B-sag: Høringssvar om navn til ny bro ved Langebrogade
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Vejnavnenævnet om et navn til en ny bro ved Langebrogade.
Indstilling
Formanden foreslår,
1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Vejnavnenævnet om et navn til en ny bro ved Langebrogade, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Vejnavnenævnet har besluttet at indstille til Teknik- og Miljøudvalget, at en ny bro, der strækker sig fra Langebrogade til Vester Voldgade, skal navngives Lille Langebro.
Vejnavnenævnets sekretariat oplyser, at navnet var en af favoritterne fra Realdanias navnekonkurrence. Det henviser til Langebro, som den nye bro ligger parallelt med, og er broens kælenavn i de lokale medier og blandt mange omkring projektet.
Lokaludvalget er blevet bedt om bemærkninger til forslaget. Svarfristen er den 4. september 2017.
Løsning
Formanden foreslår følgende høringssvar:
"Christianshavns Lokaludvalg har ingen bemærkninger til, at en ny bro, der strækker sig fra Langebrogade til Vester Voldgade, skal navngives Lille Langebro.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte navnet for broen. Broen forventes indviet i 2018.