Mødedato: 30.08.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om bylivsgadeprojekt: Skitseforslag for Andreas Bjørns Gade

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om et skitseforslag for Andreas Bjørns Gade, som er et af 10 udvalgte projektområder fra Bylivsgadepuljens første ansøgningsrunde.

Indstilling

Indstilling om,

  1.  at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, om et skitseforslag for Andreas Bjørns Gade, som er et af 10 udvalgte projektområder fra Bylivsgadepuljens første ansøgningsrunde.

 

Problemstilling

Skitseforslag

Den 8. juni 2023 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen et skitseforslag for indretning af Andreas Bjørns Gade i høring i lokaludvalget. Skitseforslaget skal finansieres af kommunens Bylivsgadepulje. Der er svarfrist den 31. august 2023.

Skitseforslaget er udarbejdet på baggrund af en idé, som en gruppe borgere har udarbejdet og sendt til Teknik- og Miljøforvaltningen.  Forslaget går ud på at skabe en imødekommende grøn
gade som porten til Christianshavn med gode muligheder for cykelparkering og grønt ophold. Se bilag.

Skitseforslaget er også i offentlig høring på BlivHørt-portalen: Skitseforslag for Andreas Bjørns Gade (kk.dk)

Baggrund

Borgerrepræsentationen har afsat en pulje på 10 mio. kr. til etablering af grønne bylivsgader i København. 

Puljen kan finansiere projekter, som indeholder et eller flere af følgende tiltag:

  • Lukning, ensretning eller andre trafikdæmpende tiltag på gaden
  • Begrønning, herunder etablering af grønne bede og gadetræer
  • Opholdsmøbler og byrumsinventar
  • Cykelstativer
  • Nedlæggelse af p-pladser
  • Etablering af delebilspladser

Den 31. januar 2023 udløb fristen for at indsende idéer til projektområder. Efterfølgende har en faglig arbejdsgruppe udpeget 10 områder, hvor der i samarbejde med forslagsstillerne blev udarbejdet skitseforslag i løbet af foråret 2023.

Alle med tilknytning til gaden kunne være med til at indsende en idé, for eksempel:

  • Grundejere (herunder andelsforeninger, ejerforeninger mv.)
  • Beboerforeninger eller beboere
  • Vejlaug
  • Erhvervsdrivende og andre lokale aktører
  • Lokaludvalg og miljøpunkter.

 

Løsning

Miljøgruppen drøftede skitseforslaget i sit møde den 15. august. Ud fra gruppens drøftelse og borgerdialog på Facebook har Miljøgruppen udarbejdet følgende udkast til høringssvar:

"Christianshavns Lokaludvalg er meget positive overfor skitseforslaget for Andreas Bjørns Gade og ønsker, at forslaget gennemføres. 

Vi ønsker dog, at der sker en koordinering i TMF mellem dem, der laver genopretningsarbejde i gaden lige nu og så projektet her.

I forbindelse med vores borgerdialog om skitseforslaget har vi modtaget mange kommentarer på mail og på Facebook. Lokaludvalget har gennemgået meningerne og vurderer, at christianshavnerne i ”stort omfang” deler lokaludvalgets ønske om, at projektet i Andreas Bjørns Gade gennemføres. Dog udtrykker mange bekymringer vedr. parkeringsforholdene. 

Herunder har vi lavet en kortfattet og overordnet liste med de positive og de negative bemærkninger, som lokaludvalget har modtaget fra borgerdialogen på Facebook.

I de positive bemærkninger har vi samlet konstruktive forbedringsforslag og positiv feedback. I de negative bemærkninger har vi samlet bekymringer vedr. skitseforslaget.

Positive og konstruktive meninger:

  • Husk at sætte flere skraldespande op, gerne nedgravet, især ved hjørnet Andreas Bjørns Gade og Brobergsgade
  • Der må gerne laves flere cykelparkeringspladser, eller der skal bare være det samme antal
  • Cykelparkeringspladser må gerne sammenbygges med grøn beplantning, for det kan også spare plads
  • Lav permeabel belægning i gaden, så regnvand kan sive igennem. 
  • Godt at lokale beboere har givet deres mening om de reelle behov
  • Forslaget overvejer ensretning nord-syd (fra Bodenhoffs Plads). En borger mener, at en ensretning af gaden syd-nord (mod Bodenhoffs Plads) vil være bedre, når man ser på trafikken i området
  • Mange var glade for mere grønt
  • Den grønne beplantning dæmper støj, producerer ilt, renser luften og er godt for øjnene

Negative meninger:

  • Træer i gaden vil skygge i lejlighederne og ødelægge udsigt til kanalen
  • Der kommer til at mangle p-pladser til biler
  • Vær opmærksom på, at lyden i gaden kan blive højere, også på grund af akustikken. Er der lavet beregninger på eventuelt højere støjniveau? Vi foreslår, at det kan afhjælpes med facadebeplantning og grøn beplantning i gaden
  • Det rolige område kan tiltrække flere mennesker inkl. turister, og det vil give mere tøj og møg i gaden
  • Hvis Pusher Street lukkes, kan man risikere, at handlen rykker over i Andreas Bjørns Gade

Bil-parkeringspladser på Christianshavn

Borgerdialogen på Facebook resulterede også i en diskussion om, hvordan vi kan leve med færre p-pladser til biler på Christianshavn. Vi har sammenfattet kommentarerne her. Forvaltningen bedes bemærke, at kommentarerne vedr. bilparkeringspladser er gældende for begge skitseforslag på Christianshavn for hhv. Dronningensgade og Andreas Bjørns Gade:

  • Der kan laves lidt flere handicap-p-pladser i områderne, da handicappede kan være meget afhængige af en bil
  • Der kan laves flere erhvervs-p-pladser, så håndværkere og andre erhvervsbiler kan parkere
  • Der indrettes flere delebils-p-pladser, så bilejere ikke behøver egen bil
  • Mindre offentlige busser i gaderne, vinkebusser, shuttlebusser
  • Al offentlig transport i København gøres gratis
  • Kan man lave p-pladser i en ”tunnel” i havnen?
  • Bilejere skal nemmere kunne / have ret til at leje sig ind i eksisterende P-kældre
  • Der kan bygges underjordiske p-kældere
  • Der kan indrettes p-pladser ved metrostationerne – dog ikke her, da der ikke er muligheder
  • Der indbygges følere på alle offentlige p-pladser på gaderne, så bilister kan se – på en app – hvor der er en ledig p-plads (findes i p-huse allerede)

Med venlig hilsen 

Asbjørn Kaasgaard, 

Forperson for Christianshavns Lokaludvalg"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen. 

Beslutning

1. Christianshavns Lokaludvalg godkendte høringssvar vedr. bylivsgadeprojekt: skitseforslag for Andreas Bjørns Gade.
Til top