Mødedato: 30.10.2013, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Den fremtidige trafik til Christiansholm

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et brev til Teknik- og Miljøudvalget om den fremtidige trafik til Christiansholm.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om den fremtidige trafik til Christiansholm, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Som opfølgning på teknik- og borgmesterens svar den 10. oktober 2013 på brevet om den fremtidige trafik til Christiansholm, som lokaludvalget besluttede den 25. september 2013, foreslår Arbejdsgruppen for Teknik, Miljø og Havnen, at lokaludvalget stiller yderligere spørgsmål om trafik og parkering på Christianshavn og specifikt i Prinsessegade og de omliggende gader med udgangspunkt i samtlige nye aktiviteter på Christiansholm.

Løsning

Arbejdsgruppen for Teknik, Miljø og Havnen foreslår, at lokaludvalget sender følgende henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget:
"Tak for svaret af 10.oktober 2013 om de trafikale forhold i forbindelse med etablering af nye midlertidige aktiviteter på Christiansholm.

I svaret er der alene udarbejdet et estimat over den øgede trafik til Christiansholm med gæster til Eksperimentariet og en forsikring om, at disse nye forudsætninger også vil indgå i trafiksaneringsprojektet for Prinsessegade og tilstødende gader. 

Lokaludvalget skal på baggrund af svaret bede om yderlige oplysninger på vores spørgsmål om trafik og parkering på Christianhavn og specifikt i Prinsessegade og de omliggende gader med udgangspunkt i samtlige nye aktiviteter på Christiansholm.

Følgende aktiviteter vil/har allerede skabt øget trafik til Christiansholm: 
  • Eksperimentarium (med i forvaltningens svar til lokaludvalget) – åbner februar 2014 
  • Restaurant Julian – fra påske 2014 – den mindre restaurant Julian ved Toldboden har op til 2000 kunder på en enkelt god sommerdag 
  • Papirgalleriet – er åben – Events og udstillinger 
  • Café Den Prikkede Gris – åbner primo 2014 – beskeden kapacitet 
  • Øget forsynings- og arbejdskørsel i tilknytning til aktiviteterne og de nye arbejdspladser
Som det ses af ovenstående, udgør trafikken til Eksperimentariet alene en del af den øgede trafik på Christianshavn og vi skal derfor bede om at den samlede trafik til Christiansholm tages med i et fornyet svar til lokaludvalget.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Godkendt.
Til top