" i sit møde den 21. marts 2018.
  2. Lokaludvalget godkendte følgende forslag fra Tage Henningsen: "Den igangværende proces (...), hvor arbejdsgrupper o.a. kommer med forslag til forbedringer ønsket udvidet med følgende: Koncentreret liste over eksisterende tilbud fra kommunen, private, frivillige og vore 2 kirker."
  3. På forslag fra Tage Henningsen bad lokaludvalget arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg om at arbejde videre med sagen.
Til top