Opstilling af midlertidig mast i Knippelsbrogade
Indstilling
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender bemærkningerne til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. en dispensation fra lokalplan nr. 183 – 3 "B&W området ved Christianskirken" til etablering af en midlertidig mast i Knippelsbrogade, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Naboorientering
Den 10. oktober 2019 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen en naboorientering til beboere, ejere, lejere eller repræsentanter for en virksomhed, der kan blive berørt af et projekt om midlertidig flytning af 3 antenner, der er placeret på Ørkenfortet, Strandgade 7, til Knippelsbrogade.
Forvaltningen vil gerne høre om, hvordan de mener, at projektet vil påvirke området, da det kræver en dispensation fra lokalplan nr. 183 – 3 "B&W området ved Christianskirken".
Fristen for at komme med bemærkninger til projektet er den 31. oktober 2019.
Projektet
I forbindelse med renoveringen af Ørkenfortet, skal de tre mobilantenner, som i dag er placeret på taget, flyttes midlertidigt.
Der etableres en midlertidig gittermast mod havnen i Knippelsbrogade. Masten placeret ud for skurbyen og inden for byggepladshegnet. Gittermasten monteres på et nedgravet fundament på ca. 3x3 m og har en højde på 44 m. Placeringen er valgt efter mindst mulig gene og synlighed for beboerne i området.
Antennerne skal være placeret på masten, mens renoveringen står på, og vil derefter blive flyttet tilbage til sin oprindelige placering. Masten vil herefter blive nedtaget.
Dispensation
Området er omfattet af lokalplan 183-3 "B&W-området ved Christianskirken" og forudsætter dispensationer fra § 6, stk. 3, idet masten overskrider den tilladte højde på 18 m.
Teknik- og Miljøforvaltningen går ind for en midlertidige placering af masten og antennerne i Knippelsbrogade, idet antennerne er nødvendige for kommunikation i området, herunder af samfundsmæssig betydning samt at masten placeres under hensyntagen til omgivelserne. Teknik- og Miljøforvaltningen lægger desuden vægt på, at der er tale om en midlertidig konstruktion, der vil blive nedtaget, når antennerne kan flyttes tilbage til deres oprindelige placering.
Løsning
Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen foreslår, at lokaludvalget sender følgende bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen:
"Teknik- og Miljøforvaltningen sendte den 10. oktober 2019 en naboorientering til Christianshavns Lokaludvalg. Naboorienteringen vedrører en 44 meter antennemast, der midlertidigt i 2 år søges placeres mod havnen mellem Ørkenfortet og Nordea.
Lokaludvalget har følgende bemærkninger og spørgsmål:
1. Naboorientering refererer til lokalplan nr. 183, tillæg nr. 3.
Bemærkning: Antennemasten ansøges placeres udenfor lokalplanområdet.
2. Det fremgår af lokalplan nr. 183 tillæg nr. 3, § 6, stk. 4, at bygningshøjden på Ørkenfortet højst må være 33 meter, eksklusiv teknik og trappetårn. Efter § 7, stk. 5, skal anlæg og installationer oven på tag udformes således, at de fremtræder som en integreret del af bygningens arkitektur og højden på disse må højst være 2 meter.
Bemærkning: Hvorfor skal antennemasten være 44 meter høj – når eventuelle og tilsvarende antenner på Ørkenfortets tag højst må være 33 + 2 meter= 35 meter?
3. Det fremgår af naboorienteringen, at antennerne er nødvendige for kommunikationen i området, herunder af samfundsmæssig betydning.
Bemærkning: Det er ikke muligt at forstå, hvorfor antennerne er nødvendige, når det konkrete formål ikke oplyses.
4. Christianshavns Lokaludvalg er positivt indstillet overfor at modtage naboorienteringer.
Bemærkning: Hvorfor modtog lokaludvalget ikke naboorientering om placering af skurbyen mellem Ørkenfortet og Nordea?
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt bemærkningerne, sender sekretariatet dem til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Bilag
0. Link til lokalplantillæg "Ørkenfortet", Lokalplan nr. 183-3:
https://www.kk.dk/nyheder/lokalplantillaeg-oerkenfortet-vedtaget
Beslutning
Lokaludvalget godkendte bemærkningerne til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. en dispensation fra lokalplan nr. 183 – 3 "B&W området ved Christianskirken" til etablering af en midlertidig mast i Knippelsbrogade, der fremgår af løsningsafsnittet.