B-sag: Høringssvar om Holmen II tillæg 8 - lokalplanforslag
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om Holmen II tillæg 8 - lokalplanforslag, der ses i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen offentliggjorde den 10. oktober 2024 Holmen II tillæg 8 - lokalplanforslag på Bliv Hørt-portalen. Der er svarfrist den 14. november 2024.
Lokalplanen har til formål at imødekomme ejers ønske om at anvende stueetagen i bygningen på Galionsvej 41 til café med tilhørende udeservering. Planforslaget er udarbejdet som et tillæg til lokalplan 331 Holmen II, der fastlægger området til serviceerhverv og offentlige formål. Café med udeservering er en tilføjelse til de allerede gældende anvendelsesmuligheder, og lokalplantillægget vil derfor gælde sammen med lokalplanlokalplan 331 Holmen II med tillæg 1.
Link til Bliv Hørt-portalen: https://blivhoert.kk.dk/hoering/holmen-ii-tillaeg-8-lokalplanforslag-0
I mødet den 25. september 2024 besluttede lokaludvalget et høringssvar til den indledende høring om tillæg 8 til lokalplan 331 Holmen II. Nedenstående forslag til høringssvar er identisk med høringssvaret, som lokaludvalget besluttede den 25. september 2024.
Løsning
Forslag til høringssvar:
"Christianshavns Lokaludvalg takker for muligheden for at fremsætte bemærkninger i forbindelse med plansagen om Mærsehuset på Galionsvej 41.
Lokaludvalget har på nuværende tidspunkt ingen bemærkninger til substansen i sagen.
Men det undrer, at spørgsmålet om etablering af café og udeservering først sendes i høring nu, når begge aktiviteter har været i drift fra adressen i en længere periode. Er der en forklaring på dét?
Med venlig hilsen
Asbjørn Kaasgaard,
forperson i Christianshavns Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på Bliv Hørt-portalen.