Mødedato: 30.11.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Puljeansøgninger, november 2016

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til tre ansøgninger om støtte.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. At Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til Christianshavns Karateklub om 10.000 kr. af 2016-puljen og 6.000 kr. af 2017-puljen, i alt 16.000 kr. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 24.000 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
  2. At Christianshavns Lokaludvalg giver Shock tilsagn om 7.000 kr. af lokaludvalgets 2016-pulje til galemandsbanko med musikalske oplevelser og underholdning.
  3. At Christianshavns Lokaludvalg giver Sofiebadet tilsagn om 8.000 kr. af lokaludvalgets 2016-pulje til afholdelse af koncerten Ear Sound Scape.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget tre ansøgninger om støtte.

Løsning

1. Fysisk og psykisk selvforsvar for piger og kvinder

Christianshavns Karateklub søger om 24.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til et kursusforløb i selvforsvar for piger og kvinder, der aholdes i CIK i Bådsmandsstræde i perioden 5. december 2016 til 20. februar 2017. Projektet fokuserer på forebyggelse af voldtægt og har forløb på tre niveauer, der indeholder en praksisdel med selvforsvar og en teoridel med fokus på at aflæse potentielle modstandere. Kurserne udbydes offentligt, men ansøgeren samarbejder med CIK og kommunens projekt Vilde Liv på Christiania om deltagere til kurserne, ligesom man er i kontakt med Kofoeds Skole samt to skoler på Amager. Den eventuelle støtte fra lokaludvalget vil blive anvendt til forplejning, PR, tryk/materialer, transport og rekvisitter til brug i undervisningen.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, identitetsstøttende og udviklende, styrker Christianshavns sociale og kulturelle ressourcer og samler borgerne på tværs af sociale og etniske forskelle. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Arbejdsgruppens anbefaling

Arbejdsgruppen fandt formålet med kurserne ædelt og støtteberettiget. Forslag: 10.000 kr. i 2016 og 6000 kr. i 2017 (og ikke hele det ansøgte beløb). Ansøgeren må selv fordele midlerne, idet vi dog bemærker, at både annonceudgifter og transport ser meget store ud.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til Christianshavns Karateklub om 10.000 kr. af 2016-puljen og 6.000 kr. af 2017-puljen, i alt 16.000 kr. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 24.000 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

 

2. Galemandsbanko

Shock søger om 7.000 kr. af lokaludvalgets 2016-pulje til et arrangement for christianshavnere i Christianshavns Beboerhus torsdag den 29. december 2016. Galemandsbanko kombinerer bankospil med musikalske oplevelser og underholdning. Formålet er, at christianshavnere kan møde andre beboere fra bydelen og dermed styrke det lokale netværk. Den eventuelle støtte fra lokaludvalget vil blive anvendt til leje af lokaler og lydanlæg.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet vurderer, at arrangementet er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, identitetsstøttende, lokalkulturelt bevarende, styrker Christianshavns sociale og kulturelle ressourcer, samler borgerne på tværs af sociale og etniske forskelle og styrker sammenhængen mellem de forskellige boligområder i bydelen. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.

Arbejdsgruppens anbefaling

Vi anser arrangementet for samlende og sjovt, og det har en ung og blandet målgruppe, støtte:7000kr. (hele det ansøgte).

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Shock tilsagn om 7.000 kr. af lokaludvalgets 2016-pulje til galemandsbanko med musikalske oplevelser og underholdning.

 

3. EAR SOUND SCAPE III

Sofiebadet søger om 8.000 kr. af 2016-puljen til afholdelse af koncerten Ear Sound Scape i Sofiebadet d. 11. december 2016. Ear Sound Scape har fokus på innovative møder imellem komponister og instrumentalister og opførelse af lydkunst, og der opføres værker af de tre komponister Maria Laurette Friis, Jakob Riis og Jørgen Teller. Den eventuelle støtte fra lokaludvalget skal sammen med støtte fra Oticon og DJBFA og fra entre- og barindtægter anvendes til honorarer, koncertomkostninger, PR og salgsomkostninger, administration og transport.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet vurderer, at arrangementet er bydelsrelateret, dialogskabende, identitetsudviklende, lokalkulturelt udviklende og styrker Christianshavns kulturelle ressourcer. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.

Arbejdsgruppens anbefaling

Arbejdsgruppen ønsker at støtte med det fulde beløb 8.000 kr., da vi finder musikarrangementet anderledes og nyskabende.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Sofiebadet tilsagn om 8.000 kr. til afholdelse af koncerten Ear Sound Scape.

Økonomi

Lokaludvalget har i 2016 afsat 240.000 kr. til puljeansøgninger, men har endnu intet budget for 2017-puljen. Foreløbig er der disponeret  176.413,38 kr. af 2016-puljen og 9.075 kr. af 2017-puljen..

Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 25.000 kr. af 2016-puljen og 6.000 kr. af 2017-puljen.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling med ansøgningerne.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give tilsagn til Christianshavns Karateklub om 10.000 kr. af 2016-puljen og 6.000 kr. af 2017-puljen, i alt 16.000 kr., til et kursusforløb i selvforsvar for piger og kvinder. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 24.000 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
  2. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Shock tilsagn om 7.000 kr. af lokaludvalgets 2016-pulje til galemandsbanko med musikalske oplevelser og underholdning. På forslag fra Poul Nielsen gives støtten som en underskudsgaranti.
  3. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Sofiebadet tilsagn om 8.000 kr. af lokaludvalgets 2016-pulje til afholdelse af koncerten Ear Sound Scape III.
    På forslag fra Poul Cohrt besluttede lokaludvalget at gøre ansøgeren opmærksom på muligheden for at søge Københavns Kommune om støtte til musikarrangementer.

Til top