Mødedato: 30.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

En borger rådede lokaludvalget til i sit høringssvar om lokalplanforslag Applebys Plads at tilkendegive, at man ligesom beboerforeningen er imod byggeplanerne i karréen: Højden på byggeriet præsenteres af Københavns Kommune som et kompromis, men sådan ser han og beboerforeningen ikke på det. Dertil kommer, at skyggediagrammerne ikke er retsvisende. Karréens gård fungerer godt og alle er velkomne. Karréen har således håndteret en problematik om romaer i gården på en ordentlig måde. Lokalplanforslaget er et udtryk for kommunens ønske om flere skatteindtægter, men bygherrerne har ikke villet svare på, om der vil være bopælspligt i byggeriet. Der er tale om et baggårdsbyggeri.

Erling Ekegren svarede, at det oprindelige byggeprojekt var mere omfattende end det, der nu lokalplanlægges for. Han havde forstået, at beboerforeningen kunne gå med til det kompromis, som lokalplanforslaget skulle være et udtryk for.

Poul Nielsen svarede, at han ønsker, at lokaludvalget gentager sit høringssvar fra den interne høring om, at der ikke bør bygges i karréen.

Jane Lytthans svarede, at sagen skal ses i lyset af kommunens principper for byggeri om et København for alle.

Tage Henningsen svarede, at kommunen skal sørge for beboelse. Det er et fint lokalplanforslag, som forskønner gården. Den bliver mere intim og smukkere. Den er meget åben nu.
Til top