Mødedato: 30.10.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Offentligt temamøde om turisme

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om

  1. At Christianshavns Lokaludvalg drøfter interessen for at afholde et offentligt temamøde om turisme. I givet fald:
  2. At Christianshavns Lokaludvalg vælger 2-3 lokaludvalgsmedlemmer og/eller suppleanter til at planlægge mødet.

Problemstilling

Regeringen har lanceret en ny turismestrategi med initiativer, der sigter mod at fremme turismen i Danmark og samtidig sikre, at flere turister vælger at besøge Danmark. Strategien fokuserer blandt andet på at tiltrække flere turister uden for højsæsonen og øge lokalbefolkningens opbakning til turisme. 

Yderligere information om strategien kan findes her: 
https://www.blkm.dk/aktuelt/singlevisning/regeringen-saetter-ambitioes-retning-for-turismen-i-danmark-med-ny-strategi.

Wonderful Copenhagen har også lanceret en turismestrategi i år:
https://www.wonderfulcopenhagen.dk/wonderful-copenhagen/om-os/strategi

På det seneste møde i Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen blev regeringens turismestrategi drøftet, herunder oplevelsen af turisme på Christianshavn. Arbejdsgruppen mener, at en offentlig debat om turisme er relevant og ønsker at undersøge lokaludvalgets holdning hertil. Hvis interessen er til det, søger de 2-3 lokaludvalgsmedlemmer og/eller suppleanter, som vil planlægge et offentligt temamøde om turisme.

Det offentlige møde kan for eksempel omfatte

  • Samarbejde med et andet lokaludvalg
  • Involvering af Kulturens Analyseinstitut
  • Inddragelse af turismeforskere og anden faglig ekspertise
  • En åben diskussion om lokale forhold, evt. med erfaringer og udfordringer fra Christiania
  • En drøftelse af mulighederne for forbedring og spredning af turisme

Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om turisme kan være et relevant tema til en Københavnersamling jf. https://kobenhavntaler.kk.dk/da-DK/folders/kobenhavnersamlingen-2024.

Lokaludvalget har senest drøftet turisme på sit møde den 30.august 2023. Læs mere om drøftelsen her: Indførelse af turistskat i København | Københavns Kommune.

Løsning

Christianshavns Lokaludvalg drøfter interessen for at afholde et offentligt temamøde om turisme. Christianshavns Lokaludvalg vælger i givet fald 2-3 lokaludvalgsmedlemmer og/eller suppleanter, som skal stå for at planlægge mødet.

Økonomi

Beslutter lokaludvalget, at der skal holdes et offentligt møde om turisme skal der i et senere lokaludvalgsmøde afsættes penge til det. Mødet skal konkretiseres, før der kan gives et overslag på økonomien.  

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.  

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, om der er interesse for at afholde et offentligt temamøde om turisme. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen fra lokaludvalgets medlemmer:
    • Mødet kan inkludere lokaludvalgets politikker vedr. turisme. Mødet kan være med oplæg fra fagfolk og/eller baseres på statistikker og erfaringer.
    • Der er forskel i de københavnske bydele på, hvordan man ser på turisme. Indre By og Christianshavn er mest berørt af turismen, hvorfor der her en tendens til at opfatte turismen som noget negativt.
    • Turismen bør spredes ud. En turistskat kan medvirke til dette.
    • "Copenhagen, All Inclusive, Hovedstadens Turisme 2024-2030" fra Wonderful Copenhagen er kun hensigtserklæringer med en række mål. Den indeholder intet om, hvordan man opnår målene. Målene er gode nok.
    • Lokaludvalgets turismemøde skal have en lokal indgangsvinkel. Der skal ses på, hvordan lokale problemstillinger løses. Dem, der står for turistattraktionerne på Christianshavn, kan inddrages.
    • Der vil være konsekvenser for mange, hvis turismen reguleres.
    • Der skal ikke bygges flere hoteller i Indre By og på Christianshavn.
    • Turistattraktioner i andre bydele har haft negative oplevelser med turismen og har taget konsekvensen af det ved at sætte en grænse for antal turister, fx. Grundtvigskirken på Bispebjerg og Rundetårn i Indre By.
    • Turister opholder sig i gennemsnit 2,8 dage i København, hvilket kan være en årsag til, at de hovedsageligt opholder sig i Indre By og på Christianshavn.
    • Turister på cykel er til fare for sig selv og andre.
    • Turisterne kommer ikke i kontakt med de lokale, sådan som "Copenhagen, All Inclusive, Hovedstadens Turisme 2024-2030" ellers lægger op til.
    • København sælges som en tryg og grøn by, kan man læse i forskellige guidebøger. Det er Københavns image.
    • I "Copenhagen, All Inclusive, Hovedstadens Turisme 2024-2030" skriver man "Paris-aftalens 2-graders målsætning". Det er en fejl. Målsætningen er 1,5 grader.
    • "Copenhagen, All Inclusive, Hovedstadens Turisme 2024-2030" forholder sig ikke til eventindustrien. 
    • Turisme giver jorden problemer, eftersom turisme er en klimabelastning. Det gælder fx. flyrejser.

  2. Lokaludvalget valgte Erik Rasmussen, Bent Christoffersen og Charlotte Frejlev Andersen til at planlægge mødet. De udarbejder et oplæg om mødet til godkendelse i lokaludvalget.
Til top