Mødedato: 30.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Samarbejdsaftale om flerfunktionel affaldsløsning

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til samarbejdsaftale med lokaludvalget om en flerfunktionel affaldsløsning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til samarbejdsaftale med lokaludvalget om en flerfunktionel affaldsløsning. Se bilaget.

Problemstilling

Genbrugsgruppen under Miljøgruppen har været i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningen om placering af en flerfunktionel affaldsløsning på Christianshavn. Endvidere har forvaltningen sendt et forslag samarbejdsaftale mellem forvaltningen og lokaludvalget om etablering og drift af den flerfunktionelle affaldsløsning. Forvaltningen har desuden sendt supplerende oplysninger vedr. samarbejdsaftalen og projektet. Se bilaget.

Formålet med samarbejdsaftalen er, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Christianshavns Lokaludvalg i samarbejde får udviklet, etableret og testet en eller flere flerfunktionelle affaldsløsninger, som giver flere christianshavnere mulighed for at sortere og komme af med plast, metal, papir og pap i nærheden af deres bopæl.

Affaldsløsningen er som udgangspunkt for de beboere på Christianshavn, som ikke har affaldssorteringsløsninger i egen ejendom og hvor forholdene gør det vanskeligt at have affaldsbeholdere på egen matrikel.

I forslaget til samarbejdsaftale lægges der op til, at lokaludvalget skal overtage affaldsløsningen efter et års forsøgsperiode og herefter varetage drift og vedligeholdelse af den. I de supplerende oplysninger foreslår forvaltningen, at ejerskabet efter forsøgsperioden skal afklares i løbet af forsøgsperioden. Såfremt en fornuftig løsning på overtagelse ikke kan findes, vil forvaltningen hjemtage den flerfunktionelle affaldsløsning.

Løsning

Umiddelbart vurderer sekretariatet, at der ikke er hjemmel til, at lokaludvalget overtager affaldsløsningen og får ansvar for drift og vedligeholdelse af den. Affaldsområdet hører under Teknik- og Miljøforvaltningen og ikke under lokaludvalget.

Derudover vurderer sekretariatet, at økonomien i projektet er mangefuld beskrevet i forslaget til samarbejdsaftale. Der bør som minimum være et budget for drift og vedligeholdelse af en affaldsløsning, hvis lokaludvalget skal påtage sig at betale til løsningen.

Sekretariatet vil frem mod lokaludvalgsmødet den 30. maj 2018 undersøge de juridiske forhold.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Genbrugsgruppen har drøftet mulige placeringer af den flerfunktionelle affaldsløsning. Der skal afgøres senest den 8. juni 2018. Genbrugsgruppen mødes den 31. maj 2018.

 

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget drøftede Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til samarbejdsaftale med lokaludvalget om en flerfunktionel affaldsløsning. 
  2. Lokaludvalget stemte om, hvorvidt det skal indgå en samarbejdsaftale med Teknik- og Miljøforvaltningen om en flerfunktionel affaldsløsning på følgende vilkår: Ejerskabet efter forsøgsperioden skal afklares i løbet af forsøgsperioden. Såfremt en fornuftig løsning på overtagelse ikke kan findes, vil forvaltningen hjemtage den flerfunktionelle affaldsløsning.

    16 lokaludvalgsmedlemmer stemte for.

    1 lokaludvalgsmedlem stemte imod.

    3 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

    Dermed havde lokaludvalget beslutet at indgå en samarbejdsaftale med Teknik- og Miljøforvaltningen om en flerfunktionel affaldsløsning på følgende vilkår: Ejerskabet efter forsøgsperioden skal afklares i løbet af forsøgsperioden. Såfremt en fornuftig løsning på overtagelse ikke kan findes, vil forvaltningen hjemtage den flerfunktionelle affaldsløsning.



    Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Miljøaktiviteter i kommunen bør hjemtages til kommunen".

Til top