Høringssvar om justering af klynger og netværk på fritidsinstitutionsområdet
Indstilling og beslutning
- at Christianshavns Lokaludvalg beslutter høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om justering af klynger og netværk på fritidsinstitutionsområdet, som fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
På bliv hørt-portalen skriver Børne- og Ungdomsforvaltningen bl.a.: Med Fremtidens Fritidstilbud bliver fritidsstrukturen i København ændret. Det indebærer blandt andet, at fritidshjem og klubber samles organisatorisk i henholdsvis fritidsinstitutioner og fritidscentre. Dette resulterer i færre enheder/institutioner, samt at nogle af enhederne/institutionerne sammenlægges på tværs af den eksisterende klynge- og netværksstruktur.
Derfor skal den nuværende organisering af klynger og netværk justeres.
Rammen for forslaget om den konkrete organisering i klynger og netværk er Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning om, at:
- fritidsinstitutioner fremover skal organiseres i én samlet enhed (kommunal, selvejende eller KKFO) til én folkeskole (1:1)
- klubber organiseres i fritidscentre med én leder (kommunale eller selvejende), som dækker flere skoler.
Principperne bag forslaget til organiseringen af klynger og netværk er, at klynger og netværk fremadrettet skal:
- understøtte en bæredygtig stillingsstruktur ved at etablere klynger med tilbud til børn og unge i forskellige aldre, så de ansætte kan opretholde samme beskæftigelsesgrad som i dag ved fx også at arbejde i en daginstitution i klyngen
- sikre institutionernes levedygtighed
- optimere anvendelse af ressourcer til ledelse samt sikrer brede kompetencer i ledelsesgruppen.
Forslaget stiller ikke nye eller ændrede krav til ledelsesformen i klynger, netværk eller enheder og forslaget påvirker ikke den lokale pædagogiske metode, der anvendes i en enhed.
Løsning
"Børne- og Ungeforvaltningen har på bliv hørt-portalen den 27. august 2015 sendt høringen om justering af klynger og netværk i offentlig høring med svarfrist den 9. oktober 2015.
Borgerdialog
Christianshavns Lokaludvalg har ikke lavet borgerinddragelse denne gang, men har tidligere afholdt et borgermøde om en lignende sag. Høringen er derudover tilgængelig for borgere at kommentere på via bliv hørt-portalen.
Lokaludvalgets holdning
Det er Christianshavns Lokaludvalgs opfattelse, at et høringssvar fra lokaludvalget om justering af klynger og netværk i den allerede vedtagne institutionsændring ikke er meningsfuld. Lokaludvalget har allerede afgivet to høringssvar, mens sagen endnu var mere overordnet, og de fysiske rammer for "fremtidens fritidstilbud" endnu ikke var politisk vedtaget.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand."
Økonomi
Videre proces
Lokaludvalget har på papir fået et uddrag af høringsmaterialet:
Al høringsmaterialet ses på bliv hørt-portalen her: http://blivhoert.kk.dk/hoering/justering-af-klynger-og-netv-rk
Beslutning
Lokaludvalget godkendte høringssvaret med det tiltrådte ændringsforslag.