Høringssvar om bylivsgadeprojekt: Skitseforslag for Dronningensgade
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om et skitseforslag for Dronningensgade, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Skitseforslag
Den 8. juni 2023 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen et skitseforslag for indretning af Dronningensgade mellem Sofiegade og Christianshavns Torv i høring i lokaludvalget. Skitseforslaget skal finansieres af kommunens Bylivsgadepulje. Der er svarfrist den 31. august 2023.
Skitseforslaget er udarbejdet på baggrund af en idé, som en gruppe borgere har fremlagt og sendt til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forslaget går ud på at etablere en gågade på en 60 meter lang strækning med grønne opholdspladser. Se bilaget.
Skitseforslaget er også i offentlig høring på BlivHørt-portalen: Skitseforslag for Dronningensgade (kk.dk)
Baggrund
Borgerrepræsentationen har afsat en pulje på 10 mio. kr. til etablering af grønne bylivsgader i København.
Puljen kan finansiere projekter, som indeholder et eller flere af følgende tiltag:
- Lukning, ensretning eller andre trafikdæmpende tiltag på gaden
- Begrønning, herunder etablering af grønne bede og gadetræer
- Opholdsmøbler og byrumsinventar
- Cykelstativer
- Nedlæggelse af p-pladser
- Etablering af delebilspladser
Den 31. januar 2023 udløb fristen for at indsende idéer til projektområder. Efterfølgende har en faglig arbejdsgruppe udpeget 10 områder, hvor der i samarbejde med forslagsstillerne blev udarbejdet skitseforslag i løbet af foråret 2023.
Alle med tilknytning til gaden kunne være med til at indsende en idé, for eksempel:
- Grundejere (herunder andelsforeninger, ejerforeninger mv.)
- Beboerforeninger eller beboere
- Vejlaug
- Erhvervsdrivende og andre lokale aktører
- Lokaludvalg og miljøpunkter.
Løsning
Miljøgruppen drøftede skitseforslaget i sit møde den 15. august. Ud fra gruppens drøftelse og borgerdialog på Facebook har Miljøgruppen udarbejdet følgende udkast til høringssvar:
"Christianshavns Lokaludvalg er meget positive overfor skitseforslaget for Dronningensgade og ønsker, at forslaget gennemføres.
Vi har fået mange kommentarer på mail og på Facebook med i alt 36 kommentarer og 91 likes på vores opslag om skitseforslaget. Lokaludvalget har gennemgået meningerne og vurderer, at christianshavnerne i ”stort omfang” deler lokaludvalgets ønske om, at projektet i Dronningensgade gennemføres. Dog udtrykker mange bekymringer vedr. parkeringsforholdene.
Herunder har vi lavet en kortfattet og overordnet liste med de positive og de negative bemærkninger, som lokaludvalget har modtaget fra borgerdialogen på Facebook.
I de positive bemærkninger har vi samlet konstruktive forbedringsforslag og positiv feedback. I de negative bemærkninger har vi samlet bekymringer vedr. skitseforslaget.
Positive og konstruktive meninger:
- Man kunne udvide den grønne gade på den anden side af Torvegade hen til Sankt Annæ Gade
- Man bør åbne metronedgangen, så cykelparkering kan ske i kælderen der
- En åben metronedgang vil også give mulighed for at komme til metroen uden at skulle gå hen over pladsen på Torvet – som nogle ikke bryder sig om
- Husk at sætte flere skraldespande op, gerne nedgravet
- Mange var glade for mere grønt
- Den grønne beplantning dæmper støj, producerer ilt, renser luften og er godt for øjnene
- Et spørgsmål fra en borger om, der kan der laves skråparkering? Denne løsning støtter lokaludvalget ikke, da det tager megen plads.
Negative meninger:
- Det rolige område kan tiltrække flere mennesker inkl. turister og folk, der i dag bruger Torvet
- Der kommer til at mangle p-pladser til biler
- Der må ikke være så mange siddepladser, da ophold kan give støj og møg. Det er lokaludvalget ikke enige i, da vi gerne vil have siddepladser på Dronningensgade.
Bil-parkeringspladser på Christianshavn
Borgerdialogen på Facebook resulterede også i en diskussion om, hvordan vi kan leve med færre p-pladser til biler på Christianshavn. Vi har sammenfattet kommentarerne her. Forvaltningen bedes bemærke, at kommentarerne vedr. bilparkeringspladser er gældende for begge skitseforslag på Christianshavn for hhv. Dronningensgade og Andreas Bjørns Gade:
- Der kan laves lidt flere handicap-p-pladser i områderne, da handicappede kan være meget afhængige af en bil
- Der kan laves flere erhvervs-p-pladser, så håndværkere og andre erhvervsbiler kan parkere
- Der indrettes flere delebils-p-pladser, så bilejere ikke behøver egen bil
- Mindre offentlige busser i gaderne, vinkebusser, shuttlebusser
- Al offentlig transport i København gøres gratis
- Kan man lave p-pladser i en ”tunnel” i havnen?
- Bilejere skal nemmere kunne / have ret til at leje sig ind i eksisterende P-kældre
- Der kan bygges underjordiske p-kældere
- Der kan indrettes p-pladser ved metrostationerne – dog ikke her, da der ikke er muligheder
- Der indbygges følere på alle offentlige p-pladser på gaderne, så bilister kan se – på en app – hvor der er en ledig p-plads (findes i p-huse allerede)
Med venlig hilsen
Asbjørn Kaasgaard,
Forperson for Christianshavns Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det og borgernes kommentarer på Facebook til Teknik- og Miljøforvaltningen. Høringssvaret lægges desuden på BlivHørt-portalen.