Mødedato: 30.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Affald ved veje og i vandkanten ved Margretheholm

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen om affald ved veje og søbredder omkring Margretheholm, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Lokaludvalgsmedlem Nina Højsteen har bedt om, at lokaludvalget reagerer på en henvendelse fra en borger, der bor på Margretheholm, til Teknik- og Miljøforvaltningen. Henvendelsen handler om, at han synes, at der er for meget affald ved Refshalevej og Kongebroen, men henvendelsen har ikke ført noget med sig.

Løsning

Formanden foreslår følgende brev til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Christianshavn Lokaludvalg ønsker at gøre forvaltningen opmærksom på manglende oprydning af affald ved Refshalevej og Kongebroen. Her findes store mængder affald, som ligger langs vejene, i krattet og i vandkanten af Minebådsgraven, Tømmergraven/Erdkehlgraven og Stadsgraven (se billeder vedlagt som bilag).

Lokaludvalget mener, at det ikke harmonerer med kommunens vision om at være Europas reneste hovedstad i 2015. Det harmonerer heller ikke med intentionerne om at København skal tage sig godt ud, når Eurovision Song Contest løber af stablen i næste uge.Dette kunne være en god anledning til at få foretaget den nævnte oprydning.

Lokaludvalget beder derfor om at få oplyst, om kommunen renholder området; i givet fald hvor tit. Under alle omstændigheder beder lokaludvalget om, at affaldet fjernes nu og at der fremover løbende foretages renhold i området.

Venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand."

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mark Withrop om at formulere sidste afsnit i henvendelsen således:
"Lokaludvalget beder derfor om, at affaldet fjernes nu og at området løbende renholdes."

Lokaludvalget godkendte indstillingen med det tiltrådte ændringsforslag.

Bilag

Til top