Mødedato: 30.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Regulering af færdslen ad havnepromenaden

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at regulere færdslen på havnepromenaden.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender medlemsforslaget, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", om at foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at regulere færdslen på havnepromenaden.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Frode Neergaard:

"Baggrund
Der er konstateret voksende problemer med regulering af gående og cyklende trafik på havnepromenaden fra Langebrogade og østpå hen mod Asiatisk Plads. Blandt beboere på Christiansbro er der fremkommet eksempler på, at en beboer i min forening blevet kørt ned (en beboer i ejerforeningen Løvens Gaard), ligesom en mor fik sig 4-årige barn kørt ned og måtte have assistance  af en forbipasserende. Beklageligvis er færdslen i øjeblikket anarkistisk. Cyklister og gående ved ikke hvordan man skal gebærde sig langs denne strækning af havnepromenaden.

For nylig er der opsat skilte med "Kør langsomt - Max. 10 km/t" op. Det løser dog næppe problemet. Kernen i problemet er nemlig, at der savnes regulering af den gående og cyklende trafik langs havnepromenaden. Efter etablering af Cirkelbroen, er trafikken øget væsentligt. Når den nye indre Langebro til cykler og gående åbnes, vil trafikken igen vokse. Hvis der måtte komme et hotel i Ørkenfortet må der forventes yderligere færdsel langs havnepromenaden, især da hvis hotellet får en åben front ud mod havnen, og der etableres en trappe ned til havnepromenaden fra Knippelsbro/Torvegade.

Det er nogle ærgerlige problemer langs havnefronten - desværre også på den flotte Cirkelbro, som kan afholde især ældre og små gående fra at benytte den.  

Der er flere måder at afbøde eller løse problemet på. Først og fremmest vil den rette form for afstribning og dermed adskillelse af cyklende og gående færdsel være en del af løsningen. Der er f.eks. afstribning og anden form for trafik-adskillelse på andre strækninger langs havnen, på havnens broer og langs søerne. En anden mulighed er rumlestriber, tydelig skiltning, herunder om kørselsretning m.v. Måske er der flere løsningsmuligheder og erfaringer at hente fra tilsvarende færdselsstrøg andre steder i byen. I lyset af ovenstående indstilles det, at lokaludvalgets formand sender en skrivelse til Københavns Kommune, som foreslået nedenfor.

Indstilling/løsning: Det indstilles at Lokaludvalgets formand sender nedenstående skrivelse til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Færdslen langs havnepromenaden fra Langebrogade og hen mod Asiatisk Plads af gående og cyklister er vokset betydeligt efter etablering af Cirkelbroen. Det er godt, at flere benytter havnepromenaden og at der er blevet bedre adgang langs den, men da denne færdsel er ureguleret, giver det anledning til problemer. Cyklister og gående har langs strækningen ingen vejledning om, hvordan man skal gebærde sig, hvorfor færdslen i begge retninger sker i en kaotisk blanding med fare for sammenstød mellem gående og cyklister. Christianshavns Lokaludvalg er bekendt med en ældre spadserende, som er blevet kørt ned, ligesom et 4-årigt barn er blevet påkørt. Christianshavns Lokaludvalg har noteret sig opsætningen af skilte på begge sider af Cirkelbroen. Yderligere vejledning er imidlertid påkrævet. 

Andre steder langs havnen og langs Søerne, hvor gående og cyklister færdes ad samme stisystemer, er der etableret regulering af færdslen. Der er således flere fortilfælde for, hvordan en sådan regulering mest hensigtsmæssigt kan etableres. Der kan være tale om skiltning om kørselsretning, afstribet trafik-adskillelse mellem gående og cyklende, rumlestreger, bomme, m.v.

De nuværende uregulerede trafikforhold langs denne strækning af havnepromenaden er som nævnt kaotiske. Når Lille Langebro åbner, må der forventes voksende trafik på strækningen, hvorfor disse forhold vil blive forværret. Yderligere vil problemerne blive forstærket, hvis der måtte blive etableret hotel i Ørkenfortet samt adgang fra Knippelsbro/Torvegade til havnepromenaden.

Med denne henvendelse anmoder Christianshavns Lokaludvalg Teknik- og Miljøforvaltningen om at etablere en hensigtsmæssig trafikregulering, således at havnepromenaden, også på den her omhandlede strækning, kan blive et trygt sted at færdes."  

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender medlemsforslaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt medlemsforslaget, sender sekretariatet henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Ændringsforslag til den foreslåede henvendelse:

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Loft Rasmussen og Poul Cohrt om at erstatte "kaotisk" med "uheldig".

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Carsten Junge Pedersen om ikke at omtale specifikke hændelser.

 

Med de tiltrådte ændringsforslag godkendte lokaludvalget medlemsforslaget, om at foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at regulere færdslen på havnepromenaden. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at foretage redaktionelle rettelser. 

Til top