Mødedato: 30.08.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om grundlaget for kommuneplantillæg for Søkvæsthuset og Orlogsmuseet

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen om grundlaget for kommuneplantillæg for Søkvæsthuset og Orlogsmuseet samt tage resultaterne af en borgerpanelundersøgelse om sagen til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om grundlaget for kommuneplantillæg for Søkvæsthuset og Orlogsmuseet, som blev gennemført den 18.-22. august 2017, til efterretning. Se løsningsafsnittet samt bilagene.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om grundlaget for kommuneplantillæg for Søkvæsthuset og Orlogsmuseet, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Den 5. juli 2017 bad Økonomiforvaltningen om lokaludvalgets bemærkninger til grundlaget for kommuneplantillæg for Søkvæsthuset og Orlogsmuseet med svarfrist den 1. september 2017.

Baggrunden for kommuneplantillæget er, at ejer af ejendommene ønsker at indrette de eksisterende bygninger til hotellejligheder og boliger og serviceerhverv. Ændringerne omfatter adresserne Overgaden oven Vandet 58A-58B, 60A-60C, 62A-62C, samt Bådsmandsstræde 19.

Lokaludvalget var på forhånd varslet om høringen og besluttede i lokaludvalgsmødet den 21. juni 2017 at afsætte 6.000 kr. til borgerdialog om sagen samt at udpege Jane Lytthans, Jette Arendrup og Elin Johansson til at planlægge og gennemføre borgerdialogen i samarbejde med sekretariatet.

Løsning

På invitation fra ejeren af ejendommene var lokaludvalgets formandskab den 18. august 2017 på en rundvisning i bygningerne. Her orienterede ejeren og hans arkitekt om planerne for byggeriet. I lokaludvalgets møde den 30. august 2017 vil formandskabet mundtligt opsummere planerne.

Resultaterne af borgerpanelundersøgelsen

Resultaterne af borgerpanelundersøgelsen fremgår af bilagene. Nedenfor er et pluk af resultaterne:

  • 67,9 % synes, at det er en dårlig idé at omdanne Søkvæsthuset til hotellejligheder.

  • 49,3 % synes, at det er en god idé at omdanne Orlogsmuseet til serviceerhverv. 33,2 % synes, at det er en dårlig idé.

  • 68,2 % synes, at det er en god idé at omdanne Havehuset til boliger.

  • 61,4 % giver udtryk for, at en styrkelse af turismen på Christianshavn, som man kan forstille sig, at omdannelsen af Søkvæsthuset og Orlogsmuseet, vil føre til, ikke er den rigtige vej at gå. 

  • Mange har alternative forslag til, hvad bygningerne skal anvendes til, fx boliger, herunder plejehjem, ældreboliger og ungdomsboliger, skole eller en kulturel funktion som kulturhus, beboerhus og museum.

Bemærkninger om trafikforholdene omkring i byggeperioden:

  • Mange mener, at særligt Prinsessegade, Bådsmandsstræde og Overgaden i forvejen er hårdt belastede af trafik, og at de smalle gader langs kanalen ikke er egnede til tung trafik.

  • Mange mener, at den store gård må kunne bruges som byggeplads, så de i forvejen få parkeringspladser i gaderne friholdes

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager resultaterne til efterretning.


Høringssvar

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender følgende høringssvar:

"Den 5. juli 2017 bad Økonomiforvaltningen om lokaludvalgets bemærkninger til grundlaget for kommuneplantillæg for Søkvæsthuset og Orlogsmuseet med svarfrist den 1. september 2017.

Borgerdialog

Lokaludvalget gennemførte i perioden den 18.-22. august 2017 en borgerpanelundersøgelse om sagen. 213 af de 612 medlemmer af Christianshavns Borgerpanel besvarede undersøgelsen. Resultaterne ses i bilaget. Formanden har orienteret ejendommens ejer om resultaterne.

Lokaludvalgets holdning

Nedenstående tager udgangspunkt i resultaterne af borgerpanelundersøgelsen:

Lokaludvalget er bekymret over stigningen i turismen på Christianshavn og herunder over korttidsudlejningen af beboelse til turister, som med tiden dræner bydelen for liv. Lokaludvalget er derfor særdeles bekymret over udsigten til, at Søkvæsthuset omdannes til hotellejligheder. Det er ikke den rigtige vej at gå. Lokaludvalget foretrækker, at Søkvæsthuset indrettes til boliger, gerne almene boliger, plejeboliger og/eller ungdomsboliger.

Hvis ikke det er muligt, bør kommunen juridisk sikre, at Søkvæsthuset anvendes til andet end turistophold, fx til forskerlejligheder eller til lejligheder for kunstnere eller studerende på studieophold.

Lokaludvalget er forbeholden overfor, at Orlogsmuseet ønskes udlagt til serviceerhverv. Kategorien er bred og omfatter både funktioner, som fint kan passes ind i miljøet, fx butikker og håndværk, og funktioner, som Christianshavn i forvejen har mange af, fx restauranter, samt funktioner, som ikke passer ind i miljøet, fx administration, liberale erhverv og hoteller. Lokaludvalget ser hellere, at Orlogsmuseet igen indrettes til museum eller lokalt kulturhus. 

Hvis ikke det er muligt, bør kommunen juridisk sikre, at de serviceerhverv, der skal være i Orlogsmuseet, er butikker og håndværk, der harmonerer med omgivelserne.

Lokaludvalget har ingen bemærkninger til, at Havehuset ønskes omdannet til boliger.

For så vidt angår ombygningen af bygningerne henstiller lokaludvalget til, at byggematerialer i videst muligt omfang sejles til og fra byggepladsen. Området er presset trafikalt.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand".

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen. Forvaltningen oplyser, at sagen skal til politisk behandling i oktober 2017.

Beslutning

  1. Poul Cohrt og Asbjørn Kaasgaard orienterede om ejendomsejerens planer for bygningerne, sådan som de blev udtrykt af ejeren og hans medarbejdere under en rundvisning i bygningerne den 17. august 2017.
  2. Lokaludvalget tog resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om grundlaget for kommuneplantillæg for Søkvæsthuset og Orlogsmuseet, som blev gennemført den 18.-22. august 2017, til efterretning. Se resultaterne i løsningsafsnittet samt bilagene.
  3. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at lokaludvalget i høringssvaret tilkendegiver, at S-området kun bør omfatte Søkvæsthuset og Orlogsmuseet, idet kommunen kan tage stilling til en omdannelse af nabobygningerne i Bådsmandsstræde og Christianshavns Skole til S-område, når der måtte foreligge ønske herom.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jette Philipsen om, at lokaludvalget i høringssvaret spørger forvaltningen om baggrunden for, at man på nuværende tidspunkt vil omdanne nabobygningerne i Bådsmandsstræde og Christianshavns Skole til S-område, når der ikke foreligger ønsker herom.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at lokaludvalget i høringssvaret tilkendegiver, at det er imod flere airbnb-udlejninger på Christianshavn og derfor heller ikke ønsker, at det bliver muligt i Søkvæsthuset og i Orlogsmuseet.

    Lokaludvalget godkendte høringssvaret med de tiltrådte ændringsforslag.
Til top