Transport af jord fra Nordhavn til Lynetteholm
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender en henvendelse til økonomiforvaltningen og By & Havn ang. transporten af jord fra Nordhavn til Lynetteholm, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn (BTH) drøftede i sit møde d. 22. august den planlagte transport af jord fra Nordhavn til Lynetteholm.
Forperson Asbjørn Kaasgaard har været i dialog med entreprenørfirmaet Rodhe Nielsen A/S, som udfører arbejdet med sandfodring for Kystdirektoratet, bl.a. på Den Jyske Vestkyst.
Med inspiration herfra er firmaet blevet spurgt, om det er er teknisk muligt at pumpe jord fra Nordhavn til Lynetteholm via rør/sandsugere, som det gøres på Vestkysten. Det har firmaet bekræftet.
På baggrund af arbejdsgruppens drøftelse foreslås det, at lokaludvalget henvender sig til økonomiforvaltningens Center for Byudvikling og By & Havn for at få sagen om jordtransport fra Nordhavn til Lynetteholm yderligere belyst, jf. udkastet i løsningsafsnittet.
Løsning
Christianshavns Lokaludvalg godkender følgende henvendelse til økonomiforvaltningen og By & Havn ang. transporten af jord fra Nordhavn til Lynetteholm.
Udkast:
”Vedr. transport af jord fra Nordhavn til Lynetteholm
Til Økonomiforvaltningens Center for byudvikling og By & Havn
Christianshavns Lokaludvalg har været i dialog med entreprenørfirmaet Rodhe Nielsen A/S, som udfører arbejdet med sandfodring for Kystdirektoratet, bl.a. på den jyske vestkyst.
Med inspiration herfra er firmaet blevet spurgt, om det er er teknisk muligt at pumpe jord fra Nordhavn til Lynetteholm via rør/sandsugere, som det gøres på Vestkysten. Det har firmaet bekræftet.
Lokaludvalget vil derfor gerne vide om ”sandfordringsmetoden” er blevet undersøgt og taget i betragtning i forbindelse med beslutningerne om jordtransporten fra Nordhavn til Lynetteholm?
At pumpe sand via rør/sandsugere forekommer umiddelbart, som en smart metode til at transportere jord det pågældende sted.
Se eventuelt dette link om Sandfodring på Vestkysten
Nuværende beslutning om jordtransport fra Nordhavn
Lokaludvalget har forstået, at jorddepotet i Nordhavn skal prammes til Lynetteholm via elektriske drevne pramme. Kan forvaltningen og By & Havn bekræfte, at det er rigtigt forstået?
I den forbindelse vil vi også spørge om, hvor meget jord der i så fald er tale om?
Kunne man overveje at lade jorden blive på Nordhavn og evt. arbejde med et bakket landskab?
Med venlig hilsen
Asbjørn Kaasgaard
Forperson for Christianshavns Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Hvis lokaludvalget godkender indstillingen, sender sekretariatet henvendelsen til økonomiforvaltningens Center for Byudvikling og By & Havn med de ændringsforslag, der eventuelt vedtages i lokaludvalgsmødet.