Mødedato: 30.08.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om Skybrudspakke 2019

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudspakke 2019.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudspakke 2019, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 26. juni 2017 sendt skybrudspakke 2019 i høring i lokaludvalgene med svarfrist den 31. august 2017.

Udkastet til skybrudspakke 2019 indeholder 10 projekter. Alle projekterne indgår i kommunens samlede plan for skybrudsprojekter, som består af i alt ca. 300 projekter.

Der er ved udvælgelsen til årets udkast til pakke lagt vægt på, at projekterne ikke må forværre oversvømmelser andetsteds, og om der er synergi med andre kommunale områder, fx vejgenopretning eller områdefornyelse. Endvidere er der som noget nyt taget hensyn til, om projekterne er økonomisk effektive.

Lokaludvalgets arbejdsgruppe Miljøgruppen har drøftet skybrudsprojektet AM31 "Sundholm Nord", der er med i skybrudspakken. Projektbeskrivelsen indeholder en bemærkning om, at vand fra projektet forventes udledt til Stadsgraven.

Løsning

Miljøgruppen foreslår følgende høringssvar:

"Lokaludvalget har drøftet skybrudsprojektet AM31 "Sundholm Nord", der er med i skybrudspakken. Projektbeskrivelsen indeholder en bemærkning om, at vand fra projektet forventes udledt til Stadsgraven. Lokaludvalget beder om svar på, om overfladevandet fra skybrud, der skal ledes ud i Stadsgraven, bliver renset på nogen måde; i givet fald hvordan. Det fremgår ikke af projektbeskrivelsen.

Vandmiljøet i Stadsgraven er sårbart. Lokaludvalget mener, at alt overfladevand renses, hvor det samles. Men specifikt ønsker vi udledningerne til Stadsgraven renset.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand".

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at lokaludvalget i sit høringssvar konstaterer, at der næppe er mulighed for at rense overfladevandet fra skybrud, der som følge af skybrudsprojektet AM31 "Sundholm Nord" måtte blive ledt ud i Stadsgraven.
Til top