Mødedato: 30.08.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Byggeri på Christianshavns Skole

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte lokaludvalgets rolle i sagen om renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole og bemyndige formanden til at rette henvendelse til forvaltningen om forløbet i sagen og om hvordan sagen bør forløbe herefter.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets rolle i sagen om renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter at bemyndige formanden til at rette henvendelse til skolebestyrelsen på Christianshavns Skole, ledelsen på Christianshavns Skole, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Byggeri København i Økonomiforvaltningen om forløbet i sagen og om hvordan sagen bør forløbe herefter.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at orientere beboerne i Treschows Stiftelse i Overgaden oven Vandet om sine drøftelser og beslutninger i denne sag.

Problemstilling

Beboere i Treschows Stiftelse i Overgaden oven Vandet gjorde i juni 2017 lokaludvalget og forvaltningen opmærksom på, at de ikke var blevet orienteret og inddraget vedrørende renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole.  Derudover gjorde de bl.a. opmærksom på indbliks- og skyggegener fra det kommende skolebyggeri og på gener fra mandskabsskure, der er knyttet til byggepladsen.

Både Teknik- og Miljøforvaltningen og Byggeri København i Økonomiforvaltningen har svaret beboerne.

Den 27. juni 2017 skrev Byggeri København, som har ansvaret for selve projektudviklingen og den efterfølgende byggeproces på skolen, til beboerne, at der løbende har været dialog om det samlede byggeprojekt mellem skolen og lokaludvalgets arbejdsgruppe for Kultur, Fritid og Skole siden efteråret 2015. Det samlede byggeprojekt har været præsenteret for lokaludvalget og skolebestyrelsen på et møde den 6. april 2016, hvor projektet blev gennemgået af arkitekter og teknikere. Der er herudover udarbejdet informationsmateriale af Børne- og Ungdomsforvaltningen om byggesagen til forældrene i lokalområdet.

Byggeri København skriver videre, at der i flere år har været en generel diskussion i lokalområdet om planerne og om de konkrete projekter for udvidelse af skolen, men størsteparten af diskussionen har været rettet imod byggeriet på den anden side af Prinsessegade. Man beklager, at der ikke tidligere har været en målrettet borgerdialog med beboerne i Treschows Stiftelse om de forhold, som har særlig interesse her. 

Om byggepladsskurene skrev Byggeri København, at den endelige beslutning om skurenes placering først blev taget sent i forløbet, da forskellige placeringer og risici har været vurderet. 

Teknik- og Miljøforvaltningen skrev den 27. juni 2017 til beboerne, at i forbindelse med byggetilladelsen har forvaltningen vurderet, at  byggeriet  ikke vil medføre væsentlige indbliks- eller skyggegener på grund af afstanden fra skolebygningen til Treschows Stiftelse. Ved vurderingen af spørgsmålet om partshøring lagt vægt på, at  området er karakteriseret ved karrébebyggelse med 5-7 etager,  og at forøgelsen af højden på skolebygningen til ca. 18,8 m respekterer denne højde, som er sædvanlig for området. På den baggrund er der ikke foretaget partshøring.

Endvidere skrev Teknik- og Miljøforvaltningen, at mandskabsskurene efter det oplyste ikke er opstillet på offentligt vejareal, men på egen grund. Kommunen kan kun skride ind, hvis der er tale om farlige forhold, men ikke overfor indbliks- og skyggegener. 

Byggeri København sendte den 22. august 2017 et nyhedsbrev til bl.a. lokaludvalget om byggeprojektet på Christianshavns Skole.

 

Løsning

Lokaludvalgets arbejdsgruppe Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge drøftede i sit møde den 21. august 2017 sagsforløbet. Fra referatet:

"Beboerklagen går på, at Treschows Stiftelse ikke er blevet nabohørt og inddraget i forbindelse med ombygning af (den store) skole i Prinsessegade. I forbindelse med høringen af området , hvor science lab skal bygges, mener vi, at [forvaltningen] redegjorde for, at ombygningen af storeskolen ikke krævede lokalplanændring, men naboorienteringen har i hvert fald ikke været god nok. Vi overlader til Forretningsudvalget (og lokaludvalget) at vurdere, om der skal rettes henvendelse til [forvaltningen] som støtte til beboerklagen.

Formanden foreslår på den baggrund, at lokaludvalget drøfter lokaludvalgets rolle i sagen om renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole og bemyndiger ham til at rette henvendelse til skolebestyrelsen på Christianshavns Skole, ledelsen på Christianshavns Skole, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Byggeri København i Økonomiforvaltningen om forløbet i sagen og om hvordan sagen bør forløbe herefter; dette på baggrund af lokaludvalgets tilkendegivelser i mødet den 30. august 2017.

Økonomi

Intet.

Videre proces

På baggrund af lokaludvalgets tilkendegivelser i mødet den 30. august 2017 retter formanden henvendelse til skolebestyrelsen på Christianshavns Skole, ledelsen på Børne- og Ungdomsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Byggeri København i Økonomiforvaltningen om forløbet i sagen og om hvordan sagen bør forløbe herefter.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede lokaludvalgets rolle i sagen om renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole.
  2. Lokaludvalget drøftede forløbet i sagen om renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole og om hvordan sagen bør forløbe herefter. Der var følgende bemærkninger:
    • Kommunen bør beklage forløbet over for borgerne i naboejendommene.
    • Det er kritisabelt, at der stort set uden varsel blev opstillet mandskabsvogne tæt ved beboelse til byggepladsens arbejdere.
    • Generelt skal kommunen informere borgerne ordentligt om tiltag, der berører dem.
    • Renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole burde have været med i forløbet vedr. lokalplansagen for skolens Space Lab, selv om det kun er en byggesag og ikke en plansag. Det ville have givet lokaludvalget bedre mulighed for at forholde sig til renoveringen og ombygningen af Christianshavns Skole og til at føre borgerdialog om projektet.
    • Lokaludvalget besluttede at bemyndige formanden til sende skolebestyrelsen på Christianshavns Skole, ledelsen på Christianshavns Skole, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Byggeri København i Økonomiforvaltningen ovenstående bemærkninger. 
    • Lokaludvalget bemyndigede formanden til at orientere beboerne i Treschows Stiftelse i Overgaden oven Vandet om lokaludvalgets drøftelse og beslutninger i denne sag.
Til top